Addicted to you • E.D • // Afsluttet

S E V E N T Y - T W O

Denne uge gik hurtigere end alle andre uger jeg nogensinde har oplevet. Pludseligt er jeg i lufthavnen med en kuffert på vej mod en flyver som skal føre mig til min mormor i Californien. Lufthavnen er pakket med mennesker som alle virker forventningsfulde. De fleste ligner nogle der skal til eksotiske lande og slappe af, og andre ser trætte ud og ligner nogle der skal hjem til hvor de nu end kommer fra. Jeg føler mig ret malplaceret. Jeg hører ikke til her. Jeg burde være derhjemme og gøre mig klar til en prøve i fysik, som jeg skulle have haft. Okay for at være ærlig, ville jeg ikke vide, at vi havde test, hvis ikke Marissa havde fortalt mig det. Hun havde travlt med det tidligere, men hun er her nu ved min side. Jeg kigger over på hende, og hun sender mig et smil i retur. Jeg tager en dyb indånding og følger efter mine forældre. Vi kommer alt for hurtigt ud til min gate, og den er allerede begyndt at gate. Jeg kigger rundt, men jeg kan ikke se ham. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Jeg havde måske forventet, at han ville sige farvel! Jeg har ikke set ham hele ugen, ikke siden i mandags, hvor at han sagde, at han elskede mig. Jeg tror på ham. For jeg elsker også ham. Og den del der elsker ham, havde nok forventet at se ham i dag. Jeg ser måske ikke Ethan de næste par år. Bare tanken ædelægger alt inden i mig.

Jeg kigger skræmt ud på den store flyver. Jeg ville normalt være hunderæd for at flyve, men det er jeg ikke i dag. Jeg har slet ikke energi til at tænke på det.

Jeg vender mig mod Marissa som smiler til mig.

" Jeg kommer til at savne dig Alex " Siger Marissa smilende og trækker mig ind i et tæt kram. Jeg krammer hende tilbage og smiler.

" Jeg kommer også til at savne dig M. Du er den bedste, og jeg er glad for, at vi kunne starte på en frisk " Siger jeg. Vi trækker os, og Marissa tørrer hurtigt nogle tårer væk, og vi griner begge.

" Så sentimental man bliver med årene " Siger jeg, og Marissa griner. Jeg kigger hen mod mine forældre, og de smiler begge til mig.

" Jeg er så stolt af dig Alex " Siger min far og trækker mig ind i et fast og hårdt kram. Sådan et rigtigt far kram, som får en til at føle sig lille og beskyttet.

" Jeg kommer til at savne dig far " Siger jeg og min far kysser mig blidt på hovedet.

" Pas godt på dig selv prinsesse! " Siger han. Jeg smiler til ham og vender mig mod min mor. Hun smiler stolt til mig og trækker mig ind.

" Jeg er så stolt af dig min skat! Du er så sej, og jeg ved at alt nok skal gå " Siger hun. Jeg nikker og trækker mig. Min mor kysser også toppen af mit hoved, en tradition i min familie. Jeg kigger så rundt, men jeg kan ikke se ham. Mit hjerte synker helt, og jeg havde sådan forventet at se ham. Mine skuldre synker sammen. Min mor kigger rundt og kigger halvt smilende på mig.

" Er han ikke kommet? " Spørger hun, og jeg ryster på hovedet. Min mor sukker og giver så min hånd et klem. Jeg kigger op på hende.

" Du er stærk Alex! Jeg ved det er hårdt, jeg har også været sammen med drenge i den alder. De er ikke til at stole på. Det vil være hårdt i starten, men bagefter bliver alt bedre. Det lover jeg " Min mor giver slip på min hånd og giver mig et smil. Jeg nikker bare. Jeg finder mit pas frem og mit boardingpas og vinker til dem, før at jeg går frem til skranken og får bibbet min billet, og så går jeg ud i en gang mod flyveren. De længste og hårdeste skridt, jeg nogensinde har taget.

Jeg kigger ud af en lille rude, da flyet letter fra jorden.

***

Min mormor tager glad imod mig ude i lufthavnen, og det er nu meget rart at se hende igen. Hun har købt mine yndlings bolsjer, og vi går hånd i hånd ud af lufthavnen. Hun kan altid få et smil frem, og i et øjeblik glemmer jeg Ethan, men så er han i mine tanker igen. Men jeg lukker ham ude. Lader mig ikke tænke på ham, og jeg snakker med min mormor på vej hjem til hende. Solen er ved at gå ned over Los Angeles, og jeg har glemt hvor fantastiks her er. Jeg har dog altid set mig selv som en New York pige, men Los Angeles er vel også fint nok.

Da vi kommer hjem til min mormor, viser hun mig til det gæsteværelse, jeg altid har brugt, som nu bare er mit værelse. Her er en seng, et tøjskab og et skrivebord. Det ligner meget mit derhjemme, her er bare ikke en stor vinduskarm. Min mormors hus er kun i en etage, så jeg har heller ikke en mega flot udsigt, men jeg kan godt leve med det. Jeg pakker ud, og min mormor laver mad. Vi spiser sammen, og jeg fortæller lidt om Marissa, og min mormor lytter interesseret. Hun fortæller, at hun også har det meget godt, og vi hygger.

" Så Alex, samfundsydelse? " Spørger min mormor. Vi griner begge, og jeg nikker.

" Jeg lover det ikke var meningen mormor " Siger jeg, og hun griner bare. Vi sidder inde i stuen og hygger, og jeg har lige fortalt om mine ydelser jeg skal. Jeg kan ikke mere arbejde på børnehjemmet, men de har tildelt mig en person, som jeg skal tage mig af og hjælpe. Det skulle være en på min alder fra Jersey, som jeg skal hjælpe i gang. Det var noget med, at personen også har haft noget med kriminalitet at gøre, så jeg skal hjælpe personen med skole og sådan, samtidigt med mig selv. Det lyder nu fint. Det kunne jo blive en god veninde.

" Jeg har altid vidst, at du en dag endte i problemer! Da du var lille og besøgte os her, legede du meget med nabo drengen, og hans mor ringede flere gange fordi hendes søn pludseligt havde blå mærker rundt omkring " Siger min mor. Jeg griner og smiler, og husker ham pludseligt. Emilio. Italiensk familie, min alder. Vi legede meget... Eller, jeg legede med ham.

" Bor han der stadigt? " Spørger jeg nysgerrigt. Min mormor nikker smilende.

" Han er blevet noget at et geni! " Fortæller min mormor. Vi snakkervidere om alt muligt, og da klokken er meget siger vi godnat, og så går jeg indpå mit værelse. Jeg klæder om til nattøj, og jeg kryber så i seng. Det erunderligt at ligge i en fremmed streng, men jeg må vænne mig til det. Jeg skalbare huske på, at det kun er halvandet år. I morgen skal jeg ud og mødepersonen, som jeg skal hjælpe, og i overmorgen starter skole. Men skulle tro,at det var det jeg tænkte på, men jeg tænker stadigt på ham. Ethans hår, hanssmil, hans perfekte kæbe, den måde man kan se hans muskler igennem hansT-shirts. Jeg falder i søvn med Ethan i mine tanker. Jeg er afgjort faldet forham.

_____

Sidste kapitel kommer i morgen fordi i morgen er det TIRSDAG og HALLOWEEN!!!! Sådan, den bedste dag på året oven i tirsdag!!!😂😂❤️❤️ Jeg er så mega klar, og derfor skal bogen også slutte der! Håber i alle får en god mandag❤️

Indtil vi ses næste gang, PEACE!✌️💙🔥