"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
//Joshua P.O.V\\ • • Syv timers arbejde hos Target. Det kunne have dræbt mig. Kunderne klager altid over, at deres vare er dårlige eller ødelagt i forvejen. Selvfølgelig skal de klage hos kassen, præcis hver gang jeg står der. Det er ikke mit problem, rettere sagt, har ejeren af Target bare eksporteret fra forskellige lande og kunne have gået i stykker ved eksporten.
Pigerne er generte, når jeg står ved kassen over mit blændende udseende. Det er forståeligt nok, men problemet er bare, det tager dem 100 år for at betale, da de lige skal vise lidt hud og sådan. Det har jeg ikke tid til, jeg er på arbejde.
Lige da jeg kommer ind ad døren, springer min hund på mig. Jeg griner glad og krammer Lucas. Han slikker mig på kinden. Min mobil ringer, jeg tager den frem fra mit baglomme.
"Hey far, hva' så?" Jeg klør Lucas bag øret og smiler stort. Far sukker dybt.
"Josh hør, jeg kommer ikke hjem i aften." Jeg sidder stadig på gulvet med Lucas. Mine bryn trækker sig sammen i en rynken. Min ene sko river jeg af og kaster den ind i stuen. Lucas løber glad efter den, da han tror, at vi leger. Frustreret rejser jeg mig op og læner mig op ad døren. Jeg ved godt Lucas er en hund, men jeg vil ikke have han skal se mig vred eller frustreret. "Hvad var det, Joshua?"
"Intet." Lucas giver mig skoen og jeg kaster den længere ind i stuen. "Far, du har ikke været hjemme de seneste 2 uger. Har Spanien virkelig brug for dig?"
"Jeg er lederen af firmaet, Josh. De har brug for en i Spanien, som kan sproget, så vi lettere kan forhandle. Det ved du bedre end nogen anden. Det er vigtigt."
"Vigtigere end din søn, huh?" Jeg råber og lukker opgivende øjnene i.
"Joshua, du.." Jeg vil ikke høre mere og lægger på. Det er ufatteligt. Forretningsrejser, hver eneste måned. Hvad bliver det næste? Hver eneste weekend? Mine ben svigter mig og jeg glider ned af døren bag mig. Lucas vender tilbage med min nuværende ødelagte sko, det er min egen skyld. Jeg skulle ikke have kastet med skoen. Det skulle have været min fars fine sko. Fars fine spidse sko er imellem mine hænder.
"Argh! Hvorfor skal du også være så successfuld? Kunne du ikke bare være en mand med en eller anden pølsevogn? Bruge mere tid med mig? Din eneste søn." Jeg tyrer skoen tilbage til de andre spidse sko. Jeg ligger spredt ud på gulvet. Lucas kommer straks og slikker på mig.
Endelig efter min udbrød, er jeg ved at køle af. Nogle godbidder til Lucas. Jeg henter hans hundeskål og putter dem i. Han får også vand. Jeg rusker let ham bag øret. "Vil Lucas gerne ud? Vil Lucas gerne udenfor og gå en lille tur?" Han rækker tungen ud. Det tager jeg, som et ja. Vi går stille hen mod parken. Lucas har intet halsbånd, da jeg kan kalde på ham og han kommer øjeblikkeligt. Vi har haft ham lige siden, han var en lille hvalp.
Der kommer en pige, der løber mod os. Hun ser væk, som om hun er i et andet sted, et andet univers. Der er noget ved hende, der fanger mit blik, hendes hår. Mest blåt, lilla, lyserøde og grønne striber. Det er sat op. Hun er ved at løbe forbi os, men Lucas løber ind foran hende. Lucas er glade for nye mennesker. Pigen er en millimeter fra at løbe ind i Lucas, men springer, lander på hænderne og laver en kolbøtte. Lucas løber hen til hende og slikker hende i hele ansigtet, som får pigen med det samme til at grine. Grinet er venlig og ikke spor uhyggeligt. Hun nusser ham glad og krammer ham. Hendes spændte muskler løsner sig. Pigen mærker en stirrering og ser mod mig. Hun rejser sig hurtig.
"Undskyld, det var ikke min mening at ramme ind i din hund." Hun undskylder hurtig og løber væk. Jeg står måbende, indtil Lucas er ved løbe efter hende, men jeg tager fat om hans halsbånd med et lille sølv mønt, hvor der er indgraveret, Lucas. Jeg sætter mig på hug.
"Kom Buddy, vi skal til parken." Bænken er varm under mig. Mine tanker er stadig på pigen. Ingen har reflekser, som den pige har. Er hun en badass? Fordi hun har farvet håret? Men, hendes grin var sødt? Hendes tanker var på noget fjernt. Jeg ryster langsomt hovedet, hvorfor tænke på en fremmede? Lucas løber med andre hunde. Han har godt af at være sammen med andre, imodsætning til mig. Jeg kan ikke være sammen med mine venner, de ser op til mig og jeg vil ikke skuffe dem.
Wow.. jeg troede aldrig, jeg ville sammeligne mig selv med en hund. Tænk, at jeg er så? Arrgh. Jeg hader mig selv. "Hey Josh? Hvor er det længe siden!" Udbryder Ruby. Jeg ruller øjne. Hun sætter sig ved siden af mig. Man skulle ikke tro, at piger som hende, ville tage til parken med masser af hunde. "Er du klar til skolen igen? Trejde år på South High, huh? Huh?" Hun skubber mig i siden. Jeg pifter og kalder på Lucas. Lucas sætter poterne på Rubys sommerkjole. Ruby skriger op og løber væk i sine hæle. Hun er ved at snuble op til flere gange.
"Giv pote." Han giver mig sin pote. "God dreng." Jeg klapper Lucas. Nå, jeg holdte hende ud i max. tre minutter, det må være en ny rekord. Det er ikke så meget hendes udseende eller okay også det, men hun elsker at vise så meget hud, at jeg er ret sikker på, at der ikke er mere at vise. Hun spiller sukkersød, selvom hun er djævlen. Hun skriger til alle, at hende og jeg er sammen hvilket er løgn. Hvis jeg skulle være sammen med hende, så hellere dø. Der er sikkert andre fyre, der ville være ellevild for at kunne være i nærheden af hende, men ikke mig. Hun er en smule for selvoptaget og tænker kun på sig selv.
"Nå, er det tid til at tage hjem, Buddy?" Han rækker tunge. "Okay, bare du kunne tale, Lucas. For du er den der altid muntre mig op, uden ord, men handlinger. Jeg elsker dig."
