New York | ✓

//54. The end\\

L A U R A

[Forbered jer på, at det her er sidste kapitel, hvilket er ufatteligt sindsygt. Tusind tak til alle, som har læst med og støttet mig, i er fantastiske!!! Tak til lauravibe for at lade mig dedikere bogen til hende (ikke at hun havde et valg), og tak til alle der har stemt og kommenteret. Jeg elsker at svare på jeres kommentarer, det er seriøst sygt hyggeligt!!! Nåh, lad os komme i gang med bogen, og gemme resten af det her til slut]
#Ikke Rettet
Jeg har lyst til at tude. Det er i dag. Det er i dag, at jeg skrider. Jeg forlader New York, min far, min bror, Wesley, og alle mine andre venner. Jesus jeg er selv ked af at forlade Chase, og ham hader jeg.

Lige nu er Josh ved at hjælpe mig med at bære kufferterne nedenunder, imens jeg selv tager taskerne.

Han går rundt og hænger med skuldrene, og det gør ærligt ondt på mig, at se ham så trist, især når det er min skyld, men vi har allerede haft en tårevældene samtale. Han forsikrede mig om at det var okay, så det tror jeg på. Sådan da.

"Shit, bærer du mursten til hverdag eller hvad?" Pruster han, imens han besværligt hiver to kufferter ned af trappen, med mig bag ved ham, som nemt bærer rundt på to lette tasker.

"Ja, og vinduer som bh" svarer jeg smilende. Josh grynter og fortsætter ned af trappen, imens jeg overhaler ham og stopper foran mor, der står med sved på panden, og en toilettaske i hånden. Okay, jeg fik helt klart ikke alle mine muller fra hende.

"Klamt" mumler Josh, da han går forbi mor og jeg, og fortsætter udenfor huset. Jeg griner, og stiller forsigtigt mine tasker på gulvet.

"Er du klar skat?" Spørger mor mig, med et spændt smil og store øjne. Jeg ruller mentalt med øjnene, fordi jeg virkelig ikke forstår hvad hun er så glad over. Er fars selvskab så slemt?

"Nej," jeg tager min jakke på, og leder forvirret efter far. "Hvor er far?" Spørger jeg min mor, da jeg igen ender foran hende. Hun trækker på skuldrene, med vrikkende øjenbryn og pludselig går det op for mig, at der virkelig foregår noget, som jeg ikke er en del af. Min egen mor har hemmeligheder for mig. Det er skræmmende. "Åh for pokker" mumler jeg irriteret, imens jeg binder snørebåndene på mine Puma sko med rystende fingre og rynkede øjenbryn. Jeg stikker tungen ud i koncentration, og binder to perfekte sløjfer. Med en underlig lyd, rejser jeg mig op igen, og skriger forskrækket da jeg får øjenkontakt med en smilende Wesley.

"Du er så nuttet når du koncentrerer dig!" Griner han, imens han trækker mig ind i et afslappende Wesley-kram. Selvom jeg virkelig hader at kramme, er hans kram ufatteligt fantastiske, så jeg krammer tilbage, og indsnuser hans betryggende duft med et smil.

"Jeg er nervøs." Mine ord kommer underligt ud, fordi mit hoved er presset ind mod Wesley's bryst, men han griner bare og hviler sin hage på mit hoved.

"Bare rolig, du kommer til at klare dig fint!" Forsikrer han mig. Jeg træder et lille skridt væk fra ham og kigger op i hans mørkeblå øjne, som ser venligt ned på mig. Han smiler på den specielle måde som jeg elsker, og hans ene smilehul dukker frem.

"Er du sikker? Hvad nu hvis mine venner ikke kan lide mig længere?" Spørger jeg panisk. Han placerer sine hænder på mine skuldre og giver dem et klem, før han smiler meget bredt. "Hvad nu hvis jeg kommer tilbage, og de ikke kan holde mig ud?" Spørger jeg panisk. Wesley griner og ryster på hovedet, så hans mørke blonde hår falder ned i panden på ham.