New York | ✓

//48. En byrde kaldet Jake Harris\\

J A K E

#Ikke Rettet
Jeg slår øjnene op, og glemmer i et sekund alting. Jeg glemmer alle de ting, der er grundende til, at jeg ligger i den hvide seng med en kradsende forbinding omkring låret. I et sekund er alting fint, og så rammer det hele mig, som et kæmpe flashback. Det gør ondt, i hjertet, i låret og i mit hoved. Alting genspilles, som sker det hele igen, og det gør ikke mindre ondt den her gang. Først da det hele endelig er gået op for mig, begynder jeg at hyperventilere. Jeg panikker og river alle nålene ud fra mine arme.

Jeg har ikke dræbt Nich, jeg har ikke dræbt Nich, jeg har ikke fucking dræbt Nich. Min bror og bedsteven igennem alting.

Jeg har ikke skadet Theo, jeg har ikke skadet Theo, jeg har ikke fucking skadet Theo. Min nevø, som er som en søn for mig.

Jeg smækker hospitalsværelsets døre op, og træder ud på en kaotisk gang.

Jeg bliver nødt til at finde min bror. Med det samme. Jeg skal se hans smil, og jeg skal høre ham sige "det er okay Jake, men du rører aldrig min bil igen". Jeg skal se hans friske øjne og hører om Sherlock Holmes barndom.

Jeg humper ned af gangen og bider smerten i mig. Den er intet sat op imod smerten, jeg vil føle, hvis Nich ligger i en ligpose istedet for en hospitalsseng.

En sygeplejerske kigger forvirret op fra nogle papirer, da jeg stopper forpustet op foran hende.

"Burde du ikke ligge i din seng?" Spørger hun, som om hun ved noget om mig, som jeg ikke gør.

"Jeg skal finde min bror!" Fortæller jeg hende. Hun ryster på hovedet og smiler et stort og falsk smil. Hvordan kan hun smile, når jeg måske har dræbt min bror?

"Nej, du skal tilbage i sengen. Dit ben får det ikke bedre af, at du hopper rundt på det." Hun ligner en der syntes at situationen er sjov, men det er den langt fra. Jeg føler, at nogle river mig i stykker indefra. Alting gør ondt, og noget tygger på mit hjerte, som var det en lækker burger.

"Jeg skal vide om han er død!" Fortæller jeg hende panisk. Hun ryster på hovedet, og ligger venligt sin hånd på min skulder.

"Det eneste du skal bekymre dig om, er dit skadede ben" men jeg lytter ikke længere til hende. Jeg har rettet min opmærksomhed mod noget andet. Min mor og søster. De står og snakker med en læge og skifter pludselig ansigtsudtryk fra bekymret, til forskrækket og pludselig bryder de begge to ud i gråd. Mor tager hænderne op til munden, og falder næsten sammen på gulvet. Emily drejer grædende rundt om sig selv, og holder derefter ustabilt fast i mor.

Jeg skubber sygeplejersken væk fra mig, og sætter af i løb over mod dem. Jeg løber så godt som jeg kan, og sygeplejersken råber irriteret efter mig, men jeg har for travlt med at hoppe over mod min familie til at stoppe og lytte.

Da jeg endelig er ved dem, er den første til at se mig Emily. Hun kigger op fra sine sko, og møder mine forvirrede og opspilede øjne, lige før hun bryder endnu mere ud i gråd.

"Hvad? Hvad sker der?" Både mor og lægen ser nu på mig, og mor begynder at stortude, som aldrig før.

"Undskyld, men hvem er du?" Spørger lægen. Jeg får straks lyst til, at banke ham og spytte på ham, fordi helt ærligt. Jeg kan ikke klare, at den der ting tygger mere på mit hjerte. Jeg skal vide om min bror er død!