Addicted to you • E.D • // Afsluttet

F O U R T Y - N I N E

Jeg går usikkert ud af min hoveddør da bussen dytter. Jeg snupper min frakke med mig og stikker mine fødder i mine vans. Jeg har taget et par blå cowboy jeans på og en stor Nirvana T-shirt på. Mit hår er samlet i en hestehale, og jeg har kun taget en lille smule mascara på. Da jeg kom hjem tidligere, der sov jeg. Jeg vågnede her for en halv time siden, og jeg havde ikke rigtigt tid til at gøre så meget ud af det hele.

Jeg lukker døren og går med faste skridt ud mod bussen. En mand springer ud fra forsædet og kommer om og åbner døren for mig.

" Hop ind! " Siger han venligt, og jeg træder forsigtigt ind i den lille minibus. Der er 4 sæder, og de er overfor hinanden. Jeg tager plads sådan så jeg ikke sidder baglæns, da det ærligt giver mig kvalme. Jeg kravler helt ned ved vinduet og spænder min sele. En bildør smækker, og manden er tilbage bag rattet. Han starter bilen og begynder så at køre.

" Du ser ikke ud til at have det særligt godt! " Siger han. Jeg kigger op og møder hans øjne i bakspejlet. Jeg ryster på hovedet.

" Lorte dag, lorte liv " Svarer jeg, og manden griner, men det lyder mere som en motor der brummer.

" Drenge problemer? " Spørger han. Jeg trækker på skuldrene.

" Lidt! Mere veninde problemer, men de er opstået begrund af drenge " Forklarer jeg. Det er underligt, for jeg føler virkeligt at jeg kan snakke med denne mand, jeg lige har mødt. Måske har jeg også bare gået med meget på hjertet, og jeg har ærligt ikke nogen at snakke med. Folk på min skole kan man ikke stole på, og mine forældre er slet ikke en mulighed. De snakker alligevel ikke med mig. De eneste gange de henvender sig til mig, er fordi at jeg skal støvsuge eller rydde op på mit værelse.

" Det lyder slemt! Men dine veninder burde da komme før drenge " Siger han. Jeg nikker og griner kort.

" Det er lidt komisk, for det var dem der ville have mig til at gøre det! Måske også lidt mig selv, men de var med på den! Nu vil de ikke kendes ved det " Siger jeg. Manden spærrer overrasket sine øjne op.

" Besynderligt! Det lyder ikke sjovt, men jeg håber at børnene, at børnene kan hjælpe dig! De er meget søde " Fortæller han. Jeg sender ham et usikkert smil.

" Sagen er den, at drengen vi er på vej til at hente, er hovedproblemet i alt det her drama " Siger jeg. Manden sender mig et medfølende blik.

" Han er en fuckboy for at være ærlig " Siger jeg. Manden nikker.

" Så det er ham, der har fået dig ud det her rod? " Spørger han og hentyder til samfundsydelse. Jeg skal til at nikke, men det går op for mig, at det ikke er Ethans skyld. Det er min.

" Nåh, så det er dig? " Spørger chaufføren oversket, og jeg kigger ud af vinduet.

" Jah... Det var ikke med vilje " Siger jeg og kigger på de forbipasserende huse og træer.

" Det er det oftest ikke... Har du overvejet at dem der har gjort ting mod dig, ikke har gjort det med vilje? " Spørger han. Hans ord får mig til at tænke. Måske... har han ret! Men jeg kender fuckboys, og jeg ved hvad de laver er planlagt.

" Det tror jeg desværre ikke " Svarer jeg.

" Men han må tydeligvis betyde noget for dig, siden at det gr dig sådan på! " Siger manden. Jeg kigger op på ham i bakspejlet og sender ham et forvirret blik.

" Øh nej? Han betyder ingenting for mig... Han er bare en pisse irriterende idiotisk fucking ondsvag dreng " Siger jeg, og mærker at jeg pludseligt er blevet vred. Jeg kigger forvirret ligeud, og manden oppe foran smiler til mig.

" Er du sikker på det? " Spørger han. Jeg stirrer lige ud i luften og kan kun høre mit åndedrat. Alt siver stille ud. Bilen stopper pludseligt, men jeg kigger stadigt ligeud. Jeg trækker vejret hurtigt. En bildør bliver åbnet og smækket, og jeg kan pludseligt mærken en person tage plads skråt overfor mig.

" Hey " Siger han forsigtigt. Jeg kigger stadigt ligeud og alting begynder at køre rundt. Jeg kan mærke hans øjne, og jeg kan mærke sommerfuglene i min mave... Fuck!

" Er du okay? " Spørger han bekymret og rykker hen på sædet foran mig. Bilen begynder at køre igen, men denne gang har chaufføren jeg ikke ved hvad hedder lukket til, så jeg ikke kan se ham.

" Hey du! " Siger Ethan og vifter en hånd foran mit ansigt. Jeg kigger med store øjne op i hans, og der står alting klart. Hans øjne for en kildende fornemmelse til at brede sig i min krop. Jeg kan mærke mit hjerte slå hurtigere, som var det ude og løbe et maraton, men jeg sidder helt stille.

Hans øjne kigger ind i mine, og da jeg begynder at læne mig frem mod ham, stirrer hans overraskede på mine, men kigger så ned på mine læber. Jeg klikker min sele op og læner mig helt frem, og Ethan læner sig automatisk tættere på mig. Jeg kigger op i hans smukke hasselnødsfarvede øjne og ned på hans lyserøde læber. Jeg placerer forsigtigt og nænsomt mine læber på hans. Kysset er ikke et voldsomt og aggressivt som det normalt er, når jeg kysser med Ethan. Det er stille og roligt, og meget intenst. Og da vores læber rammer hinandens slår det mig som en mavepuster.

Jeg... Jeg kan lide Ethan Dolan! Jeg er fuldstændigt håbløst forelsket ham! Og det er først nu det går op for mig.

Ethan trækker sig, og vores øjne mødes. Luften omkring os føles som om, at den er fuld af elektricitet, og jeg er sikker på at han også kan mærke det. Vi kigger på hinanden med let åbne munde. Så kigger jeg hurtigt væk og ud af vinduet, og prøver at ignorere hans blik. Jeg er forelsket. Alle minderne med Josh kommer tilbage, og jeg må gøre mit bedste for at skubbe dem væk. Nej! Det her kan jeg ikke. Jeg må ikke... Jeg kan ikke holde til at blive knust igen.

Resten af turen foregår i stilhed, ingen af os siger noget. Ethan sidder og kigger på mig men, men han siger intet. Nogen gange kigger han rundt og åbner hans mund, men der kommer ingen lyd ud.

Da vi ankommer og chaufføren åbner døren, springer jeg ud. Jeg er ude meget hurtigt, og jeg løber nærmest op til børnehjemmets indgang. Det er slet ikke så skummelt som jeg havde forventet, men det er lyst og moderne, malet i en pæn hvid farve. Over indgangen så der " New Jersey Børnehjemmet siden 1950 " med stor sort skrift. Jeg tager uden at tøve fat i dørhåndtaget. Jeg mærker kort tid efter en hånd mod min arm, og jeg vender mig skræmt om mod Ethan.

" Kan vi ikke lige snakke Alex? " Spørger han, og jeg ryster på hovedet.

" Der er intet at snakke om " Svarer jeg og kigger ned i jorden. Jeg åbner så døren og går ind, og Ethan bliver stående udenfor og stirrer ind efter mig. Det her bliver hårdt. 

_____

Dagens kapitel! Og så blev det lørdag!<3 Jeg har sådan glædet mig til weekend, det er helt sikkert. Jeg har dog lige nogle spørgsmål til jer:

1. Vil i have at jeg skriver min playliste til når jeg skriver? Jeg har nemelig en med en masse sange som passer ret godt til denne bog og stemningen, og jeg skriver altid når jeg lytter til den!

2. Hvad syntes i om længden på kapitlerne? Jeg gør mit bedste for at komme op på de 1.000 ord hver dag, men det er svært når jeg laver en masse ting i hverdagene! Ville i hellere have at jeg opdaterede kapitler på de 2.000 ord hverdanden dag? 

3. Ville jeg blive dræbt, hvis kapitel 50 ikke er et rigtigt kapitel, men et vigtigt budskab jeg har gået og tænkt på?<3 Det er selv noget jeg har det svært med, og jeg tror at det kan hjælpe nogen, at høre, at de ikke er de eneste som kæmper med det!<3 

Skriv gerne i kommentaren!!!:) Det sætter jeg meget pris på, og tak for de mange stemmer og kommentarer! I er dejlige<3