"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
//Matthew P.O.V\\ • • Jeg stryger let mine fingre mod min venstre underarm på indersiden. 'Live while we young', imens min læge snakker om mit helbred. Hvad tænkte jeg på, da jeg fik den tatovering? Min lillesøster Olivia elsker 'One Direction' og viste mig en af deres sange, der hed 'Live while we young'.
"Mister Gray, jeg ved, det er svært og..—" Jeg fnyser og får ham til at stoppe sin sætning, som jeg får at høre hver eneste gang, jeg er her. Det vil sige hvert anden uge. Jeg løsriver mit blik fra min arm og ser Dr. Calore direkte i øjnene.
"Undskyld? Er det dig eller mig, der har kræft?" Han ser på mig og siger intet. "Det tænkte jeg nok."
"Jeg mente, jeg kunne forestille mig..—" Jeg fnyser endnu engang og ryster opgivende på hovedet.
"Det her er ikke noget, man bare lige kan forestille sig. Du er nødt til at prøve det, før du kan forstå." Dr. Calore ved ikke hvordan det er, at skuffe de folk omkring sig og se dem såret over man er syg.
Hver evig eneste dag.
"Jeg er ligeglad med mit helbred, kan du ikke bare fortælle det og så er det overstået." Jeg læner mig tungt tilbage på sædet.
"Du har omkring 6 måneder tilbage medmindre din helbred bliver bedre og du ikke skader din krop." 6 måneder? Hvad bliver det næste, 4 måneder? 3 dage? Nogle gange vil jeg gerne have det overstået, men tanken om min familie og det vil knuse dem, at deres ældste søn døde af kræft. Det ville være tragisk. Mine forældre rejser sig begge op, da jeg kommer ud af scanningsrummet. Jeg smiler og vinker akavet til dem. De kommer gående hen mod mig og det samme gør jeg.
"Hvordan ser det ud?" Spørger min mor bekymret og klemmer min hånd. Dr. Calore kommer ud af rummet og stiller sig foran mine forældre.
"Han har det godt. Ingen skader, men omkring 6 måneder."
"Et halv år." Far ser trist på mig. Et halv år tilbage? "Og?"
"Og," tøver Dr. "Hvis han ikke skader sin krop, medicinen hjælper og han vil overleve." Vi nikker alle tre og går ud mod bilen. Mine forældre ser på hinanden og siger intet. Det behøver de hellere ikke. Deres øjne fortæller det hele bekymring, sorg og smerte. Hvilket resultere, at jeg er splittet. Hvorfor skulle jeg også få kræft? Jeg er ung og har ikke levet livet fuldt ud. Der er så mange ting, jeg ikke har prøvet endnu. At fået udforsket verden, mødt mit livskærlighed, set min søsters udvikling og mine forældre blive gamle. Vi går ud af bilen og indenfor. Jeg bliver mødt af Olivia og hun springer op i mine arme.
"Vær forsigtig Matthew." Olivia griner, da jeg svinger hende rundt og sætter hende ned igen på jorden. Olivia hiver i min t-shirt og ser på mig med hundeøjne. Jeg rynker brynene og ser på min far. Bethany -vores husholder ser forvirret på mine forældre.
"Hvad er det du siger? Må jeg ikke bære min egen søster?" Mine forældre ser overrasket på mig.
"Bethany få Olivia ovenpå og leg." Bethany går hen til os og tager Olivia med, men Olivia slipper fri fra Bethanys greb.
"Nej! Jeg vil være sammen med Matthew!" Olivia krammer mit ben og det får mig til at smile. Jeg klapper hende ovenpå hovedet og sætter mig på hug foran hende.
"Jeg kommer op til dig senere. Gå med Bethany." Hun adlyder mig og går med hende. Jeg sætter mig på køkkenbordet og mine forældre står foran mig få meter fra mig. "Så? Forklaring tak?"
"Du er nødt til at stoppe til Football." Jeg er målløs og stirre på mine forældre. De vil have jeg skal stoppe til football, det jeg elsker at gøre? Aldrig. "Bare dette år og næste år kan du gå til alt."
"Hvorfor skulle jeg stoppe i år? Hvem siger jeg kan spille næste år? Hvem ved om jeg er der til den tid? Skal jeg ikke leve livet fuldt ud, indtil det sidste? Det er hvad i altid har fortalt mig i gennem min opvækst."
"Matthew, du skal passe på din krop og det kan du ikke, medmindre du stopper til Football. Du er nødt til at fortælle træneren, at du stopper til Football efter ferien er slut. Forstået?" Jeg tøver, inden jeg nikker. Hvad skal jeg nu lave? "Jamen? Hvad skal jeg så lave efter sommerferien? Jeg har brug for at bevæge mig eller dør jeg hvis jeg ikke får motion!" Klager jeg og står op, så jeg er i øjenhøjde med mine forældre.
"Matthew, sådan noget må man ikke spøge med og du kan gå ture? Snakke med vennerne og hvad ved jeg? Læse?" Mor aner ikke hvad hun selv siger. For hun er godt klar over, jeg har brug for bevægelse. Hvad skal jeg gøre? Hvad kan jeg gøre?
"Nå, nu når det er på plads, ikke Matt? Så kan du bare gå op til Olivia." Jeg lader være med at svare, går ovenpå og står imellem to døre i gangen. Min søsters eller min egen?
"Hey Engel, Bethany du kan få hvilet, så skal jeg nok passe på Olivia." Bethany smiler og nikker.
"Det ville være skønt, så ses vi." Bethany går ud af Olivias værelse og lukker forsigtig døren. Jeg sætter mig på hendes lille bord med tekopper og en kane. Olivia hælder te op i min tekop. Jeg nikker og tager den op, stritter med lillefinger og tager en lille slurk.
"Det smager udsøgt. Hvad har du dog puttet i?" Smiler jeg og Olivia griner straks.
"Luft med mere luft," griner Olivia, men ligeså hurtig, som grinet var kommet, forsvinder den langsomt. "Har du det godt?" Jeg sætter min tekop på bordet og køre en hånd igennem mit hår. Mine albuer placere jeg på mine knæ. Olivia er ved at blive stor og er ved at blive nysgerrig. Hun regner næsten alting ud.
"Selvfølgelig Engel, hvorfor skulle jeg ikke have det godt?" Olivia ryster på hovedet.
"Det ved jeg ikke Mattthew, mor og far snakker hele tiden med dig uden mig og det skræmmer mig. Du bliver hos os forevigt, ikke?" Jeg går over til Olivia, bære hende op fra stolen og sætter mig på hendes seng med hende på skødet. Olivia ligger armene om mig og ligger hovedet mod mit bryst. Hun plejer aldrig at kalde mig Matthew. Det er enten Mus eller Mælk. Jeg ved ikke rigtig hvorfor? Hun siger Mus, fordi det starter med m og Mælk fordi hun elsker mælk.
"Liv engel, jeg vil altid være her hos dig og hvis ikke.. Ville du ikke bemærke det.." Håber jeg. Hun falder med det samme i søvn. Jeg ligger hende forsigtig på hendes seng og trækker dynen over hende. Et lille kys planter jeg på hende pande og trækker mig ud fra værelset. "Jeg elsker dig."
