"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
//Ian P.O.V\\ • • Jeg stiller mig ved rampen og skal til at skate ned ad den, da min mobil lige skal ringe. "Det ham selv."
"Hej, kan jeg stille dem få spørgsmåle?" Jeg slipper mit skateboard og sætter mig på det.
"Tjo, nu når du spørger så pænt, nej. Jeg aner ikke hvad det er til, hvor du er fra eller firma? Så nej det kan du desværre ikke."
"Vi fra..-" Jeg lægger på. Cirka 3 gange om ugen? Er der nogen, der ringer og vil stille spørgsmål eller mener jeg har vundet den nyeste iPhone. Tror de, jeg er fatsvag? Jeg tager fat om bordet, skater ned ad rampen, kommer hen til den anden side, tager fat om boardet og holder den nede, så jeg kan lande på den. Det lykkedes.
En flok piger ser på mig, imens jeg skater. Intet problem, så laver jeg små tricks. Jeg sender den et smil og de rødmer alle sammen. Jeg ryster smilende på hovedet, er det så nem at få sig en pige? På grund af udseendet? Ingen udfordringer, ingen spænding, intet at kæmpe for. Hvorfor så være sammen? Kærlighed forstår jeg bare ikke. Udover fristelsen er her. Et smut forbi hos en af pigerne. Ind til hendes værelse.
Piger er nemme. Hvis man bare har det rigtige udseende, kan man få alle til at elske dig. Det der irriterer mig er, at folk tror, jeg er en idiot? Men lækker? Hvad nu hvis jeg var klog og sød, men hæslig? Ingen ville elske mig. Jeg sukker, verden er et mysterium. Hvad er grunden til, vi blev til? For at vise, at livet er uretfærdig og så dø? Det lyder åndsvagt, rettere sagt, det er åndssvagt. Jeg vil bare vide grunden til, at vi mennesker er her på jorden.
En pige masser sig igennem flokken af piger. Det er Charly. Hun går på min skole og samme årgang. En af de få piger, som ikke er vild med mig og så hendes veninde. Jeg kan ikke huske hendes navn i øjeblikket. De andre piger giver hende dræberblikket. Hun ser på dem og kommer til at gå direkte ind i mig. Forskrækket hopper hun og ser på mig. Charly er nødt til at gå igennem skaterparken for at komme hjem. "Hey Charly." Charly stirrer forvirret på mig og en smule bange.
"Hvor kender du mit navn fra?" Hendes spørgmål er sært. Altså hun går på min skole og hun er ikke sådan lige at undgå.
"Sjovt du spørger, vi går i samme årgang."
"Det ved jeg, men jeg vidste ikke, at du kendte mit navn."
"Det gør jeg altså. Du er ikke sådan lige at undgå, Charly," indrømmer jeg og smiler til hende. Hun ser mere håbløs ud.
"Hvad mener du?"
"Åh Charly, du så sød, når du er forvirret." Hun går uden om mig, men jeg går ind foran hende.
"Hør, Ian. Jeg vil ikke have noget med dig at gøre." Jeg griner glad, hun kender mit navn. Hun har lagt mærke til mig.
"Jeg er glad for, at du kender mit navn. For så behøver vi ikke introducere os for hinanden, men bare gå direkte til sagen." Et triumf smil planter sig på mine læber.
"Gå direkte til..?—" Hun forstår og skynder sig væk. Charlys lange lyse hår der svinger med hendes bevægelser. En pige kommer løbende mod mig, forbi mig og hen mod de andre piger -tilskuere. Pigen løber direkte imod muren ved siden af dem, en millimeter fra at ramme en pige, men løber op ad muren og tager fat. Med elegant ynde og går på line. Et spring fra muren også er hun væk. Det var ikke hendes krop der tiltræk mig, men hendes hårfarve. Det var blåt med striber af grøn, lyserød og lilla?
Mor er hjemme. Bilen er parkeret i garagen. Jeg smiler glad. Lige da jeg kommer ind, rammer duften af pandekager mig med et storm. "Mh, det dufter lækkert, mor," smiler jeg.
"Det er jeg godt klar over, jeg har jo lavet maden." Mor griner af sin egen joke.
"Ej mor, det var en råddent joke," griner jeg og klapper hende på skulderen. "Men bedre end den sidste, det må jeg give dig."
"Tak!" Siger hun og smiler glad til mig. Lige da hun vipper den sidste pandekage på tallerken med en bjerg af pandekager, ringer mors telefon.
"Hej, det er Madeline." Mor ligger panden fra sig og skynder sig ud i entréen. Ligger mobilen mod brystet. "Akut, elsker dig skat." Hun sender mig et hurtig luftkys, løber ud til bilen og køre hen til hospitalet. En sygeplejerske mor, mener alle er fedt. Bare ikke for barnet, som aldrig får tid sammen med hende, men mange fremmede patienter gør.
Min hvide kat kommer ud fra sit skjul og sætter sig på min fod. Gnider hendes hoved op mod mit ben. "Så det bare dig og mig, Bellé," mumler jeg trist. Jeg kan ikke engang få en pandekage ned. Jeg putter film over pandekagerne og stiller dem ind i køleskabet.
Jeg kaster mig på sofaen og tænder fjernsynet. Hmm, skal jeg se 'Friends'? Nja, hvorfor ikke?
