"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
//Matthew P.O.V\\ • • Min blå BMW cabriolet fik jeg til julegave sidste år. Nu når jeg er blevet bedt om ikke at dyrke sport.
Overhovedet.
Køre jeg få ture rundt i byen også hjem igen. Jeg er i øjeblikket på vej hjem. En gammel rød volkswagen mk3, køre forbi. Det er ikke bilen, der fanger mit blik, men passageren der sidder derinde. Scarlett og frygten er nærmest skrevet over hendes ansigt i det splitsekund vi passere hinanden.
Jeg laver et skarpt u-vending og følger efter dem. Chaufføren mistanker mig for at følge dem og træder speederen i bund. Det giver et hyl fra den. Jeg skifter gear fra 3 til 6 og træder speederen i bund. Han opdager, at det passer og overhaller alle foran sig. Op til flere gange, er han ved at ramme en anden bilist fra den anden bane og det bekymre mig, at Scarlett er inde i den bil. Jeg tjekker hurtig om der er nogen længere for enden af den anden bane og overhaller. Jeg blinker lysene og følger dem. Jeg er lige i hælene på dem og kan se i deres baksspejl, at han stirre også på mig. Jeg smiler selvtilfreds.
Han beslutter sig endelig for at stoppe og er nok ved at blive træt af at blive forfulgt. For han drejer ind mod en tankstation og jeg følger med. Motorene slukkes og vi hopper begge ud af vores eget køretøj. Jeg ser på hans bil og venter på, at Scarlett kommer ud. Men det gør hun ikke. Jeg går slenterende hen til manden. Vi er i nogenlunde samme højde, men han er bredere af fedt. Jeg er slank af muskler. Arret over hans ansigt får ham til at se fjendligt ud. "Hvem er du?"
"At have fulgt efter mig just for at vide hvem jeg er? Desværre mand jeg er ikke til mænd," informere han mig om og vender sig rundt for at gå. Jeg griber fat om hans trøjes krave og bringer ham tilbage hen til mig.
"Hvad er din relation til pigen?"
"Hun er min kæreste." Jeg griner smørret og fnyser af ham.
"Din kæreste?" Jeg griner. "Tager du pis på mig?"
"Hvad?"
"Hun vil aldrig nogensinde blive din kæreste," indrømmer jeg og fortryder det ikke. Han skubber mig aggressivt og langer ud efter mig. Mit hoved bliver vendt til den ene side og jeg spytter blod.
En bildør smækkes.
"Stop så!" Vi ser begge hen mod Scarlett. Hun går over til os.
"Scarlett."
Hun ignorer mig og ser direkte på manden. "Du rør ham ikke," siger hun hårdt og stirre på ham.
"Kom så," siger manden og hiver Scarlett med sig. Jeg griber fat om hendes andet håndled.
"Jeg efterlader dig ikke med ham," siger jeg dystert og ser på manden med let knibe øjne. Nu er det manden, der griner selvtilfreds.
"Jeg er nødt til det," svare hun og ser undskyldende op på mig. "Du er nødt til at give slip." Pludselig kan sirener høres i det fjerne og jeg trækker Scarlett ind til mig. Manden for bange hen til sin bil og køre væk. Jeg ånder lettet op, da hun er i sikkerhed nu. Politiet ankommer og springer ud af bilerne. En af dem trækker i os hver, væk fra hinanden og Scarlett skriger. Jeg ser trist på hende. De hiver mig hen mod en af deres politibiler og skubber mig ned på kølerhjelmen. De får håndjern på mine håndlede. "Han er uskyldig! Han reddede mig, gerningsmanden kørte væk og det er for sent nu," høre jeg Scarlett fortælle til en politidame, der prøver ihærdig at få Scarlett til at falde ned.
"Bare rolig, hvis din ven, som du siger er uskyldig, sker der ikke noget."
"Han er uskyldig."
"Uskyldig eller ej, skal han stadig med til stationen og svare på nogle spørgsmål. For at have overværet det og du er også nødt til at komme til stationen for at besvare få spørgmål."
"Fint," svare Scarlett og modsiger hende ikke. "Men jeg køre med Matthew."
"Det kan du desværre ikke. Han kunne gøre dig fortræd og vi kan ikke risikere-"
"Han er uskyldig!"
"Det kan ikke diskuteres her. Du køre med en anden politibil." Det ville tage hele aften, hvis Scarlett bliver ved sådan.
"Scarlett," kalder jeg. Politidamen og Scarlett ser mod mig. "Det okay, bare kør med hende. Der sker mig ikke noget." Hun sukker og følger hende. Derefter bliver jeg hjulpet ind i politibilen, de placeret en hånd over mit hoved, så jeg ikke banker op i bilens loft.
Vi bliver separeret til to forskellige rum. De stillede mig mange spørgmål. Hvorfor var du i det område? Hvad er din relation med pigen? Hvor gammel du? Hvordan vidste du, der var et problem? Hvad lavede to timer før hele scenariet? Hvem var gerningsmanden? Kan du beskrive ham?
Sådan fortsat de, indtil de synes, de havde nok informationer.
De fortæller mig, at jeg må gerne tage hjem, men at jeg skulle ringe til mine forældre. Hvilket ikke rigtig noget jeg har lyst til. De vil for det første blive overrasket og derefter skuffet over, at jeg var blevet tilkaldt til en politistation. Min far kommer og henter mig. Han ser mig og krammer mig ind til sig. "Er der sket dig noget?"
"Nej, jeg har det fint far," siger jeg og håber det beroligere ham.
"Hvorfor? Hvad lavede du der ude ved tank station på denne tid?"
"Du ved jeg køre ture og jeg havde ikke mere benzin." Pludselig åbnes en dør og Scarlett kommer ud. Hun ser bedrøvet ud, ser op og ind i mine øjne.
