Kapitel 35 - Den sidste dag i London

2.9K 94 14

Jeg tror aldrig, jeg har sovet så dårligt, som jeg har i nat. Jeg har ikke lukket et øje i mere end én time ad gangen, med to til tre timers mellemrum. Og nu, hvor jeg endelig er faldet i søvn, rusker Mel i mig. Skønt! Jeg vender mig om på siden, med ryggen mod hende.

"Amanda?" spørger hun, og læner sin lille krop ind over min. Jeg åbner det ene øje og kigger på hende. Hun griner og falder over på den anden side af mig. Jeg prøver at virke overskudsagtig, men det er virkelig hårdt. Jeg tager fat i hende og begynder at kilde hende. Hun griner, hviner og vrider sig mens mine fingre kilder hendes mave.

"Stop, Amanda! Stop!" råber hun og griner videre. Jeg stopper og lader hende få vejret. Hun griner stadig lidt, men holder efterhånden op. Jeg kigger på klokken og ser, at den kun er ni.

"Skal vi bestille noget morgenmad?" spørger jeg og hun nikker ivrigt. Hun hopper væk fra min dyne, så jeg kan komme ud. Jeg finder telefonen og ringer til roomservice. Noget af det bedste ved hotellet er, at deres service er i så god kvalitet. Der går ikke mange minutter før vores mad ankommer, og vi begynder med det samme at spise.

"Er du klar til at komme hjem i dag?" spørger jeg og tager en skefuld cornflakes. Hun trækker på skuldrene.

"Ja... Her er begyndt at blive lidt kedeligt." svarer hun og tager en slurk juice. Mel er en af de personer, som ikke kan lide når der sker det samme, eller når man er det samme sted, i for lang tid. Hun vil gerne ud og opleve noget. Udforske verden. Hun ender sikkert med at rejse hele verden rundt eller sådan noget.

Jeg smiler til hende og tænker på, hvad der mon skal ske, når vi kommer hjem. Joe's sætninger kører rundt i mit hoved: "You don't have a home! You're all alone!". Jeg ved godt, at det bare var noget han sagde i frustration, men det er stadig utroligt, at han kunne finde på at sige sådan noget. Jeg bliver revet væk fra min tanker, af en irriterende ringe lyd; Min mobil. Jeg ser mig rundt efter den, og indser, at den ligger inde i soveværelset. Jeg rejser mig, henter den og når lige at tage den, før at personen i den anden ende, ligger på.

"Hellooooooo?" siger jeg, og kan hører personen i den anden ende grine.

"Hey, it's me. Are you up?" spørger Joe. Det er meget sødt af ham at ringe hver dag, bare for at tjekke, at jeg er okay og har det godt.

"No, Joe, I'm talking to you in my sleep." siger jeg sarkastisk og ruller med øjnene.

"Ha-ha, very funny!" siger han og griner falskt. Jeg smiler og Sætter mig ned ved bordet.

"What are you doing?" spørger han og jeg vender mig mod Mel.

"We're eating breakfast." svarer jeg og kigger ind imod Mel. Hun er blevet færdig med at spise, og rejser sig, for at hente hendes dukker.

"Great... Look, I'm sorry for what I said yesterday... I was," siger han, men stopper. Jeg er stille og venter på at han fortsætter.

"I was frustrated and... Surprised by the fact that our... Or your, time here in London almost is over." forklarer han. Han har ret. Det er næsten slut. Jeg skal hjem idag og jeg får sikkert ikke Joe at se igen.

"Joe, it's fine. I know that you didn't mean it." siger jeg og han er stille et øjeblik.

"Can you forgive me?" spørger han og nikker hurtigt.

"I forgive you." siger jeg og synker en klump. Han har virkelig dårlig samvittighed.

"Thanks," siger han og det virker som om, at en stor byrde har løftet sig fra hans skuldre. "When are you leaving?" Jeg kigger på klokken.

In Love With A SuggRead this story for FREE!