"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
//Avery P.O.V\\ • • Mine forældre ejer et firma -rettelse et tøjfirma, 'Lawrence'. Grunden til at firmaet hedder Lawrence er vores families efternavn. Jeg er medlem af firmaet. Mit job er at importere stof, om det er god kvalitet eller ej. Mine forældre har ansat designer, designerne tegner anerledes og er kreative. De tegner skitser og syer. Jeg prøver at importere forskellige, anerledes og fascinerende stof med en høj kvalitet. Mine forældre er cheferne. Det vil sige, de giver ordre og hjælper ikke så meget til. En leder derimod hjælper til, der hvor der kan og guider dem sammen. Det er forskellen på chef og leder. Ihvertfald sådan som jeg har forstået det.
Inderst inde ville jeg ønske, jeg var lige så talentfuld og kreativ som designerne. Det triste ved det er, at de ikke rigtig bliver anerkendt, men de tjener godt. Mine forældre fortæller hele tiden, at den dag de dør, skal jeg overtage firmaet. Hvilket er et alt for stort et opgave at give en 18-årig pige, synes i ikke? For mig er det umuligt. Jeg ville aldrig kunne klare en dag.
Min natkjole som en af designerne har lavet til mig. Det er en t-shirt kjole og er specielt lavet til mig af Allison. Hun er den næst yngste medlem. Hun er 21. En af grundene til, at der er få unge er, unge er mest på moden og ved hvad de unge tænker. Vi tænker anerledes end de ældre. Har nye friske ideer og sådan, det er ihvertfald hvad de fortæller os. Jeg går nedenunder hen til køkkenet med museskridt og med hurtige bevægelser laver jeg en sandwich til Phoenix. Det er en routine og et glas med mælk på en bakke. Jeg går forsigtig med bakken, bange for at spilde det hele og høre skridt på vej mod køkkenet. Når man har boet i et hus i flere år, ved man hvem og hvor person er. Det her er ovenpå ved trapperne og det er far. Jeg skynder mig ind til kosteskabet. Phoenix ser overrasket på mig og sætter sig op. Han har ingen trøje på. "Avery? Hvad laver du? Klokken er 6:30 om morgen.." Han ser på mig og ned i sine hænder. Jeg synker en klump, ligger bakken på hans skød og sætter mig på hans seng.
"Jeg.. kunne ikke sove mere og jeg tænkte.. at du måske var sulten?" Det er ikke helt sandheden. Jeg ville gerne se Phoenix og snakke om det igår. Han ser på madet også op på mig.
"Du lyver, gør du ikke?" Han ser direkte ind i mine øjne. Jeg ser ned, fugter mine læber og ser op igen.
"Hvordan vidste du det?"
"Du stammer, når du lyver, Aves. Hvorfor kom du?" Mit hjerte skipper et slag, da han kalder mig ved mit kælenavn. Han er en af de få, der kalder mig det. Jeg føler, jeg ikke er velkommen, men jeg sidder helt stille og røre mig ikke en millimeter.
"Faktisk ville jeg snakke med dig og kunne ikke vente," svare jeg ærligt og ser på ham. "Du må gerne spise, imens vi snakker." Han begynder langsomt at spise. "Igår.. da jeg havde gæster. Hvad lavede du nedenunder?" Egentlig vil jeg vide, om han så det hele. En fyr der beder mig om at gifte sig med ham. Beder! Det er for meget og jeg kender ham slet ikke, udover han er rig og ejer et firma. Han har samarbejdet med os få gange.
