New York | ✓

//42. Helvede\\

J A K E

#Ikke Rettet
[Find nogle lommetørklæder frem og start sangen når skriften skifter til skråskrift, tak]
Jeg river mig hurtigt væk fra Laura. Hvad gjorde jeg lige? Hvad sagde jeg lige? Jesus Christ, jeg har ødelagt alting.. Endnu en gang.

"Oh uhm.." Laura ser med sine store dybe øjne ind i mine, og en dirren går gennem min krop. En lyst.. En lyst til at kysse hendes delikate læber, men jeg vralter bare bag ud. Jeg ignorerer den voksende lyst, og tager en dyb indånding.

I stedet for, at høre Laura drille mig med, hvad jeg lige sagde resten af aftenen - måske livet - begynder jeg at svare på det spørgsmål, som hun alligevel vil spørge om næste gang.

'Hvordan døde din bror?'. Det er et hårdt emne, som jeg ikke har snakket med nogle om de sidste to år, undtagen skoleinspektøren. Jeg har holdt det for mig selv, fordi ingen har ret til at vide, hvordan Nich døde. Men Laura har. Laura har ret til, at vide lige hvad hun vil om den dag. Hver eneste detalje, og jeg vil lade hende finde ud af det.

"Du-du sagde lige.." Laura ser med forvirrede øjne på mig. Øjne som jeg ikke kan modstå. Jeg har den største lyst nogensinde til, at skubbe hende bagud og starte noget, som jeg ikke vil kunne slutte igen.

"Yeah.. Og jeg mente det." Jeg sætter mig i kontorstolen, og læner mig overvejende tilbage.

Hvorfor sagde jeg det? Hvorfor løj jeg ikke lige for hende, og sagde at det bare var for sjov?

En stor del af mig, siger at det fordi jeg ikke vil lyve for hende længere. Laura fortjener sandheden, og hun vil få den. Lige om lidt..

"Jake.." mumler hun stille og undgår mit blik, men jeg er efterhånden ligeglad. Jeg skal bare have alt det overstået og så få glemt min bror igen, så jeg kan komme videre.

"Hvad mente du?" Spørger hun stille. Jeg bider ned i min underlæbe og trækker afslappet på skuldrene. Jeg er dog langt fra afslappet. Mit hjerte banker usundt hurtigt, og det føles som om det om lidt vil hoppe ud af brystet på mig. Og jeg som lige var begyndt at tvivle på, om jeg rent faktisk havde et.

Hvad mente jeg egentlig overhovedet? At ingen fucking fuld nar, skal røre min nabo. Min ven, min Laura. Jeg har allerede såret hende nok, og hun har ikke brug for mere sorg. Nu skal hun dog høre om min.

"I sidste uge var det lige præcis to år siden." Jeg rejser mig op igen, og åbner en skuffe, hvor jeg gemt under alle mine t-shirts finder en støvet billederamme. Jeg rækker Laura billedet, og hun ser på det med store øjne.

Hun beder mig ikke stoppe, men spidser øre, og så starter jeg. Jeg fortæller alt. Fra start til slut.

"Er du sikker på, at du kan styre Bonnie?" Nich kører en hånd igennem sit blonde hår, og smiler skævt. Theo som lige er fyldt to år sidder på hans arm, med en bøllehat på hovedet og et bredt smil, fordi han godt ved hvor vi er på vej hen.

Bonnie er min brors lækre bil, som han elsker mere end fodbold. Den er opkaldt efter Bonnie og Clyde, da Nich er den slags person, der ser kedelige gamle detektiv serier og film.

"Shush Clyde. Stol på mig, Bonnie er i gode hænder!" Jeg smiler overlegent, og åbner min brors nypolerede bil. Den her dag har været god. Den har været perfekt, og jeg tror ikke at noget kan ødelægge den. Intet.