New York | ✓

//16. Mulig bortvisning\\

L A U R A

#Ikke Rettet
Jeg tramper træt ned i køkkenet og ser til min store overraskelse at hele min familie er der; selv min bror. Burde han ikke blive på sit College? Han er jo nærmest hjemme hver weekend? Gad vide om det er fordi han ikke kan li' at være der? Hmm.. Jeg husker bare at han glædede sig pisse meget til at komme væk fra os andre, men nu er han her 24/7? Wtf... Det er jo ikke fordi det universitet han har valgt ligger langt væk; tværtimod. 15 minutter i bil tror jeg.. Jeg håbede måske bare på at slippe for ham :(

Noget jeg heller ikke forstår er hvorfor både mor og far er her. Mor har en kæmpe sag for tiden, så hun har ikke rigtig tid til os andre. Far har bare generelt ikke tid til et socialt liv. Og når mor endelig er hjemme er far ikke og omvendt. Rip.
#LonelyLife

Nu er situationen så at de ikke har set mig.. Derfor stopper jeg straks op og skynder at gemme mig bag en giga potteplante. Ikke fordi jeg er usynlig bag den.. Meeeeeen det er nu sjovt anyways.

"Jeg vidste at vi skulle have beholdt dig hjemme" kommer det frustreret fra min snart gråhårede mor.
Josh sukker irriteret og ser med store bedene hundeøjne på min far, der sidder anspændt i sin mørkeblå skjorte og sorte knæ-shorts, som rigtig fremviser hans behårede ben. Lækz.

"Mor.." prøver Josh.

"Vi snakker mulig bortvisning Joshua! Bortvisning." Næsten råber min mor.
Åh nej.. Derfor er han hjemme. Typisk Josh.
De værste situationer er det som mig og Josh kalder 'hel-navns-situationer'. Det er når forældre bruger hele ens navn. Så er det bare seriøst.
Josh er vist ude hvor han ikke kan bunde aha.

"Prøv at hør på ordet barn! 'Bortvisning'." Hun smider hovedet ned i hænderne of ryster samtidigt skuffet på hovedet.
Burde jeg rede den stakkels dreng? Altså.. Han ville ikke have redet mig. Så..... Nej.
Lol hun kaldte ham lige barn.

"Jeg har hørt på det den sidste halve time mor" hviner Josh irriteret.
Når vi har diskussioner herhjemme deltager far nærmest aldrig i dem. Jeg tror at han ligesom alle os andre er lidt bange for mor og hendes indre advokat. Hun kan gå helt bananas over de mindste ting, og man skal bare holde kæft om det. Men når far så endelig blander sig er det altid for at være på mors side, så lille Joshi kan vist lige så godt pakke hundeøjnene væk. De virkede indtil han var 8, og virker ikke længere, hvilket han vist ikke har lagt mærke til.

"Der er ikke tid til din flabethed Josh! Min søn skal ikke bortvises!.." der kommer et lavt hulk fra mor og far er selvfølgelig straks ovre ved hende med en hånd på hendes ryg.
Josh er helt alene i det her, men jeg ved bedre end at blande mig.
Gud. Jeg kunne os bare skride ovenpå og se noget Netflix.

"Too late" kommer det mumlende fra min tumpede bror. Mor slår frustreret ud med hænderne og far fjerner sig straks.

"Du har gået på det College i hvad? Fire uger? Og du er allerede blevet bortvist! Hvad har jeg gjort for at fortjene sådan en søn?" Hun kigger med våde øjne op i loftet og snøfter endnu en gang.
Josh åbner munden en lille smule men kigger så ned i bordet igen. Okay det her er ikke fair. Josh har aldrig været deres ynglingsbarn. Sønnen der har fucket halvdelen af København og ikke kan få højere end 7 i karakter. En hver forældres hade søn, som jeg en gang hørte min mor sige da Josh havde fået 4 endnu en gang. Far er ikke lige så slem. Han elsker os begge to og mener at det er okay når en dreng ikke klarer sig ordentligt i skolen fordi han tænker på piger og gta i stedet for; det har han jo også gjort engang. Mor er bare aldrig sød når hun er sur. Hendes dræberadvokat kommer frem og selvom jeg godt ved at hun elsker os, så har hun nogle gange en lille smule svært ved at vise det. Hun siger ting som kan ramme en ret hårdt.. Og det stinker.