Keep Going | ✔

44 | Ignorering & Sjoveste og nuttest reaktion

//Mélanie P.O.V\\
•
•
Harris sidder sammen med mig inde på mit værelse. Han ser bekymret på mig. Jeg ånder tungt ud og ser på ham. "Harry, jeg har det fint. Helt seriøst, du skal ikke bruge din lørdag på at se på eller bekymre dig om mig." Han ser op fra sin telefon, sender mig et blik og ser ned på sin skærm igen. Jeg fjerner min dyne, rejser mig og sætter mig ved siden af ham. "Du skal ikke ignorer mig, så kan du ligeså godt gå." Jeg går op fra sengen og griber fat om hans højre håndled. Derefter bruger jeg alle mine kræfter for at få ham op. Men han rykker sig ikke det eneste. "Harris!"

"Hvad Mel!" Siger han surt og rejser sig op. Jeg ser ned og tårer kommer frem i øjenkrogene. Hvorfor er jeg så oprevet? Det er hårdere at ignorer Brandon end forventet. "Mel altså, du må ikke græde." Han ligger armene om mig. "Undskyld, jeg ked af at jeg råbte af dig. Men du har lukket dig selv inde og ikke snakket med nogen af os. Og du bliver sur, når jeg bekymre mig om dig?"

"Hvorfor er det så hårdt at ignorer jer?" Hulker jeg og snøfter. Jeg hører skridt på vej ovenpå, men det eneste jeg kan fokusere på er Harris' hjerteslag. Pludselig mærker jeg en holde om os begge. Jeg ser mig tilbage. Harris slipper mig. Brandon har stadig armene om mig bagfra. Jeg fugter læberne, holder tårerne tilbage og sætter hænderne foran ansigtet. Indeni er jeg så lettet over han holder om mig og ikke er vred på mig. "Er d-du ikke v-vred på mig?" Han ryster på hovedet og strammere grebet om mig.

Brandon giver slip på mig og jeg vender mig rundt. Han ser på mig med triste øjne. Jeg skynder mig at tørre mine kinder og snøfter en enkel gang. "Jeg kunne aldrig og har aldrig nogensinde været vred på dig. Men jeg ved du er vred på mig," smiler han over det sidste han sagde. Jeg smiler også og ryster på hovedet.

"Kun en lille smule," indrømmer jeg. Han nikker.

"Det forstår jeg godt." Skridt høres på vej mod mit værelse og idet næste øjeblik er Dominic herinde. Vi ser alle på Dominic og hans ansigtsudtryk ændre sig til glad til forvirret. 

"Hvor er Elena?" Spørger han forvirret. "Jeg kan ikke se hende nogen steder."

"Nej, det er nok, fordi hun er hos en kammerat," svare Harris. "Hvad laver du her, Dom?"

"Brandy her. Inviterede mig." Dominic stiller sig hen til Brandons side og ligger en hånd på hans skulder. Brandon laver en grimasse.

"Ah, det var nu dig-" jeg ser forvirret på hånden, som er placeret over Brandons mund. Jeg rækker ud efter hans hånd og fjerner den. "Haninviteredesigselv," spytter Brandon ud. Dominic giver ham et slag i baghovedet med hans frie hånd. Det er først der, jeg opdager, at jeg stadig holder om Dominics hånd og trækker den langsomt til mig. Men inden jeg kan nå at trække den til mig, strammere han grebet og jeg ser op på ham. Han ser allerede på mig og jeg får det varmt. Hvorfor giver han ikke slip?

"Nå, Brandon er du ikke sulten efter snacks?" Spørger Harris med entusiame i stemmen. 

"Jo, det er jeg," svare Brandon med samme entusiame. De rykker sig sammen hen til døren.

"Hey vent-" Kalder jeg, men de smækker døren i. Jeg lukker kort øjnene og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Denne her situation har jeg ikke lige prøvet før og ser op på Dominic. "Hvorfor-"

"Jeg har ingen ideer, men jeg har ikke noget imod deres ide," smiler han og ser på mig.

"Hvilken ide?"

"Os to. Alene." Det havde jeg også på fornemmelse af det var det de var igang med og ser ned på gulvet. Han trækker i min hånd, som får mig til at se på ham. Dominic smiler og griner kort. "Skal du med til kampen i aften?" Spørger han mig og jeg tøver. Tydelivis i tvivl om jeg skal afsted. Avery har også spurgt om jeg ville deltage, som heppekor. Men jeg ved ikke rigtig om jeg har lyst. Elena skal også hentes igen og hun kan ikke være alene hjemme. Og hun vil helt sikkert være alt for træt til at tage med.

"Jeg ved det ikke. Elena kan ikke blive alene hjemme," begrunder jeg.

"Du har fat i noget. Og hun kan ikke tage med for hun er alt for træt efter at have været hos en ven, mh?"

"Yeah, præcis. Derfor er jeg i tvivl." Endnu et forsøg på at trække min hånd til mig, men mislykkes. Pludselig bliver jeg trukket ind til hans bryst. Han holder stadig om min hånd, og den anden har han mod min læn og holder mig ind til sig. Jeg rødmer kraftigt og prøver at fjerner mig fra ham. Men han trækker mig tilbage ind til sig.

"Er det så forfærdelig at være tæt på mig?" Spørger han trist og jeg kan mærke, at han ser ned på mig. 

"N-nej! Det bare.." tøver jeg. "Det gør mig nervøs, at du er så tæt på mig," indrømmer jeg pinligt og gemmer mit ansigt mod hans brystkasse. Pludselig høre jeg klukken, som fylder hele rummet. Jeg kan både høre og mærke ham klukke. 

"Du ved ikke hvor lettet jeg er for at høre det."

"Yeah, kan du godt slippe min hånd?" Spørger jeg forsigtig. "Min hånd er ved at blive svedig," konstatere jeg.  Jeg føler en tomhed ved min læn, da Dominic fjerner sin hånd. Tomheden bliver fjernet, da han løfter mit ansigt istedet og ser ind i mine øjne. 

"Jeg kunne ikke være mere ligeglad." Han læner sig ind over mig og har let øjenlågene lukket. Jeg føler mine egne lukke sig forsigtig. Afstanden mellem os mindskes. Døren åbner, jeg skriger og fjerner mig fra Dominic. Mit hjerte banker kraftigt og Dominic begynder at grine ad mig. Jeg smiler over hans grineanfald. Brandon kommer ind og ser forvirret på mig. Jeg smiler forvirret tilbage. "Undskyld, det var simpelhen den sjoveste og cutest måde at reagere på," smiler han glad og ser på mig. Jeg ignorer ham og ser på Brandon igen.

"Hvorfor kom du herind?" Spørger jeg nysgerrigt. Jeg har en blandet følelse af hans afbrydelse. Det var en lettelse at han afbryd, men på en måde, ville jeg gerne se hvad der ville ske, hvis han ikke dukkede op.

"Er jeg ikke tilladt at komme herind?" Spørger han sårede og tager sig til hjertet. Jeg griner og går over til ham.

"Nej, det var ikke det, jeg mente," griner jeg. "Har du nogle nyheder du til dele med os?"

"Elena overnatter hos Maria idag, så du kan godt komme med til kampen uden at bekymre dig om Lena," informere Brandon mig om. Jeg nikker, og så er han den, der er gået. Dominic ligger hænderne på mine hofter og trækker mig tættere på. Jeg rødmer og ved ikke hvad jeg skal gøre af mine hænder. Dominic opdager det, guider mine hænder og placere dem på hans skulder.

"Hvad siger du?" 

"Jeg ved ikke rigtig. Jeg er stadig i tvivl."

"Mh-kay, hvis du bliver hjemme, så bliver jeg hjemme her hos dig." Jeg får det så varmt i min hoodie og natshorts. "Selvfølgelig, hvis du tillader mig at blive her sammen med dig." Pludselig har jeg slet ikke lyst til kampen mere, men jeg får det dårligt, hvis han ikke tager med.

"Er du sikker? Vil du ikke gerne med til kampen? Jeg vil ikke forhindre dig i at deltage til kampen."

"Du sød," smiler han, læner sig ned og kysser mig på hovedet. "Den eneste grund til, at jeg sagde til Brandon, at jeg ville overvej at tage med, det var fordi at jeg håbede på, at du ville tage afsted." Jeg smiler så meget, at jeg får ondt i kæberne. Han griner overlykkelig og kysser blidt min ene kind. 

ツ

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬

Udgivet: 24/10 - 2019

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬