Keep Going | ✔

40 | Til undsætning & Duften af roser

//Joshua P.O.V\\
•
•
'Må jeg gå på toilettet?' Det var undskyldningen, jeg brugte for at kunne komme hen til Alexis' hurtigere eller før hun kommer ud af lokalet. Jeg efterlader min taske inde i klasselokalet. Lige da jeg kommer hen til lokalet, er der allerede nogle ude. Mit blik klistret sig fast til en bestem person, rektoren. Han snakker med Alexis og man kan se hun ikke er afslappet. Hele hendes krop er spændt og hun virker anspændt. Det eneste, der flyder rundt i mit hoved er at få hende væk derfra. Alexis ser ned på gulvet og følger efter rektoren. Jeg går få meter bag dem og i det øjeblik, de kommer rundt om et hjørne, griber jeg fat om hende. Hun er ved at skrige, men jeg placere en hånd ovenpå hendes mund og gemmer os inde i et lokale. "Joshua?" Spørger hun forsigtig, men mest af alt, lyder hun rystet og vender sig rundt. Idet hun opdager det rent faktisk er mig, krammer hun mig tæt ind til sig. "Jeg var så bange," indrømmer hun.

"Det ved jeg. Undskyld, at jeg kom forsent." Hun ryster på hovedet og ser op på mig.

"Jeg er bare glad for, du kom."

"Også mig."

I første omgang, venter vi i lokalet og derefter går jeg ud og ser om der er fri bane. Det er der og vi fortsætter op til mit lokale for at hente min taske. Vi skynder os, fordi vi også skal hen og hente Sofia.

Vi står udenfor foran Sofias skole ved min bil og jeg sætter på kølerhjelmet. Alexis stiller foran ham. Jeg griber fat om hendes ene hånd og hun svinger vores hænder frem og tilbage.  Mine mundvige bliver ved med at bøje opad og forme et smil på mig. "Hvad så?" Hun ser seriøst på mig og jeg ryster bare på hovedet. "Jamen, hvorfor smiler du?"

"På grund af.. dig," griner jeg kort. Alexis det uforståelig på mig og ryster på hovedet. "Du virkelig sød. Især når du holder min hånd." Hun smiler.

"Det er bare hyggeligt at holde dig i hånden."

"Fordi jeg har så store hænder i forhold til dig?" Spørger jeg grinende. Alexis griner og ryster på hovedet.

"Oh ja, selvfølgelig. Nej, det føles bare, som om vi er tættere på den måde. Synes du ikke også?" Spørger hun nervæs og trækker langsom sin hånd til sig. Men jeg strammer hurtig grebet om hendes hånd og hun ser overrasket op på mig.

"Jo." Alexis smil fortæller mig præcis, hvad hun føler i øjeblikket. Lettelse og glæde.
•
•

"Jeg har allerede børstet tænder og tisset. Må jeg ikke sove nu?" Spørger Sofia søvnig og gnider sine øjenlåg. Jeg nikker.

"Selvfølgelig må du det. Kom lad os få dig ovenpå i seng," smiler jeg til hende. Sofia falder nærmest i søvn, da jeg ligger dynen over hende og snorksover. Jeg kysser hende blidt på panden. "Godnat." Alexis står ved døren og mimer 'awwww'.
Hun skynder dig nedenunder, inden jeg når at sende hende dræberblikket. I stuen nedenunder, ser jeg Alexis sidder ned og ser tv. Jeg sætter mig ned ved siden af hende på sofaen og ligger armen om bag hende på sofaen. Derefter kilder jeg hende med min frie hånd og hun begynder straks at skrige. Hun skynder sig at fjerne sig fra mig.

"Stop så," siger hun advarende. "Sofia sover."

"Igen, det var dig og ikke mig, der skreg."

"Stadig dig, der fik mig til at skrige."

"Det er rigtig. Nå, kom her tilbage," siger jeg og klapper på pladsen ved siden af mig.

"Nej."

"Hvorfor ikke?"

"Du kilder mig bare igen."

"Jeg lover, at jeg lader vær. Så kom herhen." Hun sætter sig ved siden af mig. Lige da jeg rækker ud efter hende, griber hun fat om mit håndled og derefter mit andet håndled. Jeg prøver at kilde hende igen og det virker. Alexis bruger alle sine kræfter på at forhindre det.

"Du lovede," siger hun og ser på mig med sine hundeøjne. Jeg ligger hende ned på sofaen og sætter mig på hende. Alexis ser skræmt ud.  "Vent," mumler hun. Jeg læner ned og begraver mit hoved i siden af hendes hals. Hun dufter af roser.

"Du dufter dejlig." Jeg hopper af hende og ser på hende. Hun har ikke rykket en meter. "Klokken er ved at være mange. Jeg henter jer imorgen. Godnat Alexis." Da jeg er ude af døren, ser jeg op mod himlen. Det var tæt på.

Lucas springer på mig, da jeg kommer ind af hovedindgangen. Min far kommer ikke hjem i aften. Han er på en date. Jeg håber, det er en kvinde, der elsker ham på grund af hans personlighed og ikke pengene. Er det for meget at håbe på? "Lucas, burde du ikke sove?" Spørger jeg ham og han ser bare på mig med sine hundeøjne. "Så skidt, skal vi se hvad der er i fjernsynet?" Jeg sætter mig på sofaen og Lucas ligger sig på mit skød.

Det er gået omkring 15 minutter og så banker det på døren. Jeg klapper let på Lucas og han fjerner sig. "Ian? Hvad laver du her? Ved du overhovedet hvad klokken er?" Spørger jeg let irriteret. Han lyder forpustet og hiver efter vejret. Jeg sætter en hånd på hans ryg. "Hvad sker der?" Lucas går over og ligger sig foran hans fødder. "Ian? Kan du høre mig?"

"Jeg ved hvem din biologiske mor er." Jeg ser overrasket over på ham. Det her kan ikke passe.

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬

Udgivet: 10/10 - 2019

▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬