Jeg kommer ind i det halvtomme fly, med en følelse af lettelse og en snert af savn. Jeg tager min rygsæk, der hænger på min ryg, af og åbner for det lille skab, som sidder over alle sæderne. Jeg prøver at få den derop, men jeg har ikke kræfter til det.

"Slapsvans." mumler jeg for mig selv og prøver igen. En stewardesse går forbi mig, uden så meget, som overhovedet at kigge på mig. Jeg lader tasken dumpe ned på jorden, og følger hende med øjnene. Der er et eller andet over hende, som virker bekendt... Jeg genkender hende og så slår det mig. Det er ikke bare en hvilken som helst stewardesse... Det er hende. Hende, der bad mig om at slukke min mobil, da jeg fløj til London med mor og Mel for første gang. Jeg giver hende dræberblikket, indtil hun forsvinder om bag et gardin. Hun så mig ikke, men det var stadig ret tilfredsstillende. Jeg ryster på hovedet, og prøver endnu engang at få tasken op i rummet.

"Let me help you with that." siger en stemme ved siden af mig, og før jeg når at svare, ligger min taske i det lille rum. Jeg kigger overrasket op og får øje på en høj, sorthåret fyr. Han smiler og jeg kan se, at hans tænder sidder som perler på en snor.

"Thanks." svarer jeg og smiler tilbage. Han trækker på skuldrene.

"No problem," svarer han og ler. Britisk, ti bonus point. Nej, hvad er det jeg laver?!

"I need to find my seat, so..." siger han og går forbi mig. Jeg nikker akavet og lader ham gå forbi.

"Weirdo." mumler jeg, da han er væk og sætter mig ned.
___________________________________________________________________

Efter at have ventet i cirka fem minutter, begynder stewardesserne at forklarer, hvordan sikkerhedsbælterne virker.

"Velkommen ombord alle sammen, det er jeres kaptajn, der taler. Jeg vil lige kort fortælle om hvordan turen kommer til at forløbe." siger kaptajnen over højtalerne. Hvor er det længe siden, at jeg har hørt nogen snakke dansk. Sidst var vel, da jeg sagde godnat til Mel for et par dage siden. En følelse af dårlig samvittighed rammer min krop, og jeg prøver på at tænke på noget andet. Jeg kigger ud af vinduet og, til min store overraskelse, sidder jeg endnu engang ved en flyvinge. Kaptajnen gentager alt det, som han lige har sagt, på engelsk og vi gør klar til at lette.

Jeg hader når fly skal lette. Jeg får altid en milliard propper i ørerne. og det tager for evigt at få dem ud igen. Flyet flyver opad og efter kort tid, giver kaptajnen tilladelse til, at vi må bevæge os i kabinen, og stewardesserne går igang med at sælge fra deres små vogne. Selv køber jeg ikke noget, da vognen kører lige forbi mig, uden at stoppe. Jeg lægger mærke til, at det her hende stewardessen igen, men hun har sikkert bare overset mig. Hvad er oddsene for, at hun kan huske mig? Jeg tager det gratis magasin op af den lille lomme, der sidder fast på sædet foran mig. Selvom det ikke er særlig spændende, går jeg meget op i, at jeg nærlæser hvert eneste ord. Af en eller anden grund, har jeg mange problemer med at læse ordene. Måske fordi, at det er lang tid siden, at jeg har læst noget på dansk? Jo flere sider jeg læser, jo længere synker jeg ned i sædet. Jeg må ligne en lille unge, som ikke ved hvordan man sidder i et flysæde. Jeg læser bladet igennem tre gange, før stewardessen opdager, at hun har glemt at tilbyde mig noget fra hendes lille, ligegyldige vogn. Hun stopper op ved siden af mig, jeg kigger op på hende, lægger bladet fra mig og retter mig op.

"Vil du have noget fra vognen?" spørger hun og jeg kigger bare på hende. Gad vide om hun kan huske mig... Det kunne være sjovt hvis hun kunne.

"Oh, sorry! I didn't realise, that you were from the UK. Want some from the wagon?" spørger hun igen. Okay, hun kan helt klart ikke huske mig. Jeg spiller med på idéen om, at jeg er fra England og svarer: "No thank you." med den mest britiske accent, jeg kan få frem. Hun smiler et af hendes falske smil og går videre. Jeg ruller med øjnene og læser videre.

Jeg overbeviser mig selv om, at jeg skal tisse, selvom det sikkert bare er en undskyldning for ikke at sidde og kede mig. Jeg rejser mig, på en ekstrem akavet måde, fra sædet og går ned gennem flyet, for at komme frem til toilettet. Jeg går lidt i mine egne tanker, og før jeg får set mig om, falder jeg over en gammel mands fod. Et par arme griber mig, før jeg lander på jorden, og hjælper mig op.

In Love With A SuggRead this story for FREE!