Keep Going | ✔

35 | Sammenarbejde ned Valentino & Kantinedamerne

//Avery P.O.V\\
•
•
Mine forældre er taget afsted til Italien. De tog afsted i søndags. Grunden til, at de skal til Italien er en forretningssamtale. De er igang med at sammenarbejde med Valentino. Det er stort, men alt for stort til at jeg kunne komme med og håndtere det. En skønne dag, vil jeg være klar til en forretningsrejse og være med til en. Det ville være en dejligt at kunne deltage. "Kom ind," siger jeg, da der bliver banket på døren. Phoenix kommer ind og ser kort på mig.

Hver gang, jeg ser på Phoenix, så tænker jeg tilbage på, da han fortalte mig, at jeg bare skulle sige til, hvis jeg ville have et kys fra ham. Det får mit hjerte til at banke hurtigere. "Er du klar?"

"Yeah," svare jeg og nikker. Jeg svinger en nude cremefarvet frakke over min lyserøde nederdel og hvide sweater. Derefter griber jeg min rygsæk og lunter nedenunder.

Phoenix åbner bildøren for mig. Jeg smiler rødmende, takker ham og sætter mig ind. Jeg venter på, at han kommer om på den anden siden og tager min taske for mig, så jeg kan køre. "Her, lad mig tage den for dig." Han tager tasken fra mit skød. Jeg starter motoren og kører ud af garagen. Garage døren har en sensor, som udløses ved en afstand på 15 centimeter. "Hvornår har du fri idag?"

"Senere end dig, tror jeg," svare jeg og nikker enig med mig selv. "Klokken 14:50."

"Okay, har du noget imod, at jeg invitere de andre hjem?" Spørger han forsigtig. Jeg ryster på hovedet.

"Overhovedet ikke. Du har stadig ikke forklare mig det der med Scarlett," minder jeg ham om. "Det lovede du mig, at du ville fortælle mig, ikke?"

"Jo, selvfølgelig. Du kan møde dem, når du kommer hjem idag? Altså, selvfølgelig, hvis du altså har lyst." Jeg overvejer det kort. "Det er helt i orden, hvis du ikke har lyst."

"Det ikke fordi jeg ikke har lyst, men jeg bliver let nervøs." Jeg spidser læberne. Det lyder nærmest, som om, at jeg prøver på at finde på en god undskyldning. "Det lød forkert. Jeg ved det ikke. Jeg-" Der bliver plantet et kys på min kind og jeg ser kort chokeret på Phoenix. Jeg fokusere hurtig på vejen.

"Hvorfor er du så nuttet?" Spørger han og jeg kan mærke hans blik på mig. "Du rødmer," siger han glad. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Derfor forholder jeg mig stille. Bange for at sige noget forkert. Vi ankommer til skolen. Det føles, som en evighed samlignet med de andre dage. Jeg stiger ud af bilen og ser Phoenix på vej hen på min side med min taske. Han stiller sig foran mig og læner sig ned til mig. Min vejrtrækning bliver langsommere og langsommere uregelmæssige med hvert sekund. Jeg ser ind i hans øjne, men han holder ikke øjenkontakt. Istedet ser han på mine læber.

"Hvad er der?" Spørger jeg usikkert. "Har jeg noget i ansigtet?"

"Mh," svare han. Jeg rækker op og rør blidt min kind. Han griber min hånd med min frie hånd. "Skønheden."

"Phi, klokken ringer snart. Vi burde skynde os indenfor."

"Lige et øjeblik mere."
•
•

Mélanie puffer blidt min arm, som jeg har lagt til at hvile på bordet. Hun skubber et stykke papir hen til min side af bordet.

Hvad tænker du på?

Jeg skriver med en hurtig håndbevægelde og sender papiret tilbage til hende.

Intet

Mélanie rynker brynet og jeg kommer til automatisk at smile af hende. Hun er så sød. Hun skriver noget og sender   det videre hen til mig.

Phoenix?

Hun kunne have skrevet, hvilket som helst navn. Men Phoenix, som er det ene navn, som ville have påvirket mig og her kommer rødmen. Mélanie læner sig over min arm, og skriver hurtigt, og tilføjer: