New York | ✓

//2. Barbies dreamhouse\\

L A U R A

[Det her er nok verdens længste kapitel hehehehe] [d. 11/08-2017 jeg kommer fra fremtiden, for at fortælle at det er det ikke lol, der kommer længere......]
#Ikke Rettet
Jeg hviner glad og løber nærmest ud fra flyveren. FRIHED. JEG ER ENDELIG FRI!!! Efter 8 timer og 30 minutter står jeg endelig på jorden igen. Gud. Jeg døde næsten på vej herhen. Det her har bare at blive godt, ellers dør jeg i hvert fald permanent.

Min storebror går og laver facepalms for, hver pinlig eller akavet ting jeg gør; som at hvine højt. Men jeg er skam ligeglad. Mor ligner en der kan falde om når som helst. Hun mener at vi holdte hende vågen hele turen, hvilket vi bare slet ikke gjorde. Typisk mødre. Hun skal bare have en kop kaffe eller 20, og så er hun frisk igen.

Jeg trækker dem nærmest hen imod rullebåndet med vores kufferter og kysser næsten jorden af glæde. Wow, jeg hader at flyve fra nu af. Jeg sværger, at jeg ikke sætter mig ind i en flyver det næste år. Men jeg skal jo tilbage til Danmark snarest muligt... Så på et eller andet tidspunkt bliver jeg nødt til at flyve. Pis.

"Hvem filen har hældt regnbuestøv på din fly mad?" Spørger min nederen bror, da jeg laver et glædeshop af at se min kuffert. Jeg troede, at karmaen ville være ekstra ond og sørge for, at min kuffert ville blive væk, men nope. Den kommer kørende mod mig lige nu.

"Hvem filen har hældt negativitetsstøv på din?" Spørger jeg tilbage. Det har været omvendt de sidste 2 uger. Han har været glad og hyper, imens jeg har været negativ og deprimeret.

"Børn! I larmer firetyve-syv. Gider I godt holde mund og finde jeres kufferter, så jeg kan komme hjem og sove?" Som I nok kan se er min mor mega gnaven, når hun er træt. Normalt er hun en mega god og venlig mor. Host host. Ja, altså indtil hun valgte at tvangsflytte mig til New York. Kunne de ikke bare have efterladt mig derhjemme?

"Vi er ikke børn mor. Jeg er nitten år!" Påpeger min bror, hvilket selvfølgelig pisser mor endnu mere af. Jeg sukker og hiver min kuffert ned af båndet, da den er på vej forbi.

"Josh. Vil du tage den?" sukker mor. Hun peger på en kuffert, som sjovt nok tilhører hende og Josh nikker tavst som svar. Han går den i møde, og hiver den ned fra båndet. Ja, min bror hedder Josh hvilket ikke er særlig dansk. Nu er det jo sådan, at min far er amerikaner og Josh er født, dengang vi boede i Amerika. Han er 19 år, som I nok har gættet. Vi boede i Amerika, indtil at jeg blev 4 år. Så jeg er faktisk også født i Amerika. New York for at være helt præcis. Vi flyttede til Danmark, fordi mor havde brug for at komme hjem, og far havde fået en god jobmulighed der. Så vi flyttede, og siden den gang har vi boet i Danmark. Det skulle der selvfølgelig ændres på. Typisk.

Da Josh' kuffert kommer, tager han også den, og så er vi dem der er smuttet.

~

Jeg stopper midt i 'The man that can't be moved' hvilket er skrækkeligt. Den sang er Gud. Jeg stopper den kun fordi taxaen stopper op. Endelig. Jeg sværger, at jeg er halvt død. Mor betaler manden der har kørt os, og jeg kigger til højre, hvor min bror ser rigtig charmerende ud med hovedet lænet op af vinduet og lukkede øjne. Jeg skubber til hans skulder, men han reagerer ikke. Derfor går jeg til hårdere metoder. Jeg ved, at han hører musik (han har høretelefoner i), så jeg skruer helt op for lydstyrken. Han spjætter, hviner og rejser sig hurtigt op, hvilket medfører at han slår hovedet op i taxaens tag. Manden bag rettet ruller med øjnene, imens jeg er ved at dø af grin. Mor sukker og åbner bagagerummet, imens Josh sender mig utallige dræberblikke. Først nu hiver han høretelefonerne ud. Jeg skynder mig ud af bilen og sætter i løb op imod hoveddøren. Jeg når ikke en gang at se huset udefra, fordi jeg har så travlt med at flygte fra min sure storebror.