Keep Going | ✔

38 | Et løfte & Hemmeligheden

//Joshua P.O.V\\
•
•
"Alexis!" Kalder jeg efter hende. Hun er hurtig. Det er som om hun tager mere fart på i sekundet. "Alexis!" Vi er ude af skolens område, men hun stopper ikke et eneste sekund. Hun fortsætter og ligner ikke en der på noget tidspunkt har tænkt sig at sætte farten ned igen. "Vær nu sød." Pludselig står vi begge ude i parken. Det her er stedet, hvor vi mødte for anden gang.

Alexis har stadig ryggen til mig og jeg står en meter fra hende. Hun tager hurtige indåndinger og det samme gør jeg. Det gør ondt at se hende sådan her. Hver gang, jeg ser hende, er hun altid så smilende og lykkelig. Men nu er alt glæden væk og tilbage er der sorgen. "Alexis," jeg nærmere mig hende og stiller mig foran hende. Hun trækker sig tilbage med hovedet begravet i hænderne.

"Du må ikke se på mig," snøfter hun.

"Hvor ved du fra hvem det er, når du ikke en gang ser på mig?"

"Din stemme," snøfter hun. Det får mig til at smile. Hun kan genkende min stemme.

"Du er rigtig sød, Alexis. Det er du godt klar over, ikke?" Jeg har virkelig lyst til at holde om hende, men jeg er bange for, at hun beder mig om at give slip. "Må jeg holde om dig?" Hun tøver, ryster på hovedet og går en smule væk fra mig. "Hey, ikke gå fra mig. Det kan godt være, at du kan løbe fra mig. Men ikke gå fra mig." Hun griner lavt, men prøver at lade være. Jeg griner højt og smiler. "Hvad siger du til at vi dropper skole og tager hjem til mig?"

"Det kan jeg ikke," svare hun uden tøven. "Min far, han finder ud af det."

"Hvad sker der, Alexandra?" Hun fjerner sine hænder og ser direkte ind i mine øjne. Hun bruger håndfladen til at tørre sine øjne. Både Alexis' næse og øjne er helt rød.

"Hvis jeg fortæller dig det, så lover du ikke at sige det til nogen."

"Okay," svare jeg.

"Lov mig det."

"Jeg lover dig, Alexandra, at hvad end du fortæller mig, forbliver hos mig." Hun krammer mig kort.

"Kan vi ikke sætte os på en bænk?" Spørger hun lavt. Jeg går over mod en bænk og sætter mig. Hun sætter sig ved siden af mig. "Okay, Paul er ikke rigtig min far. Han er min adoptivfar-"

"Hvad? Jeg troede-" Hun klasker en hånd foran min mund.

"Nej, ingen afbrydelser ellers bliver jeg aldrig færdig med at fortælle.
•
•

"Derfor kan jeg ikke lade min far få det at vide." Jeg ser frustreret væk og ikke ind i Alexis øjne. For hun vil kun finde vrede i mit blik. Rektoren har misbrugt Alexis for sin egen fordel. Ignoreret det faktum, at det ville knuse hendes far og han kan komme i  spjældet. Jeg rejser mig op. Alexis rejser sig også op og griber fat om min arm. "Hvor går du hen?" Spørger hun bange.

"Jeg lader ikke Rektoren røre dig et sekund længere. Bare tanken om det er frastødende og så forestil-" adskillige forfærdelige scenerier kommer frem og jeg får kuldegysninger. Hun stiller sig foran mig og holder mig tilbage.

"Du lovede mig, Joshua."

"Alexandra, det her kan du ikke mene. Det her ikke en løsning på problemet. Det her er det rene vanvid. Du kan ikke bede mig om at holde det for mig selv."

"Det bliver du nødt til."

"Det kan jeg ikke, Alexis." Jeg ryster hovedet og ser væk.

"Tænk på min far - Paul. Han er født og opvokset her. Hvis jeg tager hele hans barndom væk fra ham. Paul er lykkelig her. Det kan jeg ikke tillade at gøre imod ham. Jeg har været besværlig lige siden han tog imod mig."

"Alexis-"

"Hvis ikke, kommer jeg til at flytte. Paul, ville aldrig tillade mig at bo her velviden om, at det er her det er sket," siger hun seriøst. "Jeg har aldrig i hele mit liv haft venner. Det her er det eneste sted, jeg har venner. Jeg har dig." Hun ser med tårer ind i mine øjne. "Jeg beder dig, Joshua."

"Fint, men jeg lader dig ikke slippe. Jeg holder øje med dig, hvis jeg ikke kan få øje på dig. Oh, jeg bliver simpelhen så rasende," siger jeg alvorligt. Alexis ser skræmt ud. "Undskyld," jeg ligger armene rundt om hende. Hun krammer mig tæt ind til sig. Hun ryster på hovedet.

"Tak."

"Du skal ikke takke mig." Jeg hjælper med at holde på en hemmelig, der burde være ude i verden, så hun ikke lider. Jeg sukker lavt. "Vi burde nok vende tilbage til skolen, inden næste lektionen starter."
•
•

I matematik, følger jeg overhovedet ikke med. Vi er igang med ligning. Det var det. Jeg har ingen ideer om hvad Mr. Greenberg snakker nok. "Hvad gør man her i denne ligning, hvis man skal få fjernet 3 i anden?" Spørger han udover klassen. Jeg kigger over mod uret, der er et kvarter og jeg kan ikke vente et minut længere end nødvendigt. "Hvad med.. dig, Mr. Gliff. Hvad gør vi med 3 i anden?"

"Jamen, det vi gør er at få fjernet 3 i anden. Hvordan man gør det, det er ved at sige hvad er det modsatte af en potens, det er så kvadratroden, derfor tager man kvadratroden af 3 i anden. Det samme skal man gøre ved den anden side af lighedstegnet. På den måde har du fået ophævet potensen. "

"Korrekt. Lad os stoppe for nu og fortsætte næste gang. Tak for idag." Jeg nærmest kaster mine bøger ned i tasken og derefter løber ud ad døren. På vej hen til Alexis lokale, bliver jeg forsinket.

"Hey Gliff, kunne du tænke dig at hænge ud her efter skole?" Spørger hun.

"Desværre, kan ikke. Hej."

"Hey vent!" Ruby griber fat om min rygsæk og forhindre mig i at fortsætte. "Hvorfor? Hvad skal du? Kan du ikke aflyse det?

"Nej, bindende aftale. Har du tænkt dig at give slip eller?" Hun smiler.

"Nej, ikke før-" jeg svinger armene ud af rygsækken og lunter videre. Hun kan beholde min taske og jeg ville ikke have noget imod det. Det eneste jeg har i tankerne er Alexis.

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬

Udgivet: 3/10 - 2019

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬