New York | ✓

//39. Depression\\

J A K E

#Ikke Rettet
Jeg træder ud fra brusekabinen og hiver et nyt håndklæde ud fra skabet. Før jeg vikler det omkring mit liv, giver jeg mig selv et elevatorblik, med et smørret smil. Jeg forstår squ' godt, at piger ikke kan modstå mig. Hvis jeg var en pige, ville jeg skam også gå i seng med mig.

Jeg kigger på min penis og scroller tilbage i min hukommelse. Hvornår havde jeg sidst noget action, med et menneske fra det modsatte køn? Eh. Det er i den grad længe siden.

"Jake, bliv nu færdig, jeg vil gerne i bad." Kommer det opgivende fra den anden side. Jeg ruller med øjnene og vikler hurtigt håndklædet om livet, før jeg åbner badeværelsetsdøren og bliver mødt af en dømmende Emily.

"Har du brugt alt det varme vand?" Spørger hun træt. Jeg klør mig på skulderen og smiler skævt.

"Tjek," og så vralter jeg ind på mit værelse, med mit fucking lorte knæ, der gør ondt af helvedes til, når jeg bare gør den mindste bevægelse, som har med et skridt at gøre.

På vej ind på mit værelse stopper jeg i døren til Emily's værelse. Jeg kigger på huset, der er på den anden side af hegnet nede i haven, og bider hårdt ned i min underlæbe.

Laura's hus. Skæbnen valgte mig, Jake Harris, som Laura fucking Evans' nabo, og det hader jeg den for.

I hendes hus har der hele dagen været skænderier. Hendes forældre har skændtes og råbt så hele nabolaget har kunnet høre det, og jeg har næsten ondt af Laura, fordi jeg godt ved, hvor meget det stinker.

Noget der undrer mig er, hvorfor hun ikke er inde på sit værelse. Sidst jeg var inde hos Emily, kiggede jeg diskret derover, hvor jeg så hende ligge i sin seng, sammen med sin bror. Derefter skred jeg fordi min far var begyndt, at gå mig på nerverne, og når det sker så er det bedst, hvis jeg bare forlader huset, ellers ender det galt.

Jeg træder langsomt hen imod altandørene og stirre lidt mere ind på hendes værelse, hvilket må se virkelig creepy ud.

Jeg kan ikke lade vær' med, at bekymre mig for hende, hvilket skræmmer mig, fordi jeg plejer ikke at bekymre mig for hende. Jeg plejer ikke en gang, at overveje hvordan hun føler eller hvordan hun har det, og jeg er ret så sikker på, at hun har det på samme måde eftersom hun hader mig.

Lige siden fodboldkampen har jeg taget afstand til hende. Hvorfor? Ja, det er fandme et godt spørgsmål, som jeg ikke har noget ordentligt svar på.

Da jeg så hende snakke med Wesley Dawson, ikke lang tid efter, at han havde svinet mig og min familie til, blev jeg bare rasende. Hvordan kunne hun finde på, at snakke med sådan en lortepose?

Laura var åbenbart ikke glad for afstanden, for da jeg ikke gad snakke med hende inde i et eller andet random klasseværelse, råbte hun nogle ord som jeg tydeligt husker. Alt for tydeligt.

"Jeg hader dig, Jake Harris. Snak aldrig til mig igen."

Og imens hun råbte det af mig, gjorde jeg nada. Jeg gjorde ingenting, og af en eller anden mærkelig grund fortryder jeg det.

Desværre fatter jeg ikke, hvorfor hun flippede så meget ud. Overdrev hun ikke? Hun kan jo ikke en gang lide mig. Hverken den gang eller nu. Måske havde hun pms? Måske havde hun en dårlig dag? Hun er jo trods alt en pige. De har det med at overdrive, og blive totalt dramaqueen agtige.