"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
ओह! यह छवि हमारे सामग्री दिशानिर्देशों का पालन नहीं करती है। प्रकाशन जारी रखने के लिए, कृपया इसे हटा दें या कोई भिन्न छवि अपलोड करें।
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
//Charly's P.O.V\\ • • "Charly?" Jeg åbner træt mine øjne og ser søvnig ind i Chases øjne. "Godt. Du er vågen," hvisker han lettet. Hvorfor hvisker han? Han må have læst min ansigtsudtryk og peger hen mod Lilje. Jeg ser derhen, hvor han peger og gaber. Jeg forstår og nikker. Han hvisker, fordi Lilje sover.
"Hvorfor vækkede du mig?" Spørger jeg let irriteret. Jeg begraver hovedet ned i min hovedpude. Jeg mærker dynen blive fjernet og bliver slået i bagdelen. Det får mig til at sætte mig op og ser anklagende på dem begge. For nu er både Chandler og Chase inde på mit værelse. "Hvem var det?" Hvisker jeg sur til dem begge. De peger begge på hinanden og jeg sukker opgivende. Jeg ignorer det. "Okay, kan en af jer forklare mig, hvorfor i alverden i har vækket mig så tidligt?"
"Adam er her."
"Hvad!" De tysser begge på mig og ser ned på Lilje. Jeg går ud af værelset og de følger efter mig. "Hvorfor-" Jeg stopper op og ser på Adam stå få meter fra mig. Mit blik flakker og jeg ser væk. Jeg vender ryggen til ham og ser på mine to brødre. De stirre bare på mig og jeg sukker. Jeg går ind på deres værelse og sætter mig ved Chandlers skrivebord på hans stol. Det eneste i verden jeg håber i øjeblikket er, at Adam ikke kommer herind og mine brødre skal komme herind istedet for. Men endnu en gang, er heldet ikke med mig og Adam åbner døren. Jeg ser ikke på ham, piller ved Chandlers blyanter og finder et rent papir. Jeg beslutter mig for at tegne.
"Charly, hør på mig." Jeg siger intet og tegner tavs videre. "Jeg er ked af det, jeg var ikke mig selv." Ikke mig selv. Hvad snakker han om? Jeg tror ikke på ham. "Vil du ikke nok tilgive mig?"
"Adam, jeg tror ikke-"
"Kan du ikke være sød at stoppe med at tegne og se på mig." Jeg ryster på hovedet. Hvis jeg ser på ham, kommer jeg til at tilgive ham og jeg er virkelig sur på ham. Jeg vil ikke tilgive ham. Ikke denne gang. "Hvad skal jeg gøre for, at du vil tilgive mig?" Han trækker stolen ud og drejer den, så jeg er vendt mod ham og ser ind i hans øjne. For han sidder på hug. Jeg dirre let og ser væk fra ham. Han ser bedende på mig og jeg bider min underlæbe.
"Okay, jeg tilgiver dig, men det er altså sidste gang," mumler jeg. Han ligger armene om mig og jeg stryger hans ryg. Han læner sig frem for at kysse mig og jeg vender hovedet. Det gør mig stadig en smule sur over, at han kaldte Ian for en 'lille knægt'. Hvad er jeg så? En lille pige? Han ser forvirret på mig og læner sig ind igen. Jeg mærker blidt et kys på læberne og jeg trækker mig.
"Hvorfor vil du ikke kysse mig?" Jeg trækker på skulderne. "Du er stadig sur på mig? Hvad med at jeg gøre det godt igen? Vi kan være sammen i aften, hvad siger du?"
"Oh okay, det er fint," svare jeg uden videre.
"Har du noget imod, at jeg er her?" Jeg ryster let på hovedet. "Hvad vil du gerne lave?" Jeg trækker igen på skulderne. Han klemmer mig blidt over knæet. Adam rejser sig op og trækker mig op at stå. Vi går nedenunder i stuen og tænder tv'et. "Skal vi se Avengers?" Jeg nikker ligegyldig og gaber. Jeg er stadig træt. Han får mig til at ligge hovedet på hans skulder og ligger armen om mig.
Mine øjne åbnes forsigtig. Jeg ligger stadig op ad Adam. Han er vist også faldet i søvn og tv'et er også slukket. Min mobil vibrere flere gange. Jeg ser på den og ser, at det er beskeder fra Ian. Han skriver, at han gerne vil have mig ved parken. Jeg rejser mig op, ser på Adam der sover og tilbage på mobilen. Derefter skynder jeg mig ovenpå og skifter tøj. Jeg beder Chase om at holde øje med Lilje og jeg straks kommer tilbage. Lige da jeg har fået overtøj på, bliver jeg stoppet af Adam. Jeg ser på ham med forstørret øjne. "Hvor er du på vej hen?" Spørger han og gnider sine øjenlåg.
"Oh ud? Jeg kommer om et øjeblik, det lover jeg." Han tager sin jakke. "Nej nej, jeg kan godt gå ud selv, det tager ikke mere end 5 minutter, okay?" Jeg løber ud ad døren og hen mod skaterparken. Der er også mange andre her. Både dem jeg kender og fuldkommen fremmede mennesker.
Ian står på en af ramperne sammen med hans modstander, ham vi mødte fra en uge siden, der udfordrede Ian. Jeg stirre op mod ham og ser bange til. Jeg er bange for hvad der vil komme til at se efterfølgende. "Charly?" Jeg vender hovedet mod stemmen. Adam fulgte efter mig og sammen med ham, er mine brødre og Lilje kommet. Lilje løber væk, jeg følger hende med øjnene og ser hun løber hen til Scarlett. Er Scarlett her? Vent, de er alle sammen her. For at støtte Ian. Jeg kommer til at smile og Adam får mig ud af mine tanker, da han ligger armen om mine skuldre og trækker mig ind til sig. "Hvorfor smiler du sådan?"
"Ikke for noget," svare jeg lavt og følger Ian med øjnene. Han fanger mit blik og vinker. Alle de andre vinker til ham. Jeg står frosset og stirre på ham. Hvad nu hvis der sker ham noget? De begynder at hyle og heppe på dem. Ian starter ud og begynder at køre ned af rampen.
