"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
//Phoenix P.O.V\\ • • Intet morgenmad igen idag. Hvilket ikke er godt, da det er det vigtigeste måltid. For før du kan starte på en frisk dag, er der nødt til at være morgenmad på menuen. Jeg er fuldstændig ligeglad med, om det er pandekager eller om det er havregrød. Pointen er, at man skal have morgenmad. Punktum. Har jeg udtrykt mig klart og tydeligt? Sjovt, at jeg er så punktlig ved morgenmad, selvom jeg ikke selv får det. Jeg får intet morgenmad og det føre til min hjerne arbejder tusinde gange langsommere og at jeg lære intet i skolen. Udover at jeg er klar over, de snakker og giver os lektier. Hvilket ikke er helt nok.
Min søster -adaptivsøster, min adoptivforældres datter. Avery er fantastisk og fuldkommen en modsætning af sine forældre. Man siger forældre er ens forbillede. Det her må være det værste forbillede.
Jeg har aldrig rigtig forstået det, men Avery og jeg bliver behandlet forskelligt. Og jeg understreger, fuldkommen forskelligt. Hvilket jeg hellere ikke forstår. Ja, hun er jeres biologiske datter og jeg er ikke. Udover det? Er vi ens. Hun får morgenmad hver eneste dag, hvis hun glemmer sin morgenmad og ved et 'uheld' giver det til mig, får hun skældud og stuerrest. Imodsætning til mig, hvis jeg får morgenmad, slagter de mig gerne levende. Avery kan gøre lige, hvad hun vil og hvornår hun vil. Jeg er nødt til at fortælle dem hvor og hvornår jeg går nogen steder hen.
Min dør bliver banket på og åbner sig. Avery lister sig herind til kosteskabet. Mit værelse er kosteskabet. Yup, intet plads, men privat. Hvilket er fint med mig. Jeg har en seng og ja et lille vindue. Der er sådan en slags vinduekarm hvor du kan sidde. For det meste er det der, jeg sidder og ser ud mod vejen. Bilerne der kører forbi og mennesker der går. Der lunter en pige forbi med blåt, grønt, lyserødt og violet hårfarve. Det er sat op i en slags fletning, også det næste øjeblik er hun væk. "Banke banke på." Avery holder en banke med den ene hånd og går ind. Hun lukker døren efter sig. "Må jeg gerne komme ind?"
"Næh." Hun trækker på skulderne.
"Jeg bliver her alligevel." Jeg ryster grinende på hovedet. Hvorfor spurgte hun, når hun alligevel bliver? Hun sætter sig ved siden af mig på vindueskarmen og ligger bakken med mad på mit skød. "Du burde nok spise hurtig. Vores -mine forældre er stadig nedenunder og de går amok hvis de finder ud af det her." Hun lyder en smule bange.
"Yeah, du burde stoppe med det. Jeg vil ikke have, at du får problemer på grund af mig." Det er en sandwich med groftbrød og har roastbeef indeni. Hun ved, det er det, jeg elsker. Døren åbner sig med et brag.
"Der var du Avery. Hvad laver du herinde i hullet? Kom nu, vi får gæster og du burde se at få skiftet. Du ser forfærdelig ud med nattøj."
"Mor..-" Begynder Avery.
"Og har du givet 'den ting' mad igen? Jeg sværger, hvis din far ser dette, får i begge en straf."
"Nej, jeg skulle lige? Få mit hår op i en knold!" Spytter hun ud og skynder sig at sætte sit hår op. "Lad os få skiftet!" Hun spurter ud, tager fat i sin mors hånd og smækker døren. Jeg smiler. Hun skyndte sig ud med vilje med sin mor, inden hendes mor ville tage bakken med mad. Det kommer til at lyde forkert, men jeg glæder mig rent faktisk til skolen. For der kan jeg se Avery, uden at bekymre mig for, om hendes forældre er i nærheden. De arbejder og er tit ude. Jeg tager en stor bid af min sandwich og smiler. Hun har også puttet mayonnaise i. Avery kender mig alt for godt. Gad vide hvilke gæster er kommet denne gang? Forretningsmænd? Eller forretningsmænd der gerne vil giftes med Avery? Jeg indrømmer det, hun er smuk, intelligent og høflig. Det ligger ikke rigtig til familien. Hun vidste bare, hun ikke skulle være ligesom sine forældre. Avery er 18 -et år ældre end mig og hun hjælper sine forældre med alt muligt. Intet valg. Men hun er vant til at intet valg at have. Alle hendes beslutninger, tager hendes forældre for hende. Det er helt vildt at hun er et medlem af hendes forældres firma af en alder på 18.
Efter jeg har spist min sandwich, drikker jeg mælk og smiler stille. Avery ved, at jeg elsker mælk og faktisk hader vand. Ja, alle elsker vand, det er godt for dig og alt det der, men det smager af ingenting. Mælk er bare alt okay? Det er folk bare nødt til at acceptere, når de lære mig at kende og yeah. Jeg tager bakken og går nedenunder med den ind i køkkenet. Forhåbentlig uden at blive set. Averys forældre, selve Avery og forretningsmændene, de er i stuen. "Jeg vil gøre alt for dig. Hvad skal jeg gøre for, at du vil være sammen med mig?" Jeg stiller mig ved dørkarmen til stuen og ser hvad der sker. Avery står op og ligner en der var på vej ud af rummet. En fyr nok få år ældre end Avery er nede på sine knæ og har et greb om Averys hånd.
"Avery! Se på ham, det kan du da ikke sige nej til?" Hendes mor ser på hende og Avery ser fortabt ud. Hun er vendt med front mod døren og fyren kan jeg ikke se. Det eneste jeg kan se er hans ryg. Avery tager et bedre greb om hans hånd og hjælper ham op på benene.
"Vær sød ikke at bede mig om at gifte dig med mig. Det er jeg ikke værd. Du sød, men jeg er alt for ung til et ægteskab. Det er ikke dig." Han er høj og har jakkesæt på. Imodsætning til mig har jeg revnede sorte bukser fra Levi's og en enkelt hvid t-shirt fra tommyhilfiger. Den eneste grund til at jeg har det, er Avery. Hun har købt det til mig og har intet imod det. Averys forældre giver mig 5 sæts af tøj hvert år og det skal jeg leve med i et år. Hvilket de er stoppet med, da de ved, at Avery købet tøj til mig. De kan ikke stoppe hende og jeg kan hellere ikke skjule, at jeg pludselig får nyt tøj. "I må have mig undskyld," siger hun lavt og går forbi fyren i jakkesæt. Avery får øjne på mig, hendes øjne forstørres og hun stopper op. Mine øjne gør præcis det samme. Jeg er frosset et øjeblik og stirre ind i hendes krystal blå øjne. Efter ser jeg væk og skynder mig ind i kosteskabet.
Hvilket jeg ikke helt forstår er, hvorfor hun ikke gifter sig med en af de forretningsmænd? De har alt og hun vil blive lykke? Er det ikke det, der tæller?
