//Alexandra P.O.V\\
•
•
"Kom nu, Alexa. Jeg skal virkelig tisse. Det tager ikke så lang tid. Joshua kan godt vente." Scarlett slæber mig hele vejen hen til toilettet og får mig til at vente. Joshua bliver så rasende på mig. Hun kommer ud af toilettet og vasker hænder. "Hvad var det der skete før?" Spørger hun. I kantinen. Jeg ryster på hovedet. Hun har selv problemer i øjeblikket og jeg vil ikke stresse hende højst nødvendigt. Der er ingen grund til, at hun skal bekymre sig om det. Scarlett har sine egne problemer at håndtere.
"Det er slet ikke noget, du skal bekymre dig om, Scar," smiler jeg og klapper hende let på hovedet. Hun trækker mig ind i et dejligt og varmt knus med masser af bekymring. Hun stryger min ryg.
"Vi andre var så bekymret for dig. For du så så håbløst ud og bange. Derefter løb du og jeg var bange for, at du ikke ville komme tilbage."
"Det må du ikke sige," siger jeg lavt. Mit hjerte kan snart ikke mere. "Du får mig til at græde," mumler jeg og lader tårerne løbe ned ad mine kinder. Scarlett snøfter, fjerner sig fra mig og ser på mig.
"Også mig." Vi går ud af toilettet. Jeg høre lyden af en der løber. Derefter kommer Josh løbende fra hjørnet af og ser frem og tilbage med bekymring i blikket. Lige indtil han får øje på mig. Han stiller sig foran mig og ånder tungt ud.
"Jeg troede, at du-" i starten lyder han vred, indtil han ser mine tårer. Han krammer mig ind til sig. "Jeg er glad for, du er uskat."
Han slipper mig og ser på mig. "Hm?"
"Undskyld, jeg var bare så bekymret for, at der var sket dig noget." Scarlett står ved siden af og tænker sikkert, at det her giver ingen mening. Han tørre min kinder med sin tommelfinger. "Og du er også ret smuk, når du græder."
"Noteret, jeg burde græde oftere."
"Nej," siger Josh bestemt og ryster på hovedet. "Det gør ondt at se dig så oprevet." Jeg ser væk og rødmer. "Undskyld, det røg bare ud af mig."
"Skal vi gå tilbage til klasselokalet? Scar?" Spørger jeg hende. Hun ser på sit ur og ryster på hovedet.
"Det er stadig et kvarter inden pausen slutter. Snak i bare videre, jeg går tilbage. Så ses vi til næste lektion." Hun smiler og går. Lige i det øjeblik, hun er ude af syne, kan jeg ikke få vejret. Josh krammer mig så hårdt.
"Josh, jeg kan ikke få vejret." Han slipper mig, men holder stadig om mig. "Er du sur?" Spørger jeg stille.
"Det kan du bande på."
•
•
Joshua følger mig tilbage til mit lokale og vinker til farvel til mig. Jeg vinker smilende tilbage. På en eller anden måde siden jeg har fortalt det til Josh, er jeg på en måde lettet. Det føles, som om at vægten på mine skuldre er fjernet. Men også at vores forhold til hinanden er blevet stærkere. Joshua lovede mig, at denne gang ville han stå uden foran klasseværelset og jeg ikke ville være ude før ham, men nu får vi at se. Det her bliver sjovt og se hvordan han kommer før mig ud foran klasselokalet. "Alexa," kalder Scarlett og griner kort. "Hvad var det Mrs. Key sagde?" I øjeblikket, det jeg tænker på er ihvertfald ikke hvad Mrs. Key lige sagde.
"Hun..- ærligt jeg har ingen ideer," svare jeg ærligt. "Og desuden er historie ikke lige min stærke side." Scarlett griner og prøver holde det tilbage for ellers kommer Mrs. Key efter os.
"Hvad tænker du så på? Eller skulle jeg sige hvem?" Smiler hun i min retning.
"Drop det der," smiler jeg grinede og giver hendes skulder et let puf. "Hvorfor alt det besvære med at spørge mig, når du allerede kender svaret." Hun ligger armene rundt om mig og trækker mig ind til sig. Følelsen af at blive elsket er dejligt, især Scarletts knus. De er fantastiske.
"Så piger, har i svaret på alle spørgsmålene?" Spørger Mrs. Key og ser mistroisk på os.
"Nogenlunde," svare Scarlett.
"Okay, så fortæl mig hvornår var den Amerikanske uafhængighedskrig?"
"Det startede omkring 1775 og sluttede 1783."
"Det er korrekt." Mrs. Key lyder glad, da Scarlett svare rigtig og går videre.
"Hvor vidste-"
"Det ved jeg ikke. Jeg er bare god til at huske på tal og hun fortalte det i starten af lektionen." Jeg nikker. "Det gælder også fødselsdage."
"Mh, jeg tror jeg har fortalt dig min-"
"Den 30. september." Det er rigtigt.
"Charlys."
"Den 1. januar."
"Kender du Joshuas?"
"Nej," hun ryster på hovedet.
"Det er den 13. november, " fortæller jeg hende.
"Mh, så du kender Joshuas fødselsdag, kender du min?" Jeg tænker og ryster på hovedet.
"Skuffende," indrømmer hun.
"Du har sikkert ikke engang fortalt mig det," svare jeg igen.
"Måske."
"Hvad med dine søstres fødselsdag?"
"Hm, Jessica har den 3. december. Lilje, oh, hun har den 22. oktober. Sofia, har den 6. marts og Melodi har den 7. Januar."
"Waow, imponerende. Hm..? Kender du såååå Phoenixs fødselsdag?" Spørger jeg, men hun ryster på hovedet.
"Hvad med? Matthew?"
"7. marts," svare hun uden tøven. Jeg ser overrasket på hende og derefter smiler jeg. "Hvad er det dog, du smiler af?" Smiler hun halvt. Jeg begynder at grine glad. "Hvad er der?" Spørger hun mig grinede, fordi jeg griner. Jeg ryster bare på hovedet. Det er intet, altså udover at hun selvfølgelig bare lige sådan kender Matthews fødselsdag.
•
•
Vi får endelig fri fra historie. Jeg skynder mig at samle alle mine ting sammen og sige farvel til Scarlett. Det er hvad jeg har ventet på hele lektionen og bliver glad. Lige da jeg kommer ud, bliver jeg mødt af en hel anden en end jeg havde forventet. "Kan jeg snakke med dig, Miss. Smith?" Jeg ser ind i hans kolde øjne. Det er rektoren.
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
Udgivet: 7/10 - 2019
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
YOU ARE READING
Keep Going | ✔
Teen Fiction"Mon det er vores personlige problemer?" "Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem. "Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham. "Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
