"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
//Scarlett P.O.V\\ • • Det er overraskende, at min chef ikke fyrede mig. For dagen efter, fik jeg en besked fra ham, hvor der stod, at jeg har en valgt efter skole. Det er præcis, den jeg er til lige nu. Jeg blev både lettet og glad på samtidige. Min sædvanlige plads ved kassen er optaget af mig. Varer efter varer bliver bippet ind. Kunde efter kunde. Men en bestemt kunde, fanger mit opmærksomhed.
Matthew.
Jeg vidste ikke, at han handlede her? Nu ved jeg hellere ikke alt om ham. Den eneste grund til at jeg kan snakke med han eller være i nærheden af ham er takket været Alexa. For jeg tror aldrig jeg ellers ville have chancen for at snakke med ham eller om han overhovedet ville finde mig interessant. Jeg plejer, at kunne håndtere fyre med en god udseende, men med Matthew er det anerledes. Jeg bipper nervøs hans ting ind. Bange for om han vælger at finde mig bekendt eller ignorer mig. Jeg håber på det sidste, men heldet er ikke med mig.
"Hej Scarlett, jeg vidste ikke, at du arbejder her i Walmart?" Jeg fumler nervøs med hans sidste vare, som er små yoghurt. Han gør mig nervøs med hans nærvær.
"Hej Matthew. Jeg vidste.. um hellere ikke du.. oh her handlede. Jeg mener, handler her." Omg, det her er så pinligt, tænker jeg. Han griner og jeg ser overrasket op.
"Du sød," indrømmer han og smiler bredt til mig. Jeg er lige ved at tabe den ene yoghurt. Kaldte han mig lige sød? "Åh, vær forsigtig med dem. De er til min lillesøster," siger han anklagende til mig med et lille smil. Jeg griner lavt.
"Du lyder bange," siger jeg med selvsikkerhed i stemmen. Jeg snubler ikke over ordene den her gang.
"Nah, snarer det eller bange for at skuffe hende," siger han. Han ryster på hovedet. "Glem det jeg sagde." Skuffe hans lillesøster?
"Hvordan ville du dog kunne skuffe din lillesøster?" Medfølelsen i min stemme kan høres og jeg ser trist på ham. Han åbner munden, men intet kommer ud. En mand bag Matthew rømmer sig og jeg skynder mig. "Ja, så bliver det 17,95 dollars." Han bruger sit kort. "Fortsæt en god dag," siger jeg, men han siger intet. Jeg ignorer det og smiler til min næste kunde.
Endelig efter jeg har fri, tager en anden medarbejder min plads ved kassen. Walmart har åben i 24 timer og jeg er glad for, at jeg har vagter om morgen. Men få enkelte gange, har jeg også klokken fem om morgen. Det betyder, at Jessica har ansvaret for de andre. En pige på 15. Min elskede lillesøster. Hun er nærmest nødt til at skubbe sig væk fra barndommen og vokse op hurtig. Ligesom jeg selv og det ønsker jeg virkelig ikke. Jeg ville have, at de alle sammen skal have et liv med masser af glæde og uden bekymringer.
Men jeg ved allerede, at det kan jeg ikke få.
Huset er meget stille og det gør mig en smule bekymret. Hvorfor er der ikke en eneste lyd? Jeg skynder mig ovenpå til vores værelse. De sover alle sammen. De trækker knap nok vejret nogen af dem. Jeg nærmere mig forsigtig Jessica og opdager, at de alle rævesover. "Hvorfor-" jeg bliver trukket tilbage og vakler baglæns. Jeg griber rundt om min overfaldsmands arm og der bliver presset en skarp og glat flade ind mod min strube. Jeg holder vejret. De er alle sammen vågen nu og sidder oppe. Jeg ser skrækslagen på dem. "Du lovede, der intet ville ske os, hvis vi forblev stille," siger Jessica uden at dirre. Hun er modig og jeg er rædselslagen.
"Du har ret, men var hende her iblandt jer? Nej, det tror jeg ikke. Derfor gælder den løfte ikke hende," overfaldsmanden har en dyb stemme. Han må være en mand. Jeg genkender ikke stemmen. Ikke en jeg kan komme i tanker om.
"Hvem er du?" Spørger jeg, men fortryder straks, da han presser kniven tættere mod min hals. Jeg er så bange, at jeg begynder at skælve.
"En af din fars mange skyldner. Der er en gæld på mere end 200.000 dollars." Jeg bliver næsten svimmel af hvad min idiot af en far har rodet sig ud i. Han kan ikke en gang holde sin økonomi i orden. For det ender altid med, at hans problemer bliver til mine. Hvilket jeg ikke vil have noget med at gøre, men har jeg noget valg? "Og det ser ikke ud til at han er her, så hvad med de 200.000 dollars i bytte med dig?"
Hvilke muligheder har jeg?
"Uret tikker. Hvis du afslår, dræber jeg dine søstre foran dig. Det vil give dig traumer for livet og det vil du da ikke have vel?"
"Okay," svare jeg uden tøven. Det er ikke så svært en beslutning. Mig eller mine søstre.
"Det kan du ikke?" Lilje lyder som en der er på randen til at græde. Jeg bider min underlæbe, jeg vil ikke græde overfor ham. Han får ikke lov til at se mig svag her og nu. Melodi græder højt og det skære i mit hjerte.
"Men jeg vil have lov til at sige farvel til dem," siger jeg til ham. "Og derefter går jeg med dig."
"Fint, et minut." Han slipper mig og jeg tager dybe indåndinger. Han går ud af værelset og lukker døren. Jeg skynder mig hen til Jessica og giver hende min mobil. Jeg giver hende instruktioner om hvad hun skal gøre. Det hun skal er at ringe til politiet og en af mine venner.
"Det ligemeget hvem, de skal holde øje med jer, så i er i sikkerhed. Charly eller Phoenix-" Han sparker døren op og hiver mig væk fra Jessica. Overfaldningsmanden, kan ikke være mere en 30 og han ser brysk ud. En man ikke kunne have en diskussion med uden det ender i en slagsmål. Han har tatoveringer hele vejen op af armen og et kæmpe ar hen over ansigtet.
"Det her bliver sjovt, bare rolig skat." Jeg holder vejret for ikke at komme til at kaste op. En blå cabriolet bil køre forbi og jeg genkender den straks. For inden den køre forbi, får jeg øjenkontakt med chaufføren og i mine øjne er der kun frygt tilbage.
