In Love With A Sugg

Kapitel 4 - Værelse 318

Jeg vil ikke sige, at værelse 318 er verdens bedste hotelværelse... Men det er meget tæt på! Guld håndtag på dørene. Bordeauxrødt gulvtæppe på gulvet. To kæmpe store dobbeltsenge, hvide gardiner som indkapsler en dør, som går ud til en altan, med den smukkeste udsigt, går jeg ud fra og der er et gammelt træskab, hvor vi kan hænge alt det tøj, der ikke må blive krøllet. I rummet ved siden af soveværelset er der dog ikke noget gulvtæppe. Der er noget fint gammelt trægulv, som passer meget fint ind i stilen. Køkkenet og stuen er slået sammen til ét stort rum, der bliver delt af et stort tæppe, der ligge under et hvidt sofabord og en sort lædersofa. Køkkenet er meget moderne med et stort køleskab, der har en funktion hvor man kan fylde sit glas op med isterninger og iskoldt vand, opvaskemaskine og mikrobølgeovn. Et stykke væk fra køkkenet står der fire stole ved et bord, hvor vi kommer til at indtage de fleste af vores måltider. Jeg hænger min jakke ud i gangen, hvor der står en bogreol og to stole, som ser ret bløde ud. Og jeg skal da heller ikke glemme badeværelset. Selve rummet er kæmpestort. Det har sorte kakler op og ned af væggene, to store håndvaske med et langt spejl 'bag' dem, en fancy bruser med det største brusehoved nogensinde, jeg nogensinde har set. Og så er der selvfølgelig også et boblebad. Et stykke fra vasken er der en reol, hvor vi kan sætte vores toilettasker på.

Vi stiller vores kufferter ved stolene i hjørnet og går videre rundt på værelset. På væggen inde i stuen, hænger der en fladskærm, hvilket der også gør i soveværelset, med en reol under hvor der står en fin gammel radio.

"Holy shit! Skal vi bo her?!" spørger jeg med et kæmpe smil på læben. Min mor ser meget overrasket ud, mens vi går fra rum til rum. Mel har allerede smidt sig i sengen og jeg tør vædde på, at hun sover om cirka fem minutter.

"Det må være en fejl... Jeg havde booket et meget mindre værelse... Jeg må hellere gå ned i lobbyen og tjekke..." siger min mor med bekymring i stemmen. Hun er nok bange for, at vi skal betale ekstra for dette værelse.

"Du må lige kigge efter Melanie... Jeg er tilbage om ti minutters tid..." siger hun og lukker døren bag sig. Min mor siger kun Mel's fulde navn hvis hun er bekymret eller bange, så det er ikke et godt tegn.

"Wauw... Tænk at vi skal bo her," siger jeg for mig selv, og lader mig falde bagover, ned i den anden dobbeltseng. I loftet hænger der en gammel lysekrone, som lyser hele rummet op.

"Skal jeg slukke lyset?" spørger jeg, Mel. Jeg kan se, at hun nikker og går op for at slukke lyset, da jeg hører en kendt stemme. Jeg åbner døren, kigger ud og ganske rigtigt...

Bænke-fyren...