Keep Going | ✔

32 | Koma & Farfar og Farmor

//Mélanie P.O.V\\
•
•
Det er blevet søndag, det vil også sige min bror har fri og hver eneste søndag, besøger vi vores forældre i hospitalet. Os alle sammen.
Vores forældre ligger i koma og det har de gjort de seneste 7 år. Vi ser til vores forældre, sidder sammen i stilhed i en times tid eller mere. Stilhed, ingen ord der kan beskrive sorgen i os, men stilhed.
Den tavse stilhed, der kan næppe findes et ord, der kan beskrive den smerte jeg har i mig, når jeg ser mine forældre. Det sammen med mine søskende.

Pludselig har jeg en tanke. "Hun er ganske smuk. Hun har få trak, der ligner fuldkommen mine." Den kvinde, der snakkede med Brandon. Hun fortalte ham, direkte foran mig, at jeg havde nogle træk, der lignede fuldkommen hendes. Min vejrtrækning bliver uregelmæssige, Brandon ser bekymret hen mod mig og jeg ryster på hovedet. Jeg går ud, læner skulderen mod væggen og prøver at falde ned. Lyden af døren, der åbner og Brandon der kommer ud. Han sætter hænderne på mine skuldre og ser indtrængende på mig. "Er du okay?"

"Yeah yeah.." Gentager jeg nærmest for at overtale mig selv, at jeg har det fint. "Lad os gå ind igen, inden Harry og Lena bliver bekymret." Brandon stopper mig fra at gå ind ved at gribe fat om min venstre overarm. Jeg ser op på ham.

"Tror du ikke, du skal sidde herude og tag den med ro?" Jeg ryster på hovedet.

"Jeg vil gerne være derind for mor og fars skyld."

"Okay, du bestemmer." Vi går begge ind sammen.
•
•

"Harry! Selvom du ikke skal blive henne hos farmor eller farfar, skal du alligevel med for at sige hej og hjem igen." Harris går opgivende ned ad trapper og ser på mig.

"Seriøst?" Jeg nikker.

"Seriøst, kan du så seriøst ser at få en trøje på?" Han går ovenpå igen. Elene prøver stadig ihærdigt at få bundet sine snørebånd. Jeg sætter mig på hug og hjælper hende. "Brandon!"

"Ja?" Høre jeg inde fra køkkenet af.

"Er du klare til at køre!"

"Yeah, jeg kommer nu," svare Brandon. Han kommer ud af køkkenet, hen til entreen hvor Elena og jeg er. "Jeg starter bilen." Jeg nikker.

"Tag Lena med dig ud i bilen," beder jeg Brandon om. "Tag hende i hånden."

"Selvfølgelig Mel." Elena rejser sig hurtig op og griber Brandons hånd. Jeg venter på Harris og ser hen mod trappen.

"Harris! Hvis vi kommer bare 1 minut forsent, så bliver farfar og farmor bekymret og det ved du," minder jeg ham om. Harris hopper ned ad trapperne. Han ligger armen om mine skuldre og jeg ligger armen om hans læn. "Hvorfor er du altid så super langsom?"

"Åh, det er jeg hellere ikke. Jeg kan bare godt lide at drille dig," griner Harris på vej ud af døren. Jeg drejer nøglen, men kan ikke få den drejet helt om. "Skal jeg," han tager fat om nøglen og drejer til. "Du bekymre mig nogle gange."

"Du ved låsen er ved at blive for gammelt og derfor kan jeg ikke låse den."

"Hvis du siger det," smiler Harris.

"Du mener det slet ikke," griner jeg tilbage og har gennemskuet ham. Jeg begynder at kilde ham i siden. Han griner højt og kilder mig igen. Jeg skriger højt og holder mig for munden.

"Stop så med at skrige, Mel. Hele nabolaget kan høre dig," griner Harris og ser smilende ned på mig.

"Ja, hvis skyld er det?"

"Din, det er dig, der skriger, ikke?

"Det er dig, der får mig til at skrige, ikke?"

"Du har fat i noget der." Vi får øjenkontakt og flækker begge af grin.