"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
//ScarlettP.O.V\\ • • Alexa er lige løbet ud efter Charly. Jeg rejser mig op og stiller mig foran Joshua. "Joshua," siger jeg lavt. "Vi ved alle sammen, at Adam er dårlig for hende. Men uanset hvad vi gør, kan vi ikke få Charly til at indse det. Det må hun selv indse. Hun må selv lære af sine fejl og på den måde lære hun at vokse." Jeg sætter en hånd på hans skulder. "Men vi burde komme, så vi kan støtte Charly og Adams forhold. For hun skal vide, at vi er der for hende ligemeget hvad. Ligemeget hvilke omstændigheder." Han nikker.
"Det ved jeg. Men er du ikke vred på Charly?" Spørger Joshua. "Jeg har lagt mærke til, at i to ikke rigtig taler sammen."
"Jeg er ikke vred på Charly, det er jeg aldrig. Men jeg er såret og skuffet. Hun valgte Adam fremfor mig og hun var der ikke, da jeg havde mest brug for hende." Charly og jeg har ikke snakket siden jeg kom hjem til hende for at finde hende.
"Okay, jeg skal nok komme. Vi tager afsted alle sammen ikke?" Matthew rejser sig op fra sofaen og stiller sig hen til os. "Vi skal prøve at få overtalt Phoenix, så Avery kommer med."
"Hvad med Melanie?" Ian rejser sig op og stiller sig hen til Joshua.
"Hun finder ud af det og fortæller os det," svare jeg. "Det hele skal nok gå." Håber jeg. Hoveddøren åbner sig og Alexa kommer ind. Hun ser nedtrykt ud, men smiler stadig og går over til os andre. "Charly skulle hen og hjælpe Adam med festen. Jeg fulgte hende hjem. Hun har sendt mig adressen. Vil i gerne have adressen?" Spørger hun med et smil på læberne. Det ser nærmest smertefuldt for hende at smile og hun får tårer i øjnene. Jeg bider min underlæbe og ser væk. Jeg kommer til at græde, hvis jeg ser andre græde.
"Hvad med at i tager hjem nu, gør jer klar og så mødes vi foran mit hus?" Joshua får Alexis ovenpå. Matthew, Ian og jeg går ud af huset. Jeg skynder mig at gnide mine øjenlåg.
"Hvorfor græder du?" Spørger Ian og ser på mig.
"Det.. Alexa havde tårer i øjnene o-og når jeg ser andre græde, kommer jeg sådan o-også til at græde." Ian ligger armene om mig og jeg snøfter ind mod hans bryst.
"Aw, alle vores piger er så følsomme. Du må ikke græde, Scar." Han stryger blidt min ryg. "Vil i med hjem til mig? Jeg har en kat, kan du lide katte Scar?" Jeg nikker og smiler til ham.
"Jeg vidste ikke du havde en kat?" Griner jeg kort.
"Nej, jeg siger det også kun til piger, der har brug for opmuntring. Kom, lad os gå." • •
"Aww, hvor er hun sød! Hvad hedder hun?" Spørger jeg og aer hendes øre.
"Bellé," svare Ian og sætter sig på sofaen sammen med Matthew. "Hun har smukke store blå øjne og hvid pels. Det er ikke så tit man ser katte, som ser sådan ud. Hun er unik og det er det som gør hende som. Derfor hedder Bellé, det er fransk og betyder smuk."
"Det sødt." Jeg rejser mig op fra gulvet. "Det minder mig om. Jeg burde tage hjem og se om alle mine søstre er kommet hjem."
"Hvad? Du er lige kommet."
"Ja, men vi ses senere ikke? Vil du ikke hente mig?"
"Selvfølgelig, skal jeg køre dig hjem?"
"Det behøver du ikke." Jeg skynder mig at løbe hjem og kommer op til lejligheden. Døren er låst og jeg låser op. "Jeg er hjemme!" Jeg får mit overtøj af og ser de alle sammen sidder sammen i stuen. De laver hver især deres egen ting. Jessica laver lektier, Lilje tegner, Sofia spiser noget yoghurt og Melodi snakker til de andre med en bamse i hånden. "Er i sultne? Skal jeg lave mad?" Jeg krammer Melodi bagfra.
"Jeg ser ikke sulten." Jessica.
"Jeg er hellere ikke sulten." Lilje.
"Jeg spiser." Sofia.
"Hellere ikke mig." Melodi. Jeg nikker og sætter mig sammen med dem.
"Senere i aften skal jeg ud. Derfor har Jessica ansvaret og passer på jer. I må under ingen omstændigheder åbne døren, hvis det ringer. Medmindre jeg ringer til jer og beder jer om det. Forstået?" Jeg remser alle de vigtige ting, som de skal huske.
"Ja," svare de alle i kor. Jeg nikker.
"Hvis i får brug for noget, ringer i." De nikker alle og jeg smiler kort. Jeg ville elske at stadig være henne hos Ian, men jeg var bange for at komme til at snakke med Matthew. Matthew og jeg har ikke snakket sammen siden sidst. Matthews mor bad mig om ikke nærme mig Matthew og jeg holder det. Jeg vil ikke gå imod hendes ord. For jeg vil ikke splitte dem ad og især på grund af mig. Charly har jeg hellere ikke snakket med. Men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige til hende, hver gang jeg ser hende. Jeg ville ønske, at vi var på talefod. Det føles forkert ikke at snakke med hende. Der er tidspunkter, hvor jeg er tæt på at snakke med hende, som om episoden aldrig rigtig skete, men det er også forkert. For vi burde snakke om det, men jeg tror problemet er, at vi begge er bange for at bringe det op.
Jeg går ind på værelset og finder den eneste kjole, jeg rigtig bruger, når det kommer til fester. Det er en enkelt tætsiddende rød kjole, som når mig til midten af mit lår og har spaghetti stroppe. Den tager jeg på, sorte sneaker og kaster en jakke over min skuldre. Jeg redder mit hår igennem en enkelt gang.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
• •
I et sekund, overvejer jeg virkelig at gå ind til lejligheden igen og skifte tøj. I et øjeblik, overvejer jeg vende dem ryggen og gå tilbage ind til mit værelse og lukke alle ud. Jeg overvejer at glemme alle mine problemer. Men jeg ved, at det ikke er en mulighed. Den eneste mulighed der er at se sandheden i øjnene. Nøglen drejer jeg og tager den ud af nøglehullet.
