Addicted to you • E.D • // Afsluttet

F O U R T Y - T H R E E

Som sædvanligt er jeg på vej i skole. Jeg parkerer min Jeep på parkeringspladsen, svinger min taske over min skulder og begiver mig op imod skolen. Folk kigger og hvisker, men det er ikke nyt. Men folk rykker sig væk når jeg kommer gående, så folk tror sikkert at jeg er en forbryder eller værre. Det er jeg egentligt også rigtigt. I starten hadede jeg rygter. Men nu syntes jeg bare at det er sjovt. Folk kan virkeligt være naive.

Jeg går op imod skolen og ser Veronica, Sofia og Marissa stå ved hovedindgangen og snakke. Marissa siger noget, og de griner alle. Jeg stopper op og ved ikke om jeg skal gå hen til dem eller ej. Men kort tid efter lander Veronicas øjne på mig, og hendes øjne bliver små og onde. Hun siger noget, og de kigger alle på mig. Jeg tager tøvende min hånd op og vinker et lille vink til dem, men Sofia fnyser, og de vender sig rundt og går ind på skolen. Marissa kigger bedrøvet på mig og følger med de andre. Jeg havde godt set den komme, at min gruppe ikke ville elske mig. Veronica og Sofia prøver jo nok at beskytte Marissa, og det forstår jeg godt. Jeg har slet ikke kendt dem i så lang tid, som de har kendt hinanden. Men for nu er det fint nok. Jeg vil give dem plads, hvis det er det som de har brug for. Jeg er bare stadigt glad for, at Marissa kom forbi stationen i går. Jeg ved godt stadigt at jeg skylder hende en stor undskyldning, men jeg vil vente til, at jeg finder de perfekte ord. Det håber jeg, at hun forstår.

Jeg begiver mig ind på skolen og går imod mit skab. Jeg går forbi nogle af Caspars venner, men kan ikke få øje på Caspar. Ham har jeg næsten ikke tænkt på. Der er bare sket meget, men jeg håber heller ikke, at jeg behøver at bruge energi på at tænke på ham.

Jeg finder mit skab og åbner det. Jeg finder mine bøger og lukker skabet. Men da jeg lukker skabet, popper Ethans ansigt op lige ved siden af mig. Jeg springer forskrækket nogle skridt tilbage og tager mig til brystet.

" Du må ikke snige dig ind på mig på den måde! " Siger jeg med rystende stemme og Ethan griner.

" Du lignede en der havde set et spøgelse! " Siger han. Jeg får styr på min vejtrækning, og retter mig op så jeg ikke ser bange og forskræmt ud.

" Undskyld mig, men jeg havde ikke lige forventet at du ville stå der " Siger jeg. Ethan lægger hovedet på skrå og smiler flirtende.

" Hvorfor ikke? Er det udsædvaneligt at skolens lækreste dreng vil snakke med dig? " Siger han og fugter sine læber. Jeg kigger kort på hans læber og så op på hans øjne. Han er god til hvad han laver. Men jeg falder ikke for det der igen.

" Ethan hvad er det du vil? " Spørger jeg sukkende. Ethan løfter overrasket øjenbrynene.

" Så du indrømmer at jeg er den lækreste dreng? " Siger han overrasket. Jeg ryster kraftigt på hovedet.

" På ingen måde! " Siger jeg.

" Måske ville jeg bare gerne snakke med dig? " Siger han og træder tættere på mig. Han kommer så tæt på at jeg træder tilbage, og min ryg møder skabene. Hans veltrænede bryst ophober sig foran mig, og til sidst kigger jeg lige ind i hans bryst. Jeg kigger stille op og møder hans øjne.

" Så snak " Hvisker jeg. Mine knæ er bløde, og min stemme svigter. Jeg hader den effekt han har på mig. Det er som om, at han fortryller mig. Det er som når jeg tager drugs. Ethan er bare et meget stærkt stof... Dødeligt! Hvorfor er det lige, at jeg sammenligner ham med stoffer? Min hjerne har da vidst taget skade.

" Du ved godt at det ikke er min ting, baby girl " Siger han lavt og hæst så det kun er mig der kan høre det. Min vejtrækning bliver hurtigere, og hans hoved læner sig tættere ned imod mit. Hans ene hånd er lige ud for mit hoved, og jeg føler mig ret så fanget imellem skabet og Ethan.

" Ethan! " Siger jeg advarende, men min stemme lyder slet ikke så alvorlig som jeg ønskede at den skulle. Den lyder svag, og jeg kan se på Ethan, at han godt lagde mærke til det. Han smiler sit brede skæve smil som har smeltet mange pigehjerter, og lader så sine tænder nippe blidt i min øreflip. Berøringen sender kuldegysninger igennem min krop, men på den gode måde. Jeg kan mærke mine kinder tage farve, og det er der at det går op for mig hvad der sker. Jeg skubber ham hårdt væk i brystet og skynder mig væk fra ham. Han kigger overraskende på mig og smiler.

" Kom tilbage babe, vi havde det lige så sjovt! " Siger han. Jeg ryster på hovedet.

" Hør Ethan, det der skete den lørdag var en fejl... En meget stor fejl. Og jeg er ked af hvis jeg har sat dine forventninger op, men jeg skal aldrig mere lave noget med dig! Ja vi har samfundsydelser at udføre sammen, men det betyder intet! Jeg er træt af dine lege, og jeg er træt af alle dine små spil! Jeg er træt af dig Ethan Dolan! Please bare lad mig være i fred " Min stemme bliver stærkere og stærkere, og pludseligt snakker jeg så højt, at alle på gangen stopper og lytter. Ordene kommer lige fra hjertet, og de er underligt svære at sige. Ethans øjne er overraskede, men da han opdager at der er publikum på, retter hans sig op og hans øjne bliver mørke.

" Du ved at du kunne lide det! " Råber han vredt og højt, og hvis folk ikke var stoppet før, så er de det bestemt nu. Jeg løfter hånenden mine øjenbryn af ham. Jeg ser de andre drenge dreje rundt om hjørnet, og se kigger hurtigt alle på Ethan og jeg. Grayson går forrest og stopper forvirret op. Jeg smiler bare et skævt selvsikkert smil til ham.

" Nah... Din bror var bedre! " Jeg blinker til Grayson og vender mig så om. Alle er helt stille i chok, og jeg kan mærke folks stirrende blikke. Jeg smiler bare for mig selv og begiver mig imod historie.

_________

Jeg er tilbage med et kapitel! Undskyld for manglende opdatering igår, men jeg havde det virkeligt ikke godt. Jeg er dog stadigt syg i dag, men jeg følte at jeg skyldte jer et kapitel!<3 Jeg håber at i kunne lide det:) 

Indtil vi ses næste gang, PEACE!