Keep Going | ✔

41 | Pillerne & Se sandheden i øjnene

//Matthew P.O.V\\
•
•
Smerterne bliver værre og værre. Jeg vælter ned ad sengen og trækker mig hen til mit badeværelset. Pillerne, jeg rækker ud efter dem. Smerten bliver større og større. Jeg tager mig i siden og stønner af smerte. Alt føles besværlig. Min telefon får jeg ud af min baglomme og ringer min far op. Han tager den efter 2 minutter, men det føltes som 2 timer. "Far.. far..-"

"Matthew? Hvorfor ringer du dog-"

"Kan du komme med et glas vand?" Puster jeg ud og trækker vejret heftigt. "Min.. jeg..- piller." Der er ingen lyd fra den anden ende. Jeg lukker øjnene og kæmper imod smerten, der ser ud til at sprede sig. Mit hoved begynder at dunke. Badeværelsetsdøren åbner sig og min far kommer ind med et glas i hånden med vand i. Han får mig op og sidde istedet for at ligge ned på toilettet gulvet. Han åbner det lille beholder og finder en pille frem.

"Åbn munden." Jeg åbner svagt munden og han placere den på min tunge. Han løfter glasset op til min mund. "Drik det og synk det." Det gør jeg og smerten formindsker ikke. "Glemte du at tage pillerne igår?" Jeg ville helst ikke indrømme det og nikker langsomt. Han sukker opgivende. "Det må du aldrig nogensinde gøre igen." Pludselig græder jeg. "Shhh, det er okay. Du er okay. Der skete ikke noget. Du har bare brug for at hvile dig nu." I hele mit liv, har jeg aldrig været bange for døden, men for 2 sekunder siden var jeg skrækslagen.
•
•

Var det bare en drøm? Jeg vågner op i min seng. Lige da jeg skal til at sætte mig op, mærker jeg noget ved min hånd og set Scarlett. Hun holder min hånd imellem sine og sover. Alt smerten er væk, men mit hoved dunker stadig en smule. Scarlett løfter hovedet og gaber. Hun ser op på mig. "Du er vågen."

"Hvad skete der?"

"Dine forældre fortalte mig, at du besvimede." Det var ikke en drøm, men jeg besvimede ikke, det ved hun bare ikke endnu. "Er du okay?" Jeg smiler og nikker.

"Jeg er okay. Du skal slet ikke bekymre dig om mig." Hun ryster på hovedet.

"Hvordan kan jeg det? Du har hjulpet mig og mine søstre og taget dig af mig. Selvfølgelig er jeg bekymret for dig." Jeg nikker og ser væk. Hvad hvis jeg ikke havde hjulpet hende, ville hun så overhovedet lægge mærke til mig? Ville hun være hos mig? "Matthew?" Kalder hun, og jeg ser på hende.

"Hvad hvis jeg ikke have hjulpet dig?" Spørger jeg højt. "Hvad hvis jeg ikke tog dig med herhen?"

"Hvad snakker du-"

"Ville du så stadig lægge mærke til mig? Blive hos mig?" Mit stemme bliver til en hvisken. "Ville du stadig elske mig?" Scarlett ser chokeret ud og rejser sig op. Hun går over mod døren, standser og vender sig rundt imod mig.

"Tvivler du på mine følelser for dig?" Hun lyder mere såret end forventet og derefter går hun. Jeg kaster mig tilbage i min seng. Hvorfor skal jeg også være syg? Når jeg er syg, siger jeg alt, det jeg tænker på, uden at tænke over det og nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Jeg svinger dyne af mig, rejser mig og går nedenunder. I køkkenet, er min mor igang med at brygge cafe. I et øjeblik, står jeg og overvejer mine valgmuligheder. 

"Hvor er far?"

"Han er allerede taget afsted." Jeg nikker. "Hvorfor fortalte i hende det ikke?"

"At du er dødende?" Spørger hun monotont. Jeg nikker langsomt. "Fordi det ville være bedst for dig, hvis du stoppede med at involvere dig selv med hende."

"Fordi hun er sort?" Spørger jeg højt og ser på hende. Min såkaldte mor. "Er det det eneste, du ser i hende? Hendes nationalitet? Hendes hudfarve? Hvad med hendes personlighed, karakter? Hendes blide stemme, når hun taler? Hendes elegance og høflighed? Kunne du se bort fra hendes hudfarve i et sekund og se det jeg ser?"

"Det eneste jeg rent faktisk ser, at hun udnytter dig til hendes egen fordel. Du er forelsket i hende og kærligheden blinder dig for sandheden."

"Du ved ikke noget som helst." Frygten har fundet sted i mit hjerte. Jeg er bange for hendes teori, kan forekomme sandt. 

"Gør jeg ikke? Kom ikke og fortalt mig, jeg har ret, når den tid kommer." Hun tager sin kaffe med ind i stuen. Jeg går ovenpå i mit værelse og smækker døren. Det her er frustrende og hovedpinen hjælper ikke ligefrem med det. Telefonen vibrer en enkel gang ovre ved min natbord.

[Phoenix: Du kommer til kampen i aften, ikke? Opbakning, selvfølgelig.]

Jeg sukker lavt. Lige nu har jeg bare lyst til at lukke mig selv inde på mit værelse og aldrig komme ud igen. Hvis det overhovedet var en mulighed, men jeg er nødt til at være der og støtte mine venner.

|Besked-samtale |

Phoenix: Du kommer til kampen i aften, ikke? Opbakning, selvfølgelig.

Matthew: Selvfølgelig. Jeg kommer op hepper på jer.

Phoenix: Husk at tage Scarlett og Melodi med dig.

Matthew: Yeah, og du tager Avery med?

Phoenix: Ja, hvis hun vil med.

Matthew: Det vil hun, hvis du beder hende om det.

Phoenix: Hold mund.

Matthew: Mener du? "Stop så med at skrive til mig!" haha, vi ses.

Phoenix: Yeah.

Jeg kaster min telefon på sengen og sætter på på sengekanten med hovedet let bøjet forover og albuerne mod knæene. Hvad skal jeg dog gøre?

シ

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬

Udgivet: 14/10 - 2019

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬