Addicted to you • E.D • // Afsluttet

T H I R T E E N

Vi kører i lang tid bare i stilhed. Jeg sidder og stirrer blankt ud af foruden. Grayson sidder rolig ved siden af mig, og kigger af og til over til mig.

" Er du okay? " Spørger han. Jeg svarer ikke men kigger bare forsat ud. Om jeg er okay? Jeg ved ærligt talt ikke, hvordan at jeg har det. Jeg kan slet ikke forstå hvad der lige skete. Det ene øjeblik ville jeg flirte lidt med fodboldholdets anfører, og næste øjeblik er Ethan og Caspar i slåskamp, og jeg bliver trukket med væk.

" Hvorfor? " Spørger jeg. Jeg drejer mit hoved halvt, og kigger med rynkede bryn på ham. Han rynker selv sine bryn, og kigger forvirret over imod mig.

" Hvorfor hvad? " Spørger han og stopper op ved et rødt lyskryds. Han drejer sig halvt i sædet og kigger på mig. Grayson ligner virkeligt Ethan meget. Det er bare begge mega pæne på hver deres måde. Ethan er bare mere bad boy. Grayson virker bare som om at han har lidt medfølelse gemt et sted, hvor Ethan nok slet ikke kender det ord.

" Hvorfor slog han Caspar? Hvorfor blandede han sig i starten? Hvorfor skulle du tage mig med væk? " Det vælter bare ud med spørgsmål. Jeg er bare virkeligt forvirret.

" Caspar er en nar! Caspar og Ethan hader hinanden... Eller, fodboldt holdet og os hader hinanden! " Fortæller Grayson som var det ingenting. 

" Men hvorfor hjalp han mig? " Spørger jeg forvirret.

" Han 'hjalp' dig ikke! Igen, Caspar er en nar! " Siger Grayson igen. Lyset skifter til grøn, og han begynder at køre igen.

" Hvor er vi på vej hen? " Spørger jeg forvirret. Grayson sukker og griner så en smule, og kigger over på mig med et smil på læberne.

" Altid så mange spørgsmål Morgan? " Spørger han, og jeg sender ham dræberøjne for at bruge mit efternavn.

" Ikke altid nej! En ondsvag nar har bortført mig, og jeg vil enligt gerne bare vide om jeg når hjem til aftensmad! " Siger jeg og krydser mine arme, og læner mig tilbage i bilsædet. Graysons smil forbliver på hans læber, mens at han kigger ud på vejen.

" Altid så flabet? "

" Altid så pisseirriterende? "

" Easy tiger! " Griner Grayson. Jeg sukker irriteret.

" Du svarede ikke på mit spørgsmål! " Siger jeg bebrejdende. Smilet på hans læber bliver mindre.

" Ikke rigtigt nogen steder hen! Vi begynder et køre tilbage imod skolen nu, og du kan så køre hjem eller gøre hvad du vil efter det! Men jeg fraråder skolen som en mulighed " Siger Grayson.

" Hvorfor det? " Spørger jeg undrende.

" Fordi du slog Caspar! Du får bare problemer, og nu kører vi tilbage så jeg kan køre de andre drenge, hjem! " Siger han.

Resten af køreturen er i stilhed. Jeg forstår godt hvor han vil hen med alt det her, men hvorfor hjælper han mig? De kunne alle sammen være totalt ligeglade med mig. Hvorfor overhovedet hjælpe mig ud af problemer? Drenge er fandme nogle underlige nogle!

Vi kommer frem til skolen igen, og parkeringspladsen er totalt tom. Grayson parker ovre på den vestlige parkeringsplads ved siden af deres sorte range rover og slukker motoren. Vi sidder lidt, før at han så rømmer sig.

" Er du okay? " Spørger han. Spørgsmålet kommer totalt bag på mig. Jeg kigger bare forvirret på ham. Hans øjne er pludseligt ikke så hårde mere og heller ikke hans ansigt. Det er som m at han har sænket et usynligt skjold, og pludseligt kommer en masse følelser til syne i hans ansigt.

" Jeg er okay " Svarer jeg stille, og Grayson nikker. Han stiger ud af bilen og lader bare nøglerne side i tiningen. Jeg stiger også selv ud og hopper over i passagersædet. Jeg sidder bare og følger Grayson med øjnene imens han er på vej ind på skolen efter de andre. Så jeg virkeligt lige medfølelse i Grayson Dolans ansigt?

Det er som om den bobbel jeg har været i den sidste time springer, og jeg er pludseligt tilbage til virkeligheden. Jeg smiler lusket for mig selv. Det her bliver nemmere end jeg havde forventet. Hvis jeg bare skal være skønjomfruen i nød, bliver det intet problem. Det er jeg van til at være. Jeg finder min telefon frem og finder en masse ubesvarede beskeder og opkald fra Marissa. Jeg husker, at jeg faktisk skulle mødes med dem inden alt dette, men jeg har intet energi tilbage i kroppen.

Fortæller alt i morgen! – Alex

Jeg lægger telefonen fra mig, og kigger op. Da jeg kigger op, ser jeg dem kommende gående ud fra skolen. Allerede her fra kan jeg se Ethans blå øje. Det er hævet, og han går med en ispose for det ene øje.

" Ved du godt hvor sur mor bliver, når hun hører at du er blevet suspenderet!? " Råber Grayson surt af Ethan. Selvom de er langt væk, kan jeg høre alting.

" Gider du ikke bare lade det- "

" Nej Ethan! Vi kan ikke blive ved med at skuffe mor " Siger Grayson surt. De andre drenge, Cameron, Aaron og Jack siger kort farvel før at de skynder sig en anden vej. De har også nogle skrammer, men ikke lige så slemt som Ethan.

Ethan kigger træt ned i jorden og svarer ikke Grayson.

" Nogen gange tænker du bare slet ikke " Siger Grayson igen, og Ethans hoved snapper op.

" Gider du godt holde kæft? Jeg orker ærligt talt ikke at høre på dig lige nu " Siger Ethan surt til sin bror. Grayson sukker.

" Fint! Gør hvad du vil " Siger Grayson irriteret og løber i forvejen til deres bil som holder ved siden af min. Jeg skynder mig at starte bilen, og Ethans hoved drejer sig automatisk i retning af mig. Vi får øjenkontakt, og jeg ved bare hvor fucked, jeg er. Jeg skynder mig at bakke ud, og jeg kan mærke Ethans øjne på mig. De lyner af vrede. Måske ikke verdens bedste ide at lytte til deres samtaler. Især ikke denne...

______

DAGENS KAPITEL!!!❤️
Havde enligt ret travlt i dag, men jeg kunne ikke lade jer vente😂😘❤️😝
Skriv gerne hvis der er noget jeg kan gøre bedre, og ellers bare hvad du syntes om bogen! Jeg ved godt der er stavefejl, men håber i kan leve med det❤️❤️
Indtil vi ses næste gang, PEACE!✌️💙🔥