New York | ✓

//Ekstra kapitel\\

J A K E

//1,5 år tideligere\\
Jeg ved godt at det er min skyld. Nich's død er min skyld. Der er gået et halvt år, siden jeg dræbte min bror, og det er ikke blevet bedre. Jeg bliver en større idiot for hver dag der går, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Det er som om, min krop bestemmer hvad der skal ske. Min hjerne vrider sig og skriger, men min mund og mine hænder gør alt arbejdet.

Jeg kan ikke lide den jeg er. Jeg dræbte min bror, og jeg blev såret, men det giver mig ikke ret til, at såre alle andre.

Jake Harris - en mandelig luder.

Nich ville have stoppet mig. Han ville aldrig lade mig blive sådan en person. En kold, følelsesløs en, som har flere one night stands end man skulle tro muligt. Sagen er bare den, at Nich ikke kan stoppe mig og det er min skyld. Jeg fortjener ikke folks respekt. Jeg fortjener ikke mine venners omsorg. Jeg fortjener bare et sort hul, som brænder. Når jeg er død vågner jeg i det samme hul, og det hele starter forfra, men i stedet ligger jeg på min seng og tænker dybe kvalmende tanker. Pigen som hjalp mig med at få mine åndssvage tanker omkring alt det her til at forsvinde før er taget hjem, og jeg ligger nu på min seng i boksershorts og lader alle tankerne komme vadene tilbage.

Jeg er så fucked up, at det er deprimerende.

Noget af det der irriterer mig mest er hvordan folk ser op til mig. Som om jeg er sej. Som om verden har brug for flere som mig, når jeg egentlig bare er en morder. En kold morder, som allerede har såret flere piger på et halvt år, end de fleste mænd får gjort på en livstid. Hvis nogle skulle have været døde i det biluheld skulle det have været mig.

Hvordan kan folk smile til mig på gangen? Kan de ikke se, at jeg er ødelagt og deprimeret? Svaret er nej. De ser kun på det skinnende hår og det kønne ansigt. Den lækre krop og den hvide og lyseblå fodboldjakke, som jeg altid bærer stolt. Du har intet at være stolt over, morder. Det er faktisk ret trist. Folk er så uvidende. De dømmer folk før de har snakket med hinanden. De fleste ser sikkert på mig og tænker: "shit han er lækker. Han kan sikkert give mig en ordentlig omgang i sengen" (hvilket er rigtigt ;), men det er ikke sådan de bør se på mig. De bør alle sammen tænke: "den fyr er fucked up. Han dræbte sin bror, shit hvor deprimerende, du ryger i helvede." Sådan tænker ingen.

Jeg er røv træt af at være Jake Harris. For en gang i mit liv, vil jeg bare gerne være Jake. Jake som kan være sød. Jake som kan holde fast på en pige. Jake som kan være sjov, drillende og beskyttende, men jeg er Jake Harris. Jake Harris som drikker og fester. Jake Harris som er kold og hjerteløs. Jake Harris som har skubbet alle sine venner væk. Jake Harris, som ikke kan få højere end 4 i skolen. Og jeg ville være Jake, hvis det var så nemt. Det er det ikke. Jake Harris er skolens fuckboy. Skolens hottie, som kan gøre en pige våd, bare ved at smile. Folk forventer ting af mig, og hvis jeg stopper med at gøre, hvad de forventer af mig, så vil jeg blive den sårede i stedet for den der sårer og det vil jeg ikke være. Jeg vil ikke bryde min facade ned på den måde. Jeg vil bare gerne kunne vise nogen, at jeg er et godt menneske. Hvem som helst.

"Jake for helvede, din mor har råbt på dig i fem minutter!" Jeg kigger hen mod min dør, hvor min far rasende træder ind. Han smækker højlydt døren, og jeg kan svagt høre min mor råbe: "ikke i dag!" Men det pisser min far på. "Hvad så? Er du blevet både døv og stum?" Spytter han vredt. Jeg sætter mig op, og finder min T-shift på gulvet, som jeg hurtig trækker ned over hovedet, så min far ikke pludselig bliver fristet.