"Mon det er vores personlige problemer?"
"Hvad er der med dem?" Spørger han opgivende, da jeg minder ham om dem.
"Hvis vi bare var normale, ligesom alle andre?" Jeg ser på ham.
"Hvis vi var normale, ville jeg nok aldrig have mødt dig eller lært di...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
▬▬▬▬▬▬ ▬▬▬▬▬▬
//Alexandra P.O.V\\ • • Jeg er rystet og ude af stand til at gå videre. Jeg er på vej hjem eller prøver. Alexa, du kan gøre det her. Du skal bare undgå problemer og blive sent til rektorens kontor. Han er ude efter mig, for han har ingen andre at være sammen med. Men af alle, skulle det være mig. Den person det er lettest at afpresse. Paul fortalte ham, at vi flytter, hvis jeg bliver smidt ud og laver balade. Han rørte ved mig og..—
"Alexis?" Jeg skynder at sætte mine ben i gear og går væk fra ham. Joshs stemme kunne jeg ikke forveksle med en andens. For jeg ved det var ham, der kaldte på mig. "Alexandra." Han griber fat om mit håndled og stopper mig fra at gå. Jeg ser på vej og spørger hvad der er galt? "Hvad der er galt? Hørte du ikke jeg kaldte på dig?" Jeg ryster på hovedet, ude af stand til at lyve direkte over for ham.
"Var der noget du ville?" Josh ryster på hovedet, men nikker derefter.
"Lad mig køre dig hjem." Jeg lader ham køre mig hjem og vil ikke diskutere yderligere med ham. Derfor følger jeg ham villigt hen til hans bil og han åbner døren for mig. Det får mig til at smile. Jeg fortæller ham, at han er such a gentleman. Det mener han, at det var åbenlyst. Jeg ryster grinede på hovedet.
"Tak for køreturen."
"Du behøver ikke at takke mig hver jeg køre dig, hm?" Det er jeg godt klar over, men at han rent faktisk vil. "Vent," han stiller sig foran mig. "Alexis, du kan fortælle mig det. Jeg kan fortælle ud fra dit ansigt, der er noget, der går dig på." Hvordan kunne Josh regne det ud? Jeg var også stille hele turen hjem og jeg snakker tit for meget. Jeg snakker kun meget, hvis jeg er afslappet og behagelig til mode. Er jeg afslappet, når Josh er i nærheden af mig? "Er det skolen? Er det hårdt at være den nye? For jeg må indrømme, at du tydeligvis ikke var bange for Ruby. Du sparkede mås!" Jeg smiler kort og ryster på hovedet. Det bliver sidste gang, at han ser den side af mig.
Hoveddøren åbner og Paul står der. "Åh nej nej nej," gentager jeg og synker ned i sædet. Paul bevæger munden og jeg forstår det hele.
"Er det din far?"
"Yeah," sukker jeg. Han træder et skridt ned ad trapperne. Jeg sætter mig hurtig op og ryster på hovedet. Nu ser jeg væk fra Paul og vender mit opmærksomhed mod Josh. "Vil du spise med til aftensmad?" Spørger jeg modvilligt og håber han skal træne eller alt andet end at spise her hjemme hos mig.
"Har din far insisteret?"
"Ja," svare jeg og nikker. "Men du kan afslå, seriøst."
"Jeg vil meget gerne," svare han og åbner bildøren. For jeg ved at det står han foran Paul og trykker hans hånd. Jeg synker ned i sædet endnu en gang. Paul vifter med hånden mod mig og signalere, at jeg skal komme ud af bilen og indenfor. Josh smiler til mig og griner kort.
Det her bliver en lang aften.
Josh og Paul griner, da jeg kommer indenfor. Jeg ånder lettet op over, at der ikke er kommet en akavet stemning imellem dem. De vender begge deres opmærksomhed imod mig. "Hvorfor kommer du ikke herhen og sætter dig ned, Alexa?" Spørger Paul og klapper på pladsen imellem dem på sofaen. Jeg går langsom mod dem og sætter mig imellem dem. "Nå, fortæl hvad var din førstehånds indtryg af Alexa?" Jeg spærre overrasket øjnene op.
"Far," siger jeg advarende.
"Hvad? Jeg er bare nysgerrig."
"Hun var rigtig sød, da jeg mødte hende ude i parken," svare Josh og ser på mig. Jeg læner mig opgivende tilbage mod sofaens kolde læder og ser skiftevis på dem begge. "Men nu er hun ret skræmmende."
"Skræmmende?" Paul ser på mig og ser mistroisk ud. Jeg sværger, jeg har intet gjort den knægt.
"Skræmmende cool," bekræfter han. Jeg griner, da jeg høre, Paul ånder lettet op. "Hun lavede et spring for at sikre sig, at hun ikke kom til skade. Går du til parkour?" Han henvender sig til mig og jeg nikker. Jeg går til parkour. Det er ikke rigtig noget jeg taler om eller vil udøve foran andre. Jeg bruger parkour til at komme væk fra mine omgivelser og ville bruge det hvis det er nødvendigt. Man kan lave parkour ligemeget hvad tid og sted. Hvilket er ret genialt. Det er et hårdt hobby. Det er ikke kun om styrke, men balance og præsentation. Øvelse til perfektion.
"Nå, jeg går ud i køkkenet og laver aftensmaden. I to kan gå ovenpå og hygge jer imens," siger Paul og rejser sig op. Han er allerede ude af syne. Jeg trækker på skulderne og rejser mig op. Det samme gør Josh.
"Vil du med ovenpå?"
"Og gå glip af at se en piges værelse? Aldrig."
"Det kan ikke du ikke før har været i en piges værelse før," kommentere jeg mistroisk og ser op på ham på vej op af trapperne.
"Oh, du misforstod mig. Jeg har skam været i en piges værelse før, men ikke af samme årsag," siger han åbenlyst og ser længe på mig. For at se om jeg er med, men det tager mig et øjeblik før jeg forstår.
"Hvad mener du ikke af samme-" han sender mig et blik, der fortæller mig det hele. "Oh.." den her samtale har taget sig en drejning, en drejning jeg ikke er så vild med. Hvilket får mig til at kaste op indeni. "Så..-"
"Dit værelse er dekoreret meget pænt," kommentere han. "Er du enebarn? Jeg ser ikke andre udover dig og din far?" Josh lægger mærke til et billede på skrivebordet. Et billede af mig og Paul. Få uger efter han fandt mig på sit trappetrin foran hoveddøren. Han tager billedet op i sine hænder og ser nærmere på det. "I ligner hellere ikke hinanden? Måske ligner du mere din mor?"
"Måske? Men det ville jeg ikke vide. Jeg kender ikke min mor og jeg er adopteret."
