Addicted to you • E.D • // Afsluttet

F I F T Y

Dette er ikke et kapitel! 

Jeg spurgte jer om i ville have høre min playliste til bogen, og de fleste af jer er vilde med ideen! Jeg vil skrive den ind i kapitlet i morgen, den er nemeligt lidt lang!xD Please hvis du har tid, så læs lige det nedenunder!<3 

Hey mennesker!

Dette er ikke et kapitel. Sorry til jer alle sammen, men der vil komme et kapitel i morgen! Sagen er den, at jeg gerne vil snakke lidt med jer.

Jeg er ikke et særligt højlydt menneske, jeg går for det meste med alle mine tanker inde i mit hoved. Og nogen gange så får jeg de her underlige samtaler med mig selv... Ej glem jeg sagde det! xD Det lyder som om, at jeg er skør! Men kende i ikke det ikke? Når man bare går og tænker og man pludseligt har en del på hjertet.

Jeg vil gerne snakke med jer om noget, jeg selv nogen gange føler er et lidt tabu. Udseende og vægt! Jeg ved godt at der bliver snakket meget om det, men alligevel føler jeg for lige at snakke lidt selv.

For at starte ved mig selv, så er jeg virkeligt usikker. Jeg har altid følt mig ret usikker omkring mig selv, og for at være ærlig ville jeg ønske, at jeg ikke brugte så meget tid på at tænke på det. Men det gør jeg!

A real girl is not perfect, and a perfect girl is not real – Harry Styles

Harry har sgu meget godt ret. Og jeg syntes bare det er så vigtigt at huske på!

Hele verden fortæller dig, at du ikke skal tænke på hvad andre tænker, men være glad for dig selv og den du er, og ignorerer andres meninger. Samtidigt, sender de reklamer i tv'et for det nyeste mode og hvis man møder op i joggingbukser og hættetrøje i skole, stirrer folk. Eller, det skete da jeg gjorde det.

Jeg syntes bare at det er røvsygt. De siger at man skal være totalt sig selv og gøre hvad man vil, men hvis jeg møder op i en neonfarve trøje, får jeg igen sendt dømmende blikke.

Jeg har også altid været meget usikker på min vægt. Jeg har altid vejet mere end andre, men simpelt fordi at jeg er højere end andre. Dengang forstod jeg det ikke, og jeg tænkte ikke rigtigt på det. Men så stod jeg engang sammen med min bedste veninde som er lav og tynd som en pind, og jeg var høj og måske lidt bred, og så kommer den her dreng hen for min klasse og er sådan " Du er godt nok stor i forhold til Sofia " Sagde han. Jeg gik i sjette klasse, og hold nu op hvor de ord ramte mig hårdt. Jeg begyndte at gemme mig selv væk, og jeg begyndte at stå og kigge mig i spejlet hver dag. Jeg startede til sport for at tabe mig, men jeg hadede det, og jeg var slet ikke lige så stærk som de andre. Så jeg forsinkede dem kun, og så råbte træneren af mig. Jeg havde det ikke nemt.

Jeg sad også og så den her film den anden dag, hvor en pige står og holder tale. Hun er virkelig tyk, og hun står så oppe på scenen og siger " Jeg var usikker på mig selv! Og jeg forstod slet ikke hvad han så i mig... Og jeg blev simpelt nød til at sige til ham, Kan du ikke se at jeg er totalt overvægtig? Men han svarede hurtigt " Nej, du er smuk! " og mit spørgsmål er så, hvorfor kan jeg ikke være begge dele? "

Jeg er i dag nået længere. Jeg er begyndt at træne, ikke for andre, men for mig selv! Jeg nyder det og finder det faktisk sjovt. Jeg er også begyndt at skide på hvad andre folk tænker, men jeg står dog nogen gange og har tøjkriser om morgenen. Nogen gange føler jeg mig også totalt udenfor, men jeg tror det er en del af livet nogen gange! Alle mennesker er så pisse smukke på hver deres måde.

Ligesom dem som de der blade som skriver " Du er smuk som du er " og alligevel på næste side i deres blad er der en guide til hvordan man kan tabe sig og træne og alt sådanne noget.

Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen med det her lige nu. Alex Morgan, min elskede karakter, virker ret frygtløs. Men sandheden er, at hun er ligesom alle andre. Hun har også gode dage og dårlige dage. Jeg tror ikke på at der er noget der er "perfekt" eller "normalt".

Og folk kan virkeligt være dømmende i forhold til vægt og udseende. Jeg havde en ven, og vi skulle lave sådanne noget hvor vi skulle lære nye mennesker at kende i skolen, og vi snakker så med de her to drenge, og jeg snakker med den ene, og min veninde snakker med den anden. Vi snakker om alt muligt, men jeg lytter dog stadigt til min venindes samtale. Min veninde er ret buttet. Drengen spørger så hvad hendes livret er, og hun svarer " pizza og nachos " – det er seriøst god mad. Når men han svarer så " Det kan man godt se på dig " og jeg var så tæt på at pande ham en. Hans ven hørte vidst godt hans svar også, og jeg måtte hive mig veninde væk fra dem. Hvorfor er der nogen der vælger hvordan det hele skal hænge sammen? Det er forkert.

Shit, det her blev pludseligt lidt langt! Jeg håber ikke at jeg skrev alt dette forgæves. Jeg syntes bare at det er så vigtigt at vi som mennesker holder sammen og er glade. Lorte dage er virkelige, men livet er mere end dem!

Jeg vil væde med, at alle på et tidspunkt har stået og kigget sig selv i spejlet, og ønsket at være en anden person. Det har jeg også selv... mange gange!

Jeg vil bare gerne have at i husker på, at i er så fucking fantastiske! I er alle unikke og totalt dejlige mennesker som fortjener bedre end alle de idioter som dømmer på vægt og tøj. Vores generationer har brug for mere selvtillid og mere mod til at alle kan være dem selv.

Du er ikke alene! Husk på det. Nogen gange kan det hele føles så overvældene og totalt dumt og man har bare lyst til at forsvinde. Men det er der hvor man skal være stærk! Please bare husk på det.

Jeg håber ikke at jeg har gjort jer alt for depri, men jeg håber at i virkeligt vil overveje mine ord! Du er dejlig, du er smuk, du er fantastisk og du er helt din egen!

De personer som faktisk har læst alt dette, tusind tak! Det er også fair hvis nogen bare vil have endnu et kapitel af ATY! Fair nok, vi er ikke alle ens.

Vi ses i morgen til endnu et kapitel! Og i morgen bliver det et rigtigt et, det lover jeg.

Indtil vi ses næste gang, PEACE!