In Love With A Sugg

Kapitel 1 - Hvorfor mig?!

Det lyder måske som om, jeg brokker mig... Men hvorfor skal jeg slæbes med til London sammen med hele familien?!

"Det bliver skønt, skat. Bare vent at se!" Yeah right! I det mindste kommer jeg væk fra det her sted... Her sker seriøst intet!

"Men dit liv er jo perfekt!" er hvad alle på min skole siger. Bare fordi jeg er den bedste i min klasse, betyder det ikke at mit liv går under ordet 'perfekt'... Det er så heller ikke så svært at være den bedste. Især ikke når man kun er oppe imod hele tretten andre mennesker! Jeg ville bare ønske, at mit liv snart begyndte... Er det for meget at forlange? Mit liv har ikke ligefrem været det bedste... Men nu er jeg her. På et fly på vej mod London...

"Den 21. september 2014

Kære Dagbog
Så er vi ombord på flyveren mod London... Jeg håber ikke at drengen bag mig begy..."

"Hvorfor er det lige jeg skriver dagbog?" tænker jeg, mens jeg lukker min gamle notesbog i. Den er lyserød og slidt, så man næsten ikke kan se, hvad det er figuren skal ligne. Min lillesøster ville nok kalde det for en; 'Fe-Prinsesse'. Det skal lige siges, at hun er seks. Jeg kigger ud af vinduet. Det eneste jeg kan se er flyverens vinge. Det er ikke ret smart af min mor, bare at tage mig ud af skolen, så tidligt efter sommerferien, men jeg kan mærke på hende, at hun trænger til en pause. Især efter alt det, der skete med arbejdet.

"Farvel Danmark!" siger min lillesøster, Melanie. Både mig og mor kalder hende for Mel, men når vi er seriøse omkring noget, udtaler vi hele hendes navn. Hun læner sig over mig og vinker til... Fly vingen. Min mor griner et af de der: 'Åhh-hvor-er-min-lille-datter-dog-kær'- grin. Dem laver hun tit... Måske lidt for tit.

"Mel, vi er stadig på jorden!" siger jeg irriteret og ruller med øjnene. Jeg kigger mig rundt. Flyet er proppet med mennesker. De fleste snakker dansk, men indimellem kan jeg høre et par britiske accenter. Jeg begynder at rode i min taske efter min mobil. Jeg kan ikke holde to timers flyvetur ud, hvis jeg skal høre på alle Mel's små ligegyldige spørgsmål. Ah! Her er den. Jeg tager den op, og med det samme kommer en stewardesse hen til os.

"Hej og velkommen til Norwegian Air Shuttle!" siger hun, med en lidt for kæk tone. Hun har lyst hår, som er sat op i en stram knold. Hun kigger på mig med hendes store, blå øjne, som minder mig om en skyfri himmel.

"Du er nødt til at lægge din mobil væk, min ven." siger hun med sin lyse stemme. Siden hvornår er vi blevet venner?

"Hvorfor?" spørger jeg, nok med en lidt for skarp tone, for mor kigger på mig.

"Gør nu bare som den rare dame siger, Amanda!" siger mor irriteret, og jeg lægger mobilen tilbage i tasken. Hun ser op på stewardessen, og undskylder på mine vegne. Jeg har kun været på det her åndssvage fly i cirka ti minutter, og jeg har allerede fået skæld ud, som var jeg en syv-årig. Dagen starter godt ud må jeg sige.

"Det er skam helt okay," siger stewardessen. "Det er bare, at det elektroniske udstyr, som din mobil, kan forstyrre flyets styresystem, og vi kan jo ikke have at flyet styrter ned!" forklarer hun og ler falskt. Min mor griner med, men jeg synes ikke at det er spor sjovt. Jeg glæder mig til, at det her mareridt er slut!