"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
//Alexandra P.O.V\\ • • "Jeg undskylder min dybeste undskyldning, men? Kathrine stod i vejen og lod mig ikke komme forbi. Hvordan—"
"Så? Du ville bare give hende nogle slag og ikke forvente at blive smidt ud? Igen." Min elskede adoptivfar, masserer sine tindinger. Ikke at det her er første gang. Det er ikke ham, der er problemet, det er jeg. "Hør, det her er den sidste skole." Han peger på sin computerskærm og prikker området. "Hvis du bliver smidt ud, slipper du ikke så let, som du har gjort de andre gange, forstået?"
"Jamen, hvad gør jeg, hvis der er endnu en irriterende pige på den her skole?" Jeg prikker på skolens område, ligesom Paul gjorde. For jeg sværger, hvis der er endnu en Barbie dukke på den anden skole, dræber jeg hende. Nej, det er ikke just på grund af hendes udseende, tro mig. Der er altid de populære piger, som skal håne og nedgøre andre. Alle er fuldkommen ligeglade og ignorer det. Sådan er jeg bare ikke, jeg kan ikke bare ignorer folk, som bliver mobbet. De er nødt til at blive reddet, reddet af mig.
"Du ignorer hende fuldstændig." Hans svar er præcis den samme, som de forrige gange, dette er sket. Den her gang er stemmen kold og ligeglad.
"Det kan jeg ikke." Mit svar bliver til en mumlen. Jeg kan ikke bare lade dem vinde over de svageste ofrer. Det er det, de vil have. Det er, det de gør, går efter de svage og vinder. Det kan jeg ikke tillade dem at gøre.
"Og hvorfor ikke det? Vil du gerne blive smidt ud?" Jeg løfter kort forbløffet brynet op, men sænker den igen.
"Hvorfor adoptere mig, hvis du bare vil gøre det samme, som mine biologiske forældre gjorde? Bortadoptering." Hvis han vil spille adaptiv-kortet, så lad os spille. Dengang jeg var mindre, virkede det. For jeg var alt for bange for at sige fra og blive smidt ud på gaden. Gennem alle disse år, er jeg blevet stærkere. Jeg er ikke bange mere. Paul ryster langsom på hovedet og ser med triste øjne på computerskærmen.
"Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan få sig selv til det. Det er forfærdeligt." Jeg ligger armene om ham og han trækker mig ind til sig, som forældre altid vil gøre, støtte en og være der for dig. Sorgen i hans øjne gør ondt. Han kan ikke holde tanken ud.
"Det ved jeg. Jeg ved, du ikke mente noget af det. Altså udover det med, at det var den sidste skole tilbage." Han griner og får mig til at grine. Når Paul er glad, er jeg glad. Han kan bare ikke se, hvorfor jeg gør dette. Hvorfor jeg ikke bare kan være som andre, der ignorer mobbere. Det kan jeg bare ikke og vil ikke. Jeg slipper fri fra hans arme og ser på ham. "Vil du ikke nok fortælle historien igen? Da du fandt mig." Han smiler og sætter sig på sofaen.
"Sæt dig, så skal jeg nok fortælle dig den." Jeg skynder mig at sætte mig ved siden af Paul, som et lille barn, som får fortalt historier. "Det var for ca. 17 år siden. Dengang jeg var flyttet ind til det nye hus." Paul mener dette hus, vi bor i i øjeblikket. Han kunne ikke få sig selv til at flytte gennem alle disse år, fordi det var her, han fandt mig. "Jeg skulle ud og købe ind, da jeg hørte en baby græde. Jeg forstod ikke dengang hvad det var, og så frem og tilbage, men aldrig ned. Da jeg endelig kiggede ned, var der en baby. Hun var lille og skrøbelig, som glas. Jeg bar hende op til mig og vuggede hende. Babyen stoppede med at græde, hun åbnede det ene øje og en lille antydning af et smil, også faldt hun i søvn." Jeg griner, hver eneste gang han når til netop dette, det får mig altid til at grine.
"Ja, hver gang du åbner munden nu om dage, kunne jeg sagtens falde i søvn." Paul klukker og læner sig tilbage på sofaen. Jeg sukker glad.
"Jeg viste babyen til mine forældre. De var først forbavset. Det var morsomt at se, at de troede, jeg ved et uheld, gjorde en kvinde gravid. Men efter jeg fortalte dem hvad der var sket til morges. Kunne de ikke tro deres egne øre. De var målløse og i chok. De tog dig til sig, som var du deres eget barnebarn og jeg passede på dig, som var jeg din far." Jeg blinker hurtigt og ser væk. Og i denne del, er jeg altid tæt på at græde, tæt på. Mine biologiske forældre, som bortadopterede mig. Jeg er jo troublemaker. Hvad kan jeg forvente?
"Vi elsker dig, Alexa. Jeg elsker dig, også selvom jeg ikke er din biologiske far. Det må du aldrig glemme." Jeg krammer ham. Udtrykke følelser, er noget af det sværeste for mig, men ikke overfor Paul. For jeg ved, at han elsker mig og jeg elsker ham.
"Jeg elsker også dig, far," mumler jeg. Da jeg lige ved at få tåre i øjnene, smiler Paul og røre ved mit hår.
"Du ved, jeg forstår nogle gange hellere ikke det her." Jeg tager mit hår i mine hænder og røre forskellige totter pastel blå, violet, pastelgrøn og pastellyserød. "Men det klæder dig, det gør det virkelig."
"Tak, det er for det første mine yndlingsfarver, hvis du ikke har bemærket det." Pauls grin fylder stuen og ryster smilende på hovedet. "Det gør mig anerledes og anerledes er lig med speciel."
"Du har ikke brug for at farve dit hår for at vise, du er speciel, det klare du da helt fint uden hårfarverne." Det får mig til at spidse læberne. Løgn og latin.
"Jaja, det skal fædre jo sige."
"Hvad nu, hvis det ikke kommer fra din far?" Han opdager mit forvirret ansigtsudtryk og griner hoverende.
"Du skal også altid forvirre mig, ikke?"
"Det er det, man har fædre til, ikke sandt?" Igen, den forvirrende ged af en far.
"Argh!" Jeg rejser mig irriteret op og skynder mig op på mit værelse. Inden jeg smækker døren i, hører jeg et 'elsker dig!' Det får mig til at grine. 'Hvad har man ellers fædre til'?
シ
Hello! Jeg håber du var vild med det første kapitel af romanen Keep Going! ♥️
