Keep Going | ✔

72 | Lad mig gå & Græder sig selv i søvn

//Alexandra P.O.V\\
•
•
"Arghh!" Skriger jeg og sætter mig op. Jeg tager mig til brystet og prøver at få vejret. En hånd snore sig rundt om min mave og jeg fjerner mig hurtigt. Joshua ligger ved siden af mig. Han sætter sig roligt op. "Hvad- hvor- hvad?" Hvad er det jeg vil udtrykke? Jeg ser rundt. Scarlett, Avery, Mélanie, Charly, Ian, Phoenix. De er her alle sammen. Var det en drøm? Mine øjne søger Scarletts, men hun ser ned på gulvet og siger intet. De har alle røde øjne. Min underlæbe ryster, jeg græder og græder. Jeg sætter hænderne foran ansigtet. Jeg tror aldrig, at jeg nogensinde stopper igen og alle begynder pludselig at græde. Det hele er min skyld. Matthew, oh Matthew. Hvorfor var du så godhjertet at redde mig? Jeg løber ud af mit værelse, hvor er mine sko? Arme griber rundt om mig. Jeg skriger og skriger. "Slip mig! Vær nu sød.." græder jeg. 

"Aldrig." Josh vil ikke lade mig gå. Jeg falder ned og lader ham kramme mig bagfra. Mit syn er sløret, jeg græder stadig uden lyd, men med tårer. Der er ingen anden måde at udtrykke hvordan jeg har det lige nu. Der er ingen ord eller kropssprog for det. Jeg er så frustreret på mig selv, jeg hader mig selv og jeg er også så ked af det, så ked af det.

"Joshua, jeg kan ikke.. undskyld."

"Hvad kan du ikke?" Han lyder så ked af det. "Fortæl mig, Alexis." Han slipper mig og stiller sig foran mig. "Hvad er det du ikke kan?" Oh Joshuas øjne er fuld med tårer og han har røde kinder. 

"Lad.. os. slå.. op." 

"Jeg forstår ikke hvad du siger."

"V-vi er.. ikke sammen. længere." Joshua griber mine skulder og ryster mig.

"Hvad? Alexis du giver ingen mening. Hvad er det, du siger?" 

"Jeg slår op med dig!" Skriger jeg. Han slipper mig og har armene langs siden. 

"Hvorfor?" Min krop ryster.

"Fordi.. jeg ikke længere.. elsker dig." Han sætter hænderne på mine kinder.

"Alexis, fortæl mig sandheden. Det her er ikke.. sandheden. Du lyver, ikke?" Jeg ryster på hovedet. Han kysser mig hårdt og fjerner sig. "Du.." 

"Jeg..-" Han kysser mig igen og jeg prøver at skubbe ham. 

"Hvorfor skubber du mig væk?" Spørger han lavt. Han er sårede. Han er knust og det er alt sammen min skyld. Jeg siger intet og forholder mig stille. "Fint," snøfter han. "Du er et forfærdelig menneske." Han får sko på og tager sin jakke og går ovenpå. De går alle sammen ned og tager deres overtøj. Derefter er de alle ude af døren. Mélanie ser såret på mig og forsvinder væk sammen med de andre. Jeg græder, jeg sætter hånden foran munden og græder videre.
•
•

Mine skuldre bliver rusket og jeg vågner. "Joshua?" Jeg ser op og ser min far. Jeg rejser mig op fra gulvet og krammer ham. "Far," græder jeg. "Jeg.. har-"

"Jeg ved det, shhh. Skat, det er okay. Du er okay. Rektoren er i fængsel og du kan stadig gå i skole her." Nej! Jeg ryster på hovedet. "Men skat? Du har så mange venner her, du elsker dem." Jeg nikker, men skynder mig at ryste på hovedet og slipper ham.

"Jeg elsker dem så meget, at vi bliver nødt til at flytte."

"Hvad? Hvorfor Alexa? Jeg forstår det ikke?"

"Kan vi ikke flytte?" Beder jeg om og ser på ham. Han nikker.

"Okay, jeg skal se hvad jeg kan gøre." Jeg nikker og lukker øjnene. Paul ved ikke hvad jeg har gjort. Det her er det værste. Jeg er dum, en idiot og så besværlig. Hvorfor var det ikke mig han skød og ikke Matthew? Matthew.. 

Paul snakker i telefon med hans firma og leder efter et sted hvor hans firma har brug for hjælp et andet sted og kan flytte dermed derud. Han nikker og lægger på. "De sagde, at de har brug for ekstra hænder i enten Montana eller Oregon."

"Du bestemmer far," smiler jeg og tørre mine øjne. "Far, jeg er ked af det. Undskyld!" Jeg græder igen og krammer ham. "Jeg er så.. ked af, at jeg er sådan et besværlig datter og-" jeg kan ikke snakke, da jeg græder og kan ikke få vejret. Han stryger min ryg.

"Min skat, du er min elskede datter. Du er ikke besværlig. Du er ung og du vil bare gerne udforske verden." Paul er så forstående. Mit hjerte gør virkelig ondt. "Kom lad os sætte os sammen og kigge efter huse." Vi sætter os på sofaen ude i stuen med hver vores computer og søger efter boliger. "Hvad foretrækker du Alex?"

"Det du foretrækker far."

"Søde skat, du skal også bo derinde."

"Men-"

"Okay, så vælger jeg det her. Det ser godt ud." Han peger på et hus, der er slidt med et klamt toilet. Jeg ryster på hovedet. Paul griner og jeg smiler. "Jeg vidste det."

"Du valgte seriøst det værste hus bare for at få mig til at se dårlig ud. Det er sent, lad os se videre på huse i morgen, okay?" Jeg nikker og kysser ham på kinden. "Jeg elsker dig, Alex."

"Jeg elsker også dig." Efter jeg har fået børstet tænder, vasket mit ansigt og taget et hurtig bad ser jeg mig selv i spejlet. Jeg stirrer på mig selv i spejlet og blinker flere gange. Pigen i spejlet, ser ulykkelig ud og elendig. Det er mig. Jeg kan snart ikke mere, men jeg må kæmpe videre og håbe på det bedste. Min seng føles tom uden Joshua. Joshua, jeg kan ikke se dig i øjnene uden at græde og hade mig selv. Det samme med de andre og Scarlett. Scarlett elskede Matthew. Matthew var deres bedsteven, indtil jeg..

Mine øjne svier. Jeg græder højlydt og dækker min mund. Paul må ikke hører mig græde. Han må ikke vide, at jeg er ulykkelig. Men hvordan skjuler jeg alle mine følelser? Hvis jeg føler noget, er jeg nødt til at udtrykke mig. Jeg græder mig selv i søvn.

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬

Udgivet: 27/02 - 2020

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬