New York | ✓

//53. En halvdød papfigur fra Danmark\\

L A U R A

#Ikke Rettet
Jeg flytter imorgen, og jeg ved stadig ikke om jeg gør det rigtige. Folk bliver ved med at fortælle mig, at det er det bedste for mig, men jeg kan ikke lade vær med, at tænke på alle de ting jeg mister, når jeg skrider. Ja, jeg kommer tilbage, men come on. Vi ved alle sammen, at det aldrig bliver det samme igen. Oven i det hele har jeg også dårlig samvittighed. Jeg indrømmer, at det er overfor Jake, fordi jeg ønsker virkelig ikke at forlade ham, men han forårsager ikke andet end smerte, og det triste ved det hele er, at det først er gået op for mig nu.

Mit værelse er så tomt. Mit drømme værelse er dødt. I morgen ligger jeg i min mormors klamme gamle senge, og ikke i min kæmpe og fantastiske seng. Hvorfor går det først op for mig nu, at jeg mister min drømme seng? Jeg tuder indvendigt.

Ringklokken lyder igennem hele huset, og jeg begraver træt hovedet under min pude. Jeg mister også min pude omg. Stemmer lyder. Sure stemmer og en hæs stemme. Så kan jeg høre min bror bande og skælde ud. Flo bryder ind, men jeg fatter intet af, hvad der bliver sagt. Først da der bliver banket på min dør, rejser jeg mig op og åbner den langsomt. Jeg gnider mig i øjnene og tror i starten, at det bare er Wesley, som er kommet tilbage, fordi han har glemt et eller andet, men foran mig står Jake Harris. Så for fanden. Flygt mens du kan Laura.

"Du skal lige vide, at det ikke var mig der lukkede ham ind!" Nærmest råber Josh, før han bliver trukket ind på sit værelse af Flo, som smækker døren i. Jeg kigger tavst på døren i lidt tid, før jeg kigger på Jake. Han er fucked. Jeg kan se det med det samme. Han er ikke normale Jake. Han er såret. Hans øjne er røde, og han ser direkte træt ud. En hætte er trukket over hans hoved, men fordi jeg er lav kan jeg se ham direkte i øjnene. Jeg presser læberne sammen, og mumler et lavt: "Drop det" før jeg smækker døren i. Få sekunder efter åbner den, og Jake træder ind i rummet. Hvorfor låste jeg ikke? Godmorgen Laura.

"Laura, bare giv mig en chance for at—"

"Nope. Skrid hjem Jake. Vi er færdige!" Jeg peger over mod hans hus, men han trækker hætten ned, og jeg ser hjælpeløst på ham. Tænk at jeg, Laura Evans, har ødelagt og såret Jake Harris. Nogen giv mig en medalje.

"Det skal jeg nok, men først vil jeg snakke med dig." Hvorfor kan han ikke bare for en gangs skyld skride af helvedes til?

"Jeg sender dig en papfigur fra Danmark" jeg vender ham ryggen og piller lidt ved hanken på en af kufferterne, men stivner da jeg hører snøften bag mig.

"Undskyld..." Jeg vender mig med sammenknebne øjne om, og ser på Jake, som tørrer sig under næsen. Er det her en form for sygt trick? Han spiller sårbar og ked af det, og pludselig tilgiver jeg ham? Det værste er, at det næsten virker.

"Jake..."

"Jeg accepterer dit valg, okay." Han træder hurtigt hen imod mig, og lægger sine hænder på mine skuldre. Jeg ser ham op i øjnene, og opdager hvordan de skinner. "Du kan flytte så langt væk som du vil, men jeg vil ikke miste dig." Jeg ser overrasket på ham, og synker en nervøs klump. Er det her virkeligt? Drømmer jeg? Jake Harris accepterer rent faktisk, at jeg flytter væk. Gud har endelig hørt mine bønder.

"Hva-hvad?" Jake ryster blidt mine skuldre, imens tårerne falder ned af hans kinder.

"Jeg var en idiot, og det ved jeg godt Lau. Jeg kvajede mig, men jeg vil ende det godt imellem os." Jeg er mundlam. Jeg aner ærligt ikke, hvad jeg skal sige. Han undskylder. Den havde jeg aldrig set komme. "Det var bare fordi—" han afbryder sig selv og giver slip på mig. Han tager en hånd til panden og kigger ned i jorden, frustreret og vred. "Jeg var så sur!" Han ryster på hovedet, og tårerne fortsætter med at falde. "Jeg har mistet så mange mennesker, og da jeg fandt dig, troede jeg endelig, at jeg havde fundet noget stabilitet, men så finder jeg ud af, at du også forlader mig. Og jeg finder ikke en gang ud af det fra dig. Ved du, hvor rasende jeg blev?" Spørger han, med et koldt grin. Han kigger op, og jeg føler mig ubehageligt tilpas, da jeg ser hans sårede og fortvivlede ansigt. "Mere end nogensinde før." Jeg folder mine hænder og ser undskyldende på ham.