"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
//JoshuaP.O.V\\ • • Vi ankommer til storcentret og jeg parkere. Jeg skal til at stige ud af bilen, men Alexis ligger en hånd på min arm og jeg vender mig mod hende. Hun fugter kort sine læber. "Jeg synes, at du skal tage hjem, så jeg kan få ordnet.. negle." Jeg tænker kort over, det hun siger og ryster let på hovedet. "Josh, du skal vente i rigtig lang tid og det bliver kedeligt for dig."
"Det er ligemeget, jeg vil bare gerne være hos dig og jeg vil ikke efterlade dig alene her i centret," siger jeg beslutsomt og krydser armene over brystet. Hun sukker og griber rundt om min overarm. Alexis skubber underlæben ud og ser bedende på mig. Jeg sukker lavt. "Hvad har du tænkt dig, at jeg laver i mellemtiden, hvis jeg ikke er sammen med dig? Er du okay? Ingen tømmermænd?"
"Ingen tømmermænd," svarer hun hurtigt. "Jeg har ikke hovedpine og jeg har hellere ikke ondt i maven. Jeg tænkte, at du tog hjem til mig og hænger ud med min far? Se nogle kanaler sammen og snakke?" Det er en smule mærkeligt, at Alexis prøver at få mig væk, men jeg siger intet til det og forholder mig roligt. Hun virker bare ivrig efter at få mig væk eller også vil hun være alene. Jeg nikker for mig selv.
"Hvornår skal jeg hente dig?" Hun smiler glad og overvejer kort.
"Jeg skriver til dig."
"Ringer," smiler jeg. Jeg læner mig ind over hende, hun lukker øjnene og jeg fjerner hendes sikkerhedssele. Hun åbner langsomt øjnene. Vi ser direkte ind i hinandens øjne og jeg smiler bare til hende. "Hvad? Skal du ikke ud?" Hun sender mig dræberblikket og åbner bildøren.
"Jeg ringer til dig," siger hun, inden hun lukker bildøren. Jeg griner kort for mig selv og ser efter Alexis. Hun ser så sød ud, når hun bliver sur. Efter kort tid, kører jeg ud af parkeringsbanen og ud på motorvejen på vej hjem til Alexis' hus. Jeg parkere bilen foran hendes hus og stiger ud af bilen. Paul står ved hoveddøren og ser forvirret ud. Han inviterer mig indenfor og vi sætter os på sofaen. Han spørger ind til Alexis og mistænker mig for at have gjort hende sur. Jeg griner og ryster smilende på hovedet af hans teori.
"Nej, bare rolig. Hun ville gerne have, at jeg tog hjem og hentede hende efter hun er færdig med at lave negle," forklarer jeg. Det ville ikke være så godt, hvis han havde troet, at jeg har knust hendes hjerte eller i den dur. "Men hun lod virkelig, som om hun prøvede at skille sig af med mig," griner jeg og det samme gør Paul.
"Ja, måske havde hun brug for at være alene," smiler han beroligende og klapper mig på ryggen. "Vi mænd, har det svært ved at forstå kvinder. Nå, hvad siger du til at se noget tv?" • •
Min telefon ringer efter små 2-3 timer og jeg tager den. "Hallo?"
"Josh, kan du godt hente mig? Jeg venter foran McDonald's," informerer hun mig om. "Vi ses."
"Vi ses, Alexis." Hun lægger på og jeg siger til Paul, at jeg tager afsted for at hente Alexis. Jeg parkerer bilen, går ind i centret og går hen mod food court hvor alle madstederne er placeret sammen indeni centret. Der er mange i centret idag, gad vide hvorfor? For det er ikke så tit, at der er så mange, udover når det er midt i juletiden og vi nærmere os den tid. Alexis er ingen steder at se og pludselig mærker jeg arme rundt om mig. Jeg vender smilende rundt, men mit smil falmer og jeg spærre øjnene op. Alexis griner bare og griber min ene hånd.
"Hvad synes du?" Hun smiler og stirre på mig. "Ikke se så chokeret ud," griner hun nervøs. "Ser det så slemt ud?" Spørger hun ked af det og skubber mundvigene nedad. Jeg rør hendes hår og smiler. "Kan du lide det?" Smiler hun. Hun har fået farvet håret til en brunfarve.
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
"Jeg er vild med det og det klæder dig utrolig godt." Jeg glemte næsten, at hun havde en regnbuemanke. "Det er en stor forandring," indrømmer jeg og smiler. "Men jeg er vild med det. Hvad synes du selv om det?" Hun løfter noget op og ser på det.
"Det er anerledes, det må jeg indrømme og jeg skal liiiige først vænne mig til det. Det er en stor forandring. Fra forskellige pastelfarvede hår til en naturlig brunfarve." Jeg læner mig ned og kysser hende på læberne. Hun rødmer og ser rundt. "Josh, vi er ud i offenligheden," siger hun genert. Vi sætter os ind i bilen og kører hjem igen. "Jeg ved ikke hvad min far vil sige til det her."
"Han vil elske det, ligeså meget han elsker dig," fortæller jeg hende og det ser ud til at berolige hende. Hun læner sig tilbage mod sædet og stirre på mig. Jeg ser fokuseret på vejen. "Hvad fik dig til at farve dit hår?"
"Det ved jeg kke? Dig."
"Mig?"
"Eller jeg var en smule nervøs over din fars ansigtsudtryk, da han så mit hår og-"
"Alexis, du skal ikke farve dit hår på grund af min far? Ja, han synes det var vild i starten, men din personlighed skinner mere igennem end dit udseende. Forstå mig ret, du er virkelig smuk, men din personlighed er smukkere." Jeg mærker hendes hånd på min overarm og ser kort over mod hende ud af øjenkrogen. Hun læner sig op og kysser mig på kinden. "Hvad var det for?" Griner jeg og hun begynder også at grine.
"Du har fået en smule læbestift på din kind."
"Jeez," sukker jeg for sjov. Jeg smiler og stopper for rødt. "Du skylder mig," klager jeg og vender mig mod hende. Hun læner sig ind mod mig og kysser mig blidt på læberne. Jeg placerer hånden mod hendes nakke for at forlænge kysset. Pludselig bliver der dyttet, jeg fjerner mig fra Alexis og kører videre. Vi ser hinanden i øjnene og bryder begge ud i latter.
