"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
//Alexandra P.O.V\\ • • Det er frokost tid. Jeg er hundesulten. Det eneste Scarlett og Charly har plapret om er Josh og jeg. Der er intet mellem Josh og jeg. Han ville bare have lidt selskab og jeg vil gerne have venner. Det var bare perfekt. "Du er godt klar over, han er den polulæreste her på skolen?" Jeg nikker, drejer på skiven og åbner mit skab.
"Det har anet mig," svare jeg. "Hvad siger du? Han er for populær til at være venner med mig?"
"Du misforstår Scarlett Alexa. Det er lige det modsatte." Jeg nikker endnu engang. Scarlett og Charly gisper. Hvad nu? Jeg låser mit skab og vender mig rundt. Josh står ved siden af mit skab. En fyr med mørkt hår hilser på Charly. Han virker bekendt? Jeg kan ikke stoppe mig selv og stiller mig ved siden af Charly.
"Undskyld? Men er du i familie med Josh?" Det får dem alle til at grine. Han ryster på hovedet af mit spørgsmål. "Jeg kan fornemme, at det var meget forkert?"
"Jeg hedder Ian, hyggelig at møde dig rainbuemanke," smiler han. Han tager begge mine hænder, lader sin kind snitte min kind og laver et kys. Han trækker sig igen. "Ian Conte og det er Joshua Gliff. Vi er 100% ikke i familie med hinanden," understreger Ian. Jeg undskylder. Han siger, det er okay. For der er rigtig mange, der rent faktisk tror, de er tvillinger. Men de tager alle åbenbart fejl, ligesom mig. Phoenix kommer slentrende og ligger armen om mig.
"Jeg har savnet dig, Alexandra."
"Jeg seriøst kommer ved et uheld til at sparke dig eller er det mon en uheld?" Han griner og indrømmer, at jeg er skræmmende. Jeg nikker anerkendende. Det er sjovt, Phoenix tror, vi er gift eller mere for sjov skyld. Hvilket vi 100% ikke er eller nogensinde kommer til. "Skal vi ikke spise? Jeg er ved at dø af sult."
"Sådan, det er min pige," griner Phoenix og jeg fjerner hans arm fra mine skuldre. Jeg stiller mig hen til Charly og Scarlett, vi går ind til kantinen og stiller og i kø. Vi køber alle noget pasta med pesto. Det er så lækkert. Der er to borde tilbage og det er centrum for hele kantinen. Jeg vælger det til venstre og sætter mig. Charly og Scarlett, sætter sig og ser sig nervøs frem og tilbage. "Er der noget galt?"
"Nej," svare Charly samtidig med Scarlett svare. "Ja."
"Hvad er der?" Jeg går i gang med pastaen og nikker til Scarlett. For at høre hvad der er galt.
"Det her er de populæres pladser," informere Scarlett mig om. "Vi bliver dræbt, inden vi kan nå sige hasta luego."
"Du sagde det lige og du overlevede. Hvad med vi fejre det med pasta med pesto og vand? Ud af øjenkrogen, kan jeg se Josh, Phoenix og Ian sætte sig ved det frie bord ved siden af vores. Jeg får øjenkontakt med Josh og fastholder det. Men bliver afbrydt af en, som rømmer sig. Det får mig til at vende rundt og se på personen. Jeg ser en høj pige med stilletter på. En lyserød stramtsiddende nederdel, som når lige under bagdelen. En cream farvet skjorte, der er tre knapper åben. Fine smykker af guld. Det må være ægte og en hel fuldendt make-up. Håret er krøllet til perfektion. Lyst hår og blå øjne. Øjnene er kolde som is. Ingen varme i dem. Hun har to piger bag sig og de virker selvsikre bag rampelyset. Jeg smiler og rejser mig op. "Har du et problem? Så burde du nok snakke med rektoren."
"Ja, det har jeg faktisk. Det er de taber og dig nye pige. I kan ikke sætte jer ved mit bord." Det får mig til at grine kort.
"Dit bord? Det er skolens ejendom og ikke dit." Jeg lægger ekstra trykt på dit, for at understrege det. "Kom igen næste gang, når du er rektoren og skolen er din. For så ville jeg med glæde fjerne mig fra dit åsyn, men det er ikke sammentræffet. Du er ikke rektoren og har ingen kontrol over hvad jeg må og ikke må." Pigen er målløs og ser overrasket på mig. Vi har tiltrukket mange af de andre studerendes opmærksomhed og flere af dem griner. Hun gør det, der er mest åbenlys, når man bliver gal og har mad i hænderne. Derfor rykker jeg med det samme, da hun tøver med sin bakke og hendes mad lander på gulvet. "Du får brug for en moppe og lige en tip. Hvis den moppe, begynder at mobbe dig, burde du hellere være forsigtig." Det får alle til at grine og Charly og Scarlett til at smile. Jeg ser trist ned på pastaen med pesto. "Spild af god pasta," mumler jeg og ryster på hovedet. ° °
Den næste time er ved at begynde og jeg er nødt til at nå frem til mit skab inden da. Mange forbi gående enten smiler, klapper mig på skulderen eller siger flot håndteret. Jeg kender mine metoder. "Miss Smith op til rektors kontor." Alle på gangen stirre på mig og jeg prøver at gemme mig bag mit skabslåge. "Jeg gentager Miss Smith op på rektors kontor." Jeg sukker lavt, det betyder jeg mister min lektion sammen med de andre. Efter klokken har ringet og ingen er tilbage på gangene. Siger mit indre-jeg, at det er bedst at tage hen til kontoret. Hvilket er det, jeg gør. Jeg banker på og høre et kom ind fra den anden side. Jeg går ind og ser pigen fra kantinen snakke med rektoren. De nikker til hinanden. Hun går hen til mig, stiller sig ved min side og fnyser. Derefter går hun ud. Mrs. Adams forklare, det hende fra kantinen fortalte.
"Det er forkert, jeg skubbede hende ikke. Hun ville hælde sin frokost ud over mig. Hun fablede om at et bestemt bord var hendes. Hvilket er ukorrekt, da det er skolens ejendom." Han rejser sig op og stiller sig tæt op ad mig. Jeg holder vejret og siger intet. Det der skete søndag, var ikke et uheld.
"Hvad skal jeg dog gøre med dig?" Han lader hånden glide ned ad siden på mig og lader hånden hvile mod min hofte. "Dine ord mod mine," hvisker han ind i mit øre. Jeg gør alt for ikke at røre mig ude af stedet og forholder mig rolig. Alt indeni mig skriger efter hjælp. Myrekryb nærmest kribler sig overalt på min krop.
