In Love With A Sugg

Kapitel 47 - Parken

*Video af: WaterTower Music / Sunget af: Jamie Blackley - Willamette Stone*

Joe følger efter mig op ad trappen, mens han stadig prøver at lade være med at grine. Oli og Caspar har allerede sat sig på sofaen, og jeg tror, at de venter på, at XBoxen skal starte op. Jeg går hen mod køkkenet, for at få et glas vand. Jeg har virkelig brug for at få en pause, og det kan et glas koldt vand hjælpe med.

"Where are you going?" spørger Joe, der sikkert tror, at jeg skal til at gå. Jeg stopper op og vender mig mod ham.

"I'm just going to get a glas of water." svarer jeg og går videre. Joe ånder lettet op, af en eller anden underlig grund, men følger stadig efter mig. Jeg finder hurtigt ud af hvor glassene er, og at de har koldt vand i køleskabet.

"So what do you want to do today?" spørger Joe, da han sætter sig på en af barstolene, som står på den anden side af det køkkenbord, der vender ud mod stuen. Jeg trækker på skuldrene og hælder lidt vand op i glasset.

"I don't know... Relax?" svarer jeg og tager en slurk af mit vand. Joe nikker og jeg går ud fra, at han tænker over noget, som vi kan lave. Han drejer en halv omgang på stolen, så han har ryggen til mig.

"Caspar, what are you and Oli planning to do today?" spørger Joe, en optaget Caspar. Der går lidt tid før han svarer: "Stay here I guess." London er en stor by, der må da være noget vi kan lave.

"We could go for a walk? I could really use some air." foreslår jeg. Joe trækker på skuldrene, rejser sig fra stolen og finder sin jakke.

"Why not?" svarer han og tager jakken på. Jeg smiler, stiller mit vand på bordet og henter min jakke.
___________________________________________________________________

Turen vi går er ikke lang, men heller ikke vildt kort. Jeg har ingen idé om hvor i London vi er, men hvis jeg har nogle spørgsmål, er Joe mere end villig til at svare på dem. Om så han kender svaret eller ej. Kulden bider i mine kinder, men det er dejligt forfriskende. Vi går igennem en slags park med en masse træer, bænke og endda en legeplads. Hvis Mel var her, ville hun løber over mod den som det første. Vi går forbi en fyr, der spiller guitar for penge. Han er enormt dygtig til at spille, og har en stemme, som kan få en til at slappe helt af. Jeg finder en mønt i min lomme og stopper op, så jeg kan smide den i hans guitartaske. Det var heldigvis ikke en dansk krone. Jeg lader mønten dumpe derned og fyren smiler til mig. Jeg går stille over til Joe igen og hører fyren synge ordene: "How could a heart like yours, ever love a heart like mine? How could I live before? How could I have been so blind? You opened up my eyes..."

Jeg vender mig om og kigger en sidste gang på fyren. Jeg mærker en hånd tage min, og vender mit fokus mod Joe igen. Jeg kigger først på vores hænder og derefter op på ham. Han lader som ingenting, selvom han godt ved, at han lige har gjort noget stort. Ja, vi har krammet. Ja, vi har kysset. Men er vi kærester? Eller er vi bare venner? Det ved jeg ikke, men noget siger mig, at vi er på vej ud af det, som folk kalder for: 'the friendzone'. Har vi overhovedet været i vennezonen? Der har vel altid været lidt flirteri mellem os, men ikke noget seriøst. Ikke før jeg tog hjem. Men hvor er vi nu? Det hele er ret forvirrende. Er jeg på vej til at få en kæreste?! Og hvis jeg er, er jeg så overhovedet parat? Jeg smiler og kigger op på Joe, som bare kigger lige ud. Jeg bider mig i læben og vælger at tage en beslutning, som jeg ved har en eller anden form for betydning. Måske ikke en stor betydning, men bare en lille bitte en. Jeg stiller mig hurtigt på tæer og kysser forsigtigt Joe's kind. Han kigger forbavset på mig.

"What was that for?" spørger han. Jeg trækker på skuldrene.

"Does everything need a reason?" spørger jeg. Han tænker lidt over det.

"I guess not." svarer han og smiler, før han igen kigger ligeud.