Addicted to you • E.D • // Afsluttet

S E V E N T Y - O N E

Vi går hjem hånd i hånd. Denne gang er der også stilhed, men ikke på samme måde som før. Vi går bare og nyder hinandens nærvær, og vores fingre er flettede sammen. Jeg er så mega lykkelig, men jeg har stadigt en del tanker og bekymringer inde i mit hoved. Vi skal have fortalt mine forældre, at Ethan og jeg er sammen igen, og så skal vi have dem overtalt til at lade mig blive i New Jersey. Jeg kan bare ikke forestille mig selv i Californien. Godt nok var jeg klar til at rejse før, men nu hvor Ethan er inde i billedet igen, virker det så mega forkert. Mit hjerte gør ondt ved tanken om at undvære ham, og jeg ved bare at et lang distance forhold ikke kommer til at virke. Ikke for os. Jeg er afhængig af ham. Jeg har brug for ham. Og det må jeg håbe at mine forældre forstår.

Ethan åbner døren ind til mit hus for mig, og jeg træder nervøst ind over dørtrinnet. Jeg kan høre stemmer inde fra stuen. Vi har nok været væk i en halv time, så jeg håber virkeligt ikke at Marissa er helt død.

Vi sætter vores sko ved døren, og jeg tager mit overtøj af, men Ethan beholder sin læderjakke på. Den klæder ham utroligt godt, og den giver ham et ret råt look.

Da vi træder ind i stuen, ser jeg min mor og Marissa side og spille monopoly. Min mor griner, og Marissa fniser. Da vi kommer ind kigger Marissa op. Hun ser med det samme vores flettede fingre og smiler et kæmpe smil til mig. Min mor ser Marissa opmærksomhed er et andet sted, og vender sig rundt på hendes stol. Da hendes øjne lander på os, rejser hun sig forvirret op.

" Alex... Ethan " Siger hun overrasket. Hun retter sig op, så hun får sin fulde højde og kommer hen til os. Hun virker forvirret.

" I er... Hvad? " Spørger min mor og kigger på mig. Jeg smiler prøvende til hende.

" Vi har snakket om det hele... Ethan har valgt at tilgive mig... For... Ethan og jeg elsker hinanden! Og dig og far, i har også diskutioner, det har Ethan og jeg også! Og vi hører sammen " Jeg kigger ned på vores hænder og smiler op til Ethan som smiler tilbage.

" Han er det bedste der er sket for mig, og jeg kan ikke leve uden ham! Jeg kan ikke rejse til Californien mor. Jeg forstår din bekymring, men mit liv er her i Jersey, hvor at Ethan også er... Jeg forsåtr det kan forvirre dig, men jeg skal nok ringe til mormor og aflyse! " Jeg smiler til min mor. Hun smiler tilbage, og alt inden i mig tror, at hun vil sige ja nu, men det sker ikke.

" Jeg er så glad for, at i har fået snakket om det! Det er stort af dig Ethan at tilgive min datter. Det hun gjorde var meget forkert " Starter min mor. Hun kigger så ned på mig og hendes smiler forsvinder.

" Men Alex, du kan ikke blive her i Jersey! Så meget som jeg ville have ønsket, at du kunne blive her med Ethan og med mig og far, så kommer det ikke til at ske! " Siger hun og smiler undskyldene til mig. Marissa rejser sig stille fra sin stol. Jeg kigger vredt på min mor og giver slip på Ethans hånd og krydser mine arme.

" Hvad mener du mor? Hvorfor ikke? Hvad er forskellen på her og Jersey? " Siger jeg vredt. Jeg troede lige, men der troede jeg noget forgæves.

" Hør nu skat, du har haft nogle hårde år... Du dumper i flere fag, og jeg ønsker dig altså kun det bedste! Mormor har et skønt hus, og jeg ved, at du vil have godt af det... Efter alt med Josh og- " Min mor plaprer løs, og da hun nævner Josh, afbryder jeg hende.

" Du ved ingenting! " Hvæser jeg. Ethan står utilpas ved siden af mig, og Marissa lister stille ud af rummet. Jeg ved, at hun går op på mit værelse. Hun hader skænderier.

" Jeg er din mor Alex! Jeg har mere erfaring, og du har brug for at komme lidt væk " Siger hun. Min mor er også ved at miste tålmodigheden og krydser nu sine arme og tager sit "skrappe mor" ansigt på. Gud hvor jeg hader det ansigt.

" Hvad skulle jeg væk fra? Ethan? Jer? Jeg forstår det ikke " Råber jeg vredt. Jeg er inderst inde fortvivlet. Jeg vil ikke væk... Jeg kan ikke forlade Jersey. Det...

" Jeg er ked af det Alex! Men sådan bliver det... Og det er vidst på tide, at Ethan tager hjem " Siger min mor. Hun siger ikke engang farvel til Ethan, da hun forlader lokalet og man kan høre hendes hæle klikke mod gulvet. Jeg kigger op på Ethan med tåre i øjnende, og han trækker mig ind i et kram. Jeg krammer ham igen og græder ind mod hans bryst.

" Sh... Det er okay! Jeg finder på noget... Alt skal nok blive okay " Hvisker Ethan beroligende. Det hjælper lidt, men også kun lidt. Jeg ved, at når min mor har ordet, så er hendes ord lov. Jeg kan ikke ændre på dette, og det kan Ethan heller ikke. Jeg må bare blive van til tanken om Californien. Langt væk fra Ethan. Jeg trækker mig ud fra hans arme og kigger op på ham og tørrer mine øjne af i mit ærme.

" Det er vidst på tide, at du tager hjem " Siger jeg. Ethan kigger bedrøvet på mig, men han nikker og går stille ud i gangen. Han kigger ind på mig en sidste gang.

" Jeg elsker dig Alex. Lige meget hvad der sker " Siger han. Han forsvinder så ud af døren, og jeg slår mine arme om mig selv og begynder at hulke kraftigere. Hvorfor? Hvorfor sker alt det her for mig... Hvad har jeg gjort?

Jeg løber ud af stuen og op af trapperne og op på mit værelse. Marissa kigger på mig, da jeg kommer ind.

" Jeg så hans bil køre- " Mere når hun ikke at sige, før at jeg har lagt mine arme om hende. Hun svinger sine arme rundt om mig og sukker. Jeg græder og græder, og Marissa kommer med opmuntrende ord, men det hjælper på ingen måde. Farvel Jersey... Farvel Ethan!

____

Well... Der er nok 2-3 kapitler tilbage!❤️ Jeg vil på forhånd sige tak til alle som har læst med. I er virkeligt med til at motivere mig til at skrive, og jeg er så mega taknemmelig! Jeg håber at i vil læse med i 2'eren når den kommer. Når bogen er slut skal jeg nok lave et kapitel med info om 2'eren og hvornår den kommer og sådan❤️

Indtil vi ses næste gang, PEACE!✌️💙🔥