Addicted to you • E.D • // Afsluttet

S I X T Y - T W O

Dagene op til fredag har været helt specielle. Ethan og jeg har haft det mega dejligt og sjovt, og jeg er virkeligt begyndt at lære denne nye Ethan at kende. Vi er mødtes i pauserne nede bag skolen og har haft nogle ret hede øjeblikke, og så snart at klokken har ringet, så er vi begge smuttet tilbage. Det er som om, at vi begge har to liv. Jeg føler det lidt som Romeo og Julie! Det er nok en overdrivelse, men jeg kan godt lide at overdrive. Mere fordi at vi ikke rigtigt kan være sammen, men vi er det alligevel!

Men i dag er dagen kommet, hvor at jeg skal slutte mit ene liv. Det liv med Grayson. Jeg er lige nu på vej til frokost, og jeg har nogenlunde tænkt igennem, hvad jeg vil sige. Jeg har ikke lyst til at slå op med ham foran alle hele skolen, men på den anden side vil jeg gerne have, at de alle får det at vide med det samme. Jeg orker ikke at der først skal gå rygter om det. Det er måske egoistisk, det ville nogen nok mene, men jeg syntes det er det som er bedst for os alle. Jeg er bare ret spændt på hvordan Grayson kommer til at tage det. I denne uge har vi ikke været meget sammen. Og når vi har, så er det mest kun han der har været tilstedeværende. Det føles som om det er lang tid siden at jeg rigtigt har snakket med ham. Og jeg er også ked af at skulle ødelægge vores venskab. Grayson og jeg har haft nogle sjove øjeblikke, som jeg nok altid vil huske, når jeg tænker tilbage på High School. Men jeg bliver nød til at gøre det her. Mine følelser for Ethan er virkeligt vokset. Jeg troede aldrig, at jeg skulle falde for en bad boy igen, men der må jeg så tro om. Det er også lidt komisk, men Ethan er slet ikke så bad som han ser ud. Han har bare et hårdt ydre, men et bedårende indre. Selvom Ethan dog hader ordet bedårende! Eller cute... bare alt der har noget med det at gøre. Ethans ord om mig er hot og lækker, men ikke sød og charmerende. Det er vel også fint nok.

Jeg træder ind i det overfyldte cafeteria, som på trods af at klokken kun ringede for 10 minutter siden, er prop fyldt med mennesker. Men selvom der er mange mennesker, ved jeg lige hvor, at jeg skal hen. Jeg begiver mig over mod det store runde bord i midten. Der er ligesom den her underlige cirkel rundt om det runde bord. Ingen borde står tæt på af det, og der er en form for usynlig væg imellem den og resten. Jeg spotter Grayson som sidder og snakke med Aaron og Cameron, og Ethan står lænet op af bordet på den anden side og snakker med Jack. Der er ingen piger ved bordet i dag, og folk følger mig nysgerrigt med øjnende, da jeg går hen og stiller mig foran Grayson. Folk ved godt at vi er kærester. Der er endda piger der er kommet op til mig, og har sagt at de shipper os? De kaldte os vidst Galex eller sådanne noget. Det var i hvert fald ret underligt.

Graysons øjne kigger op på mig, og hans mund bryder ud i et smil.

" Alex! " Siger han glad og rækker sine hænder frem mod mig, for ligesom at inviteret mig til at sætte mig ned ved siden af ham. Jeg kigger kun på hans hånd, og han må have set mit blege ansigt, for han rejser sig bekymret op og stiller sig foran mig.

" Jeg... skal snakke med dig " Begynder jeg stille. Da de ord har forladt min mund, er det som om at alle i cafeteriet holder vejret. Grayson sender mig først et forvirret blik, men hans øjne bliver så helt kolde og små. Han træder et skridt væk fra mig.

" Er det her "det er ikke dig, det er mig" snakken? " Spørger han koldt. Jeg synker en klump som har samlet sig i min hals, og kigger panisk rundt. Jeg ser Ethan, men han kigger væk.

" Ja... Eller... Jo " Stammer jeg stille. Jeg kan høre et par gisp fra et bord ikke så langt væk, og nogle enkelte begynder at hviske. Grayson øjne kigger ind i mine, men i stedet for at være fyldte med vrede, stirrer de sårede ind i mine. Han kigger rundt på alle folk rundt om os.

" Hvad glor i på? Syntes i det er sjovt, at se en dreng få knust sit hjerte? " Siger han, ikke specielt højt, men fordi der er så stille, er jeg 100% sikker på, at alle kan høre det. Folk kigger væk og ned, men ingen siger stadigt noget. Grayson kigger tilbage på mig. Tårende har samlet sig i min øjenkrog.

" Det... Det går bare ikke... Vi passer bare ikke sammen " Prøver jeg, men Grayson ryster bare på hovedet og kigger ned.

" Du gav mig aldrig en chance! Jeg har nok altid godt vidst, at det ikke skulle være os to! Men du gav det ingen chance Alex! " Siger han ulykkeligt. Jeg kan endda se tårende i hans øjne, og jeg ved pludseligt, at jeg, Alex Morgan, lige har knust hans hjerte.

" Men vi kan da stadigt være venner? " Siger jeg med håb i stemmen, men Grayson snupper bare sin jakke og ting og kigger en sidste gang koldt på mig.

" Det tror jeg ikke " Svarer han, og han går så ud af cafeteriet. Cameron er den første til at rejse sig og følge med, og han sender mig et skuffet blik.

" Ikke cool Morgan " Siger han og forsvinder så ud efter Grayson. Jack rejser sig også, men han kigger ikke engang på mig. Aaron rejser sig også, og han kigger tomt på mig.

" Jeg håber at du ved hvad du gør " Siger han, kun sådan så jeg kan høre det og følger så med de andre ud. Jeg kigger over på Ethan og forventer, at han bliver med mig, men han rejser sig og følger med de andre. Jeg står til sidst alene tilbage, i totalt stilhed med et helt cafeteria stirrende på mig. Jeg kigger rundt, men kan ikke se meget for tårende, men jeg spotter Marissa, Veronica og Sofia som kigger over mod mig. Jeg har allermest lyst til, at kaste mig selv i favnen på hende og græde ud, men jeg er godt klar over, at jeg ikke er velkommen. Jeg skynder mig derfor ud af cafeteriet, og ud på det nærmeste pige toilet. Da jeg kommer derud, sørger jeg først for, at der ikke er nogen, og til mit held, er jeg heldig. Her er helt tomt. Jeg lader så alle mine tårer få frit løb. Men der er ikke mange. Jeg kigger på mig selv i spejlet, og forstår slet ikke hvorfor at jeg er så ked af det. Måske er det fordi at jeg lige har mistet en god ven. Måske fordi jeg har knust Graysons hjerte, og fordi jeg selv ved hvor hårdt det er. Jeg vidste slet ikke, at han elskede mig. Men det var ret tydeligt.

Jeg tørrer tårende væk med et stykke papir, og dubbervand rundt om mine øjne for at få den røde farve væk. Da jeg er færdig, læggerjeg et nyt lag mascara og gnider det gamle væk fra under mine øjne, og når atgøre mig selv i stand igen, lige til at klokken ringer. Jeg går ud fratoilettet og mod min sidste time. Folk stirrer på mig og hvisker, men jegignorerer dem. Hvis de vidste hvor meget jeg har med at gøre, så ville de ikkestirre. Men det ved de ikke. Faktisk, tror jeg slet ikke at nogen ved det.

_____

Allerede fredag! Hvor bliver tiden dog af?💛 Håber at i kunne lide dagens kapitel🍂
Indtil vi ses næste gang, PEACE!✌️