Jeg tror at jeg har svaret på måske halvtreds spørgsmål, da Joe endelig giver mig lov til at stille ham et par spørgsmål omkring hans liv.

"So, where did you grow up?" spørger jeg og ser interesseret på ham. Han smiler og svarer: "Lacock, Wiltshire." Jeg har ingen anelse om hvor det ligger, men nikker bare, som om jeg hundrede procent ved hvor det er. Efter mine niogfyrre andre spørgsmål ved jeg blandt andet, at Joe's forældre blev skilt i 2012, hans første kys, fik han på en kirkegård og at han blev født den 8. september 1991. Ikke de vildeste facts, men stadig brugbare... Måske ikke den med at han kyssede en pige på en kirkegård... Det er bare lidt uhyggeligt.

Vi snakker i flere timer, og det ender med, at Joe først tager hjem ved halv et tiden. Nu kan jeg til gengæld mærke at min krop er udmattet. Jeg giver Joe et kram i dørkarmen og lukker døren efter sig. Det er vidst på tide at gå i seng. Jeg skifter mit tøj, tager elastikken ud af mit hår, børster det, tager min makeup af, børster mine tænder, tager min kontaktlinser ud og går til sidst ind i seng.
___________________________________________________________________

London Eye er et smukt stykke håndværk, må jeg sige. Jeg kan ikke huske, at jeg tog herhen, men nyder bare udsigten.

"Hvad leder du efter, Amanda?" spørger en stemme bag mig, og mit blod fryser til is. Jeg vender mig om og ser, som jeg havde forventet, en lav, slank, brunhåret dame.

"Mor?" spørger jeg og mærker tårerne trille ned af mine kinder. Hun smiler og nikker bekræftende. Jeg snøfter, går hen til hende og krammer hende, men jeg kan ikke mærke hende. Mærker ingenting. Det er bare som om, at jeg krammer luften. Jeg kan ikke mærke hendes altid varme arme omkring mig, som jeg savner så utroligt meget. Jeg lægger mit hoved på hendes bryst, men kan ikke høre hendes hjerteslag. Der er ingenting. Jeg kigger op på hende og hun smiler til mig.

"Hvorfor kan jeg ikke mærke dig?" spørger jeg usikkert og hun bryder krammet.

"Fordi jeg er død, Amanda." fortæller hun og lige med ét, er jeg alene igen. Jeg hører et skrig og kigger ned. Jeg er ikke længere oppe i London Eye, men på broen, der fører over til Big Ben og Westminster Abbey. Jeg ser min mors krop fanget mellem en bilrude, og mit blik flakker over på hendes døde øjne, der kigger op på mig. Jeg tager mig til munden og gisper. Jeg kan ikke få vejret. Min krop falder sammen og jeg sidder midt på vejen. Jeg prøver at tage dybe indåndinger, men det virker ikke. Jeg tager mig til hjertet og lægger pres på mit bryst. Jeg mærker en hånd på min ryg og kigger forskrækket op. Joe's varme øjne møder mine og min vejrtrækning bliver roligere.

"You're going to be okay, bench-girl... I promise." siger han og hans ord giver genlyd. Omgivelserne forsvinder omkring mig, og alt er bare sort.

"Why do you dream about him?" spørger en stemme og jeg genkender den: Zoe. Jeg kigger ud i mørket, men kan ikke se noget.

"Zoe? Where are you?" spørger jeg og ekkoet gentager mine ord.

"Do you really think that I guy like Joe, would date a seventeen year-old?" spørger en anden stemme: Caspar. Jeg rynker brynene og vender mig om, men der er ingenting.

"What are you talking about? Joe accepted my age!" råber jeg tilbage og kigger forvirret rundt. Hvad sker der?

"He doesn't like you in the way, that you like him." konstaterer en tredje stemme: Tanya. Jeg prøver febrilsk at følge deres stemmer, men jeg kan ikke bevæge mig.

"This isn't real... This isn't happening!" råber jeg, men jeg er ikke sikker på, at jeg tror på det. Jeg tager mig til tindingerne og sætter mig ned på gulvet, mens jeg gentager ordene: "This isn't real... This isn't happening...This isn't real... This isn't happening...."

In Love With A SuggRead this story for FREE!