Keep Going | ✔

71 | Febrilsk & Pulsen

//Alexandra P.O.V\\
•
•
Febrilsk, ser jeg rundt på gangene og kigger også ind i få lokaler, som hun sandsynligvis kunne have været inde og gemme sig. Der er ingen spor af Charly nogen steder. Jeg er bekymret, især fordi hun ikke har fortalt til nogen af os andre. Hun skal vide, at vi er der for hende og at hun kan dele sine følelser med os. Hun kan få støtte hos os og bare læne sig op ad os. Jeg fugter mine læber, ser en sidste gang rundt og så tilbage til kantinen til de andre. Før jeg når at registret noget, bliver jeg trukket ind til rektorens kontor og mine signaler siger at jeg skal ud herfra. Han skubber mig op ad døren med sin underarm over mit bryst og har en hånd ovenpå min mund. "Jeg kan se, at du har fået farvet håret. Det ser simpelhen så smuk ud." Han fjerner sin arm over mit bryst og stryger mit hår tilbage. Jeg trækker vejret meget kraftigt og prøver at skubbe ham væk fra mig. "Ser man det? Du prøver at slippe med. Men hvad med din kære elskede far?" Rektor Adams kender mit svaghed - min far. Jeg kan ikke være bekendt at gøre livet sværere for ham end hvad det allerede er med en datter som mig. Han stryger let min ene lår og smiler. Jeg knytter mine hænder til knytnæve og prøver at holde ud. Klokken ringer, jeg kan høre alle eleverne gå hen til lokalerne. Han stryger min mave, jeg holder vejret og kommer i tanke om Joshua.

Min elskede søde Joshua. Han kommer til at hade mig, når han finder ud af at det skete endnu en gang og jeg gjorde intet. Han tror på mig. Undskyld Josh, jeg elsker dig.

Jeg bider hans hånd. Han fjerner sin hånd og jeg sparker ham under bæltetstedet. Idet min hånd trækker ned i håndtaget er den låst, jeg skynder mig at låse døren op og trække ned i håndtaget igen. Men jeg bliver trukket tilbage og får klasket en hånd over min mund. Jeg støder min albue mod hans mave, men han fjerner ikke sin hånd. "Hvad går der af dig? Du plejer ikke at stritte imod." Jeg bliver rasende, river i hans arme og får min mund fri. Jeg skriger så højt, at mine egne ører ringer. Han slipper mig og giver mig en lussing. Uventet, vælter jeg og trækker mig væk fra ham. Han griber fat om mine ankler, jeg skriger rædselsslagen, imens mit hjerte banker derud ad. Jeg skynder mig væk, men han får endnu en gang fat i mig og jeg rækker ud efter hvad som helst for at kunne slå ham ned med. Men han trækker mig hen til ham. 

"Slip mig!" Skriger jeg frustreret og slår ud efter ham. Han sætter sig på mine hofter og flår sweateren af mig. Jeg skriger og råber om hjælp. Han tager min sweater, propper noget af min sweater ind i min mund og binder ærmerne rundt om min hoved. Han holder mine arme nede over mit hoved kun med sin ene hånd og skal til at knappe min bh op. Jeg vrider mig. Døren bliver sparket op og der er en, der kaster sig imod rektoren og de vælter begge rundt på gulvet. Jeg opdager det er Matthew, der kæmper mod rektoren og slår ham ned. Matthew får ham lagt på bordet og har fat om hans krave. 

"Mishandling?" Siger Matthew vredt og rusker ham. "Er du gået fra forstanden?" Jeg griber min telefon og ringer til politiet. Fortæller dem alle de informationer, de har brug for og lægger på. Rektoren sparker Matthew i maven og får ham fjernet fra sig. Matthew stønner af smerte på gulvet. Pludselig bibber hans armbånd højlydt, jeg sætter mig ned ved siden af ham.

"Er du okay?" Han nikker.

"Er du okay?" Jeg nikker. "Undskyld." Rektoren rækker ud efter noget og finder en pistol frem. Han sigter efter Matthew. Jeg skynder mig at kramme ham, så jeg er hans skjold og beskytter ham. Han lægger en arm rundt om mig og vender os rundt. Jeg kan mærke det kolde gulv mod min ryg og forstørre mine øjne. Skuddet lyder og alt går langsommere. Matthew støttende arm, som holder ham oppe, vælter og han ligger sig ovenpå mig. "Matthew?" Kalder jeg. "Matthew?" Kalder jeg højere. "Matthew!" Råber jeg. Jeg fjerner ham forsigtig fra mig og leder ivrig efter hans puls. Jeg går i panik. Jeg mærker hver håndled og på halsen. Der er intet. Jeg sætter øret mod hans mod. Ingen vejrtrækning. Sirener høres. "Matthew," hvisker jeg. "Tilgiv mig." Tårer løber ned ad mine kinder, inden jeg kan stoppe dem og rejser mig op. 

Sirenerne høres, elever spærre hele gangen og rektoren tager sigte mod mig. Jeg ser opgivende op på ham. "Kom så, skud mig," siger jeg lavt. "Skud mig!" Skriger jeg. Rektoren ser overrasket på mig, men får et blik i øjnene, som man ikke kan tage fejl af. Han vil skyde mig uden tøven. 

Jeg vælter rundt om gulvet og skud høres. Mit hjerte banker så hårdt, jeg har øjnene kneb sammen og jeg tror, at jeg skal til at besvime. "Alexis?" Mit navn, det lyder så blid, da han kalder på mig. Jeg åbner langsomt øjnene, Joshua ser direkte ind i mine øjnene og smiler. Hvordan kan han smile til mig? 

Jeg er et monster.

Alt bliver sløret.

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬

Udgivet: 24/02 - 2020

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬