Keep Going | ✔

43 | "Vi er ikke søskende!" & Brandy og Hr. Vimse

//Dominic P.O.V\\
•
•
"I har ikke snakket sammen i næsten en uge, gider du godt mand dig op?" Beder jeg ham om. Vi er i min lejlighed. Brandon sidder på min sofa i stuen og jeg står op foran ham. "For det er tydeligt for enhver i begge er kede af det."

"Jeg kan ikke." Han ser håbløst ud ad vinduet. "Kan vi ikke side udenfor i din balkon?" Jeg åbner dørene der føre ud til balkonen. Vi sætter os begge på de stole, jeg har fået placeret herude. 

"Hvad er det helt præcis, du ikke fortælle Mélanie?" Spørger jeg med en dæmpet stemme. 

"Vi er ikke søskende!" Udbryder han. Jeg sidder der, stirre på ham og ikke i stand til at sige noget. Hvad? "Jeg ved det lyder overvældende, men det passer," bekræfter han og nikker. Han ser ned på jorden. "Mélanie er min kusine."

"Hvad? Hvordan?"

"Min mor, som er indlagt, har en lillesøster," starter han ud med. Jeg nikker og hans fortsætter. "Det var en one night stand. Hun kendte ikke vedkommende og blev gravid. Hun beholdt barnet, for hun kunne få sig selv til at få sig en abort, men da hun fødte barnet, følte hun stort pres. Hun bad min mor om at tage sig af barnet og hun kunne ikke sige nej."

"Og det er derfor, du ikke kan fortælle hende det?" Han nikker.

"At få af vide, at man var en fejl? Det kan jeg ikke fortælle Mélanie, jeg elsker hende og hun vil blive knust." Jeg smiler over Brandons kærlighed til Mélanie. "Lad vær med at smile sådan der."

"Det kan jeg ikke. Men du er godt klar over at for eller siden, finder hun ud af det på den ene eller anden måde. Jeg tror -nej jeg ved, at hun bliver ked af det, men hun vil indse, at dem som har været der for hende og det er nok med dem, som hun har nu."

"Du har nok ret, men jeg kan ikke klare at se hende ked af det. Det må du da forstå. Du har en søster, du ved hvordan det er." Jeg nikker, men i øjeblikket er hun umulig. Det eneste hun ser er hendes kæreste Nicklas og ser aldrig mig længere. Men det er okay, jeg er blevet vant til det. Der er noget ved den fyr, Nicklas. Jeg kan ikke lide ham, fordi hver gang jeg ser dem sammen enten er de igang med at spise hinanden eller så tager de til en fest sammen. En fest, Nicklas har besluttet, de skal med til. Hvilket jeg slet ikke er meget for. Jeg er blevet inviteret af dem også Brandon, men jeg ved ikke rigtig. Der kommer sikkert ballade til de fest, jeg har en fornemmelse. "Domino?"

"Mh?"

"Hvad tænker du på?"

"Oh, jeg spekulerede bare på om dine andre søskende er biologiske?"

"Yeah, det er de. Det er kun Mélanie." Jeg nikker. "Der er en åben kampen i aften, kommer du?"

"En kamp til?"

"Mélanies skoles football hold skal spille og alle kan komme." Jeg ser ud over byen og sukker.

"Jeg ved ikke rigtig," indrømmer jeg ærligt. "Du snakker ikke en gang med Mélanie og du tager alligevel med?"

"Avery, Mélanies veninde tvinger hende sikkert med, fordi Phoenix, Averys papbror også alligevel ikke spiller."

"Hvad?" Griner jeg. Den fik jeg ikke fat i. "Hvor ved du alt det fra?"

"Mélanie taler til mig. Hun elsker at snakke om sine venner, fordi de er nogen hun holder af." Jeg spekulere over hvis jeg bliver en af dem hun holder af, om hun så kommer til at snakke en hel del om mig. "Jeg savner hende."

"Selvfølgelig gør du det."

"Yeah, det minder mig om. Du har ikke hørt om hendes mor, vel?" 

"Ikke så vidt jeg ved, nej." Brandon nikker og læner sig tilbage på stolen. "Hvorfor? Har du en god historie?"

"Nah, mere eller mindre." Han ånder ud. "Mélanie har mødt sin biologiske mor -min mors lillesøster. Det var en dag hjemme hos os og hun kom for at få penge. Idet øjeblik kommer Mélanie hjem. Hun ved stadig ikke rigtig hvem det var. Hun var ved at besvime den dag på grund af hendes cigaretter. Røgen." Den dag hun besvimede?

"Den dag, hun rent faktisk besvimede? Hvor jeg tog derover, så du kunne henne Elena og Harris?" Spørger jeg og hæver stemmen. Brandon nikker skamfuldt.

"Jeg skulle have været mere forsigtig med det." Jeg placere en hånd på hans skulder.

"Du skal ikke bebrejde dig selv."

"Men det gør jeg, Dominic. Hvordan kan jeg andet?" Han rejser sig op og sætter sig ned igen. "Det her er forkert. Jeg vil bare så gerne fortælle hende sandheden, men så alligevel ikke." Han roder sit hår med begge hænder.

"Rolig nu, tiden kommer, når tiden er inde. Du skal nok få det fortalt og hvis ikke. Så, måske kan jeg fortælle hende det," tilbyder jeg.

"Mener du det?" Brandon lyder begejstret.

"Jeg sagde måske, Brandy," smiler jeg.

"Jeg hader, når du kalder mig det."

"Det er derfor jeg gør det, Brandy."

"For det minder mig om Brandy og Hr Vimse. Og Brandy er en pige." Jeg griner og roder hans hår.

"Yeah, du har også en smule girly i dig. Du er sentimental til stunder. Det er du godt klar over, ikke?" 

"Mh," mumler han. 

"Nå," jeg rejser mig op. "Klokken er 15:00, kunne du tænke dig noget at drikke? Kaffe eller te?"

"Kaffe, tak!" Brandon begynder at grine. "Jeg forstår det ikke. Hvorfor har du både te og kaffe, når du ingen af delene kan lide?"

"Ja, hvad tror du? Så jeg kan give nogen som dig noget af nyde," joker jeg. Alle mine gæster, er for det meste forretningsmennesker fra andre firmaer. Derfor kan jeg godt lide at starte ud med at tilbyde dem en drink. "Jeg kan godt drikke kaffe, hvis det er nødvendigt."

"Hvornår er det nødvendigt, at du bliver nødt til at drikke det?"

"Når jeg ingen kræfter har om morgen, så kan kaffe hjælpe på det." Brandon nikker og ryster smilende på hovedet. "Efter kaffen, tager vi hjem til dig, Brandon."

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬

Udgivet: 21/10 - 2019

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬