Jeg kigger mig desorienteret rundt, men jeg genkender ingenting. Jeg tager mig til panden og vrisser. Jeg er faret vild. Jeg kan overhovedet ikke finde ud af hvor jeg er, eller hvor jeg kom fra. Jeg er nødt til at komme ud til hovedvejen, for at kunne få fat i en taxa. Jeg drejer til højre, derefter venstre og ender, på en eller anden måde, ude ved hovedvejen. Tænk at man kan finde vej i London, ved at dreje et par gange. Jeg kigger rundt efter et vejskilt, dog uden held.

"Det gik lige så godt..." mumler jeg for mig selv, og beslutter mig for at gå op af vejen. Jeg ser en metro nedgang og løber hen til det. Lige nu vil jeg bare gerne hjem. Jeg køber en billet, der er meget billigere end en taxa tur ville have været, og finder den linje, jeg skal med.

Et kvarter senere, er jeg tilbage uden for hotellet. Jeg går op på værelset og husker, at Mel stadig er nede i 'børnehaven'. Jeg vrisser igen og går tilbage ned i lobbyen. Jeg får hurtigt fat i Mel, og går tilbage op på værelset. Jeg sparker mine sko af, og jeg sætter mig i sengen sammen med Mel. Det er rart at være 'hjemme' igen. Jeg tænder for fjernsynet og zapper over en børnekanal.

"Stop! Gå tilbage!" råber Mel, og prøver at tage fjernbetjeningen ud af min hånd. Jeg lader hende tage den og hun zapper tilbage. De viser en gammel Disney film, der er på engelsk, men Mel er ligeglad.

"Se! Se!" siger Mel og peger. Jeg griner og hører nogen banke på døren. Jeg rejser mig fra sengen og lader Mel blive siddende.

"Nu skifter hendes kjole farve!" råber Mel, og virker vældig forbløffet over filmens 'magi'. Hun drømmer sikkert om selv at blive en disney prinsesse, ligesom alle andre piger på seks år. Filmen slutter og reklamer ruller over skærmen. Jeg ler og åbner døren. En meget høj, blond fyr står foran mig. Hans hud er solbrun og han har mørke øjne. Han har et mørkeblåt jakkesæt på og har en taske i hånden.

"Miss Looney?" spørger han og jeg nikker. Han holder hånden frem og jeg trykker den.

"I'm Mr. Brown. I'm a lawyer and I'm here to talk to you about, your mother and your situation." informerer han, da jeg trykker hans hånd. Jeg siger ingenting og prøver, så godt som jeg kan, at holde tårerne tilbage. Jeg lader ham komme ind, og han går direkte ind i stuen. Han kigger rundt og nikker af og til. Vurderer han lejligheden eller hvad? Han får øje på Mel og vinker til hende. Jeg går hen til døren og lukker den, så han ikke kan kigge ind på hende.

"Want some coffee or something?" spørger jeg, men han ryster på hovedet.

"I'd rather just start talking." svarer han og går hen til spisebordet. Jeg løfter fornærmet mine øjenbryn og følger efter ham hen til bordet. Han virker ret arrogant, men han vil sikkert også bare gerne have det overstået. Han sætter sig ned, uden så meget som at spørge om lov, og jeg sætter mig overfor ham. Jeg troede at briter var venlige. Der kan man bare se.

"I thought that it would be a policeman, who was going to talk to me." siger jeg og han nikker bekræftende.

"He'll talk to you later this week." forklarer han og lægger sin taske op på bordet.

"Hold on! Later this week? No. No, I have to go home." svarer jeg og han kigger undrende på mig.

"I'm afraid that, that isn't going to happen," siger han og forklarer min 'sag'. Jeg kan åbenbart ikke komme hjem, da domstolen er ved at afgøre, hvad der skal ske med os. Vi kan enten bo hos mine bedsteforældre eller ryge på børnehjem.

"You'll be able to go home at the end of the week." siger han og kigger op fra nogle papirer. Slutningen af ugen?!

"But I want to go home! I don't just want it, I need it!" siger jeg vredt og han kigger forskrækket på mig.

In Love With A SuggRead this story for FREE!