Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 139: Alexandra Gunnarsen?

Alexandras synsvinkel:

Huen var på. Gymnasiet var færdigt. Det eneste, der manglede nu, var eksamensbeviset. Det ville jeg få om nogle få dage, når jeg skulle til translokation. Lige nu var vi alle på vej ned til et bord i samlingssalen, hvor gymnasiet havde opstillet borde med duge og blomster til alle de nybagte studenter og deres familier, så de kunne skyde nogle champagneflasker af og spise lidt snacks.

Martinus gik med armen om mig ned til bordet. Han trak stolen ud for mig og skubbede den ind under mig, før han satte sig ned ved siden af mig. Der blev hældt champagne op og skrevet i huen. Der havde været en del uenighed om, hvem der skulle skrive min karakter i midten af huens inderside. Det endte med, at Martinus gjorde det, da Xander, Lisette og Marcus alle ville gøre det, men ingen kunne enes. Den ene var min søster, den anden min bror og den sidste min bedste ven. Jeg kunne jo ikke vælge mellem dem.

Da vi havde fået champagne og snakket, mens Xander og jeg havde råbt og skreget rundt i salen sammen med de andre studenter, gik turen hjem til huset, hvor der skulle holdes fest for Xander og mig. Mens alle folkene samledes ude i haven og fik velkomstdrinks, var jeg gået op på mit værelse med hatteæsken. Martinus var for engangsskyld ikke gået med mig op. Han var gået med de andre ud i haven.

Jeg skyndte mig nedenunder, og Martinus kom hen til mig og kyssede mig inderligt.

"Jeg er så stolt af dig, skat," sagde han.

"Tak, skattebasse," svarede jeg.

Han lagde armen om mig, og sammen gik vi ud til de andre. Folk kom fra alle sider og snakkede til mig. Lykønskede mig igen og igen. Vi blev til sidst sat til bords. Xander og jeg sad for enden sammen, Martinus sad på den anden side af mig. Han kiggede kærligt på mig hele tiden, mens han holdt mig i hånden. Denne gang ikke skjult under bordet, som vi så tit havde gjort. Vores hænder var flettet sammen, oven på bordet.

Maden blev serveret. Under maden slog Martinus på glasset og rejste sig op.

"Først vil jeg starte med at sige tillykke til de to studenter. Det er virkeligt fantastisk at være her i dag og fejre to mennesker, der betyder så meget for mig," sagde han: "Alex, min skat, der er et par ting, jeg godt kunne tænke mig at sige. Jeg har allerede en gang holdt en tale for dig om min kærlighed til dig, den dag vi blev kærester igen. Men du kan aldrig høre disse ting nok gange i løbet af ens liv. Jeg elsker dig. Uendeligt højt. Du er det mest fantastiske menneske, jeg nogensinde har mødt."

Han gik hen ved siden af mig og trak mig op fra stolen. Han gik ned på knæ foran mig.

"Jeg ved godt, at jeg lovede, jeg ikke ville fri til dig, før vi blev ældre," sagde han: "men dette kan jeg desværre ikke lade være med. Det er jo ikke noget, der behøver at ske før om nogle år, men jeg har tænkt mig at sikre mig din hånd nu."

Han tog en æske frem fra sin lomme og åbnede den. Inden i var den smukkeste ring, jeg nogensinde havde set. Besat med diamanter og det hele. Det var en ægte forlovelsesring. Det var der ingen tvivl om.

"Alexandra, du er mit livs kærlighed. Jeg er kun sytten år gammel, men siden jeg mødte dig, vidste jeg, at det var dig, jeg ville tilbringe resten af mit liv med."

Tårerne vældede op i mine øjne. Det var utroligt rørende, at han friede til mig foran hele min familie og sin egen.

"Sødeste skat, vil du gifte dig med mig?" spurgte Martinus.

Jeg var fuldstændigt lamslået. Selvom der var så mange mennesker, føltes det, som der kun var Martinus og jeg det øjeblik. Jeg kiggede ham i øjnene. Han kiggede længselsfuldt op på mig, og jeg smilede sødt til ham.

"Ja, Martinus," sagde jeg: "jeg gerne gifte mig med dig!"

Jeg fik ringen sat på fingeren. Lige over den løftering han havde givet mig. Martinus trak mig ind i et langt kys, og alle omkring os begyndte at klappe. Jeg var forlovet. Jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg havde sagt ja til Martinus og skulle i fremtiden giftes med ham.

"Så skal du snart hedde Gunnarsen til efternavn," sagde Xander og puffede til mig, da vi kom ned og sidde igen.

"Det skal hun nemlig," sagde Martinus: "Alexandra Gunnarsen. Det lyder da fantastisk."

"Hvad nu, hvis jeg gerne vil beholde mit eget efternavn?" spurgte jeg.

"Ikke tale om!" sagde Martinus: "vil du da ikke have mit efternavn?"

"Jo, men kunne jeg ikke bare hedde Alexandra Vesterberg Gunnarsen?"

Martinus så eftertænksom ud, og så smilede han. Så vidste jeg, at det var godkendt. Han var glad, bare jeg hed hans navn, så man kunne se, jeg var hans.

Da vi var færdig med maden, kom Sarah hen til mig.

"Du vil blive den smukkeste brud, Alexandra," sagde Sarah.

Jeg rejste mig op og krammede hende.

"Jeg regner da bestemt med, at du også skal ud og finde min kjole," sagde jeg: "ligesom vi gjorde med dig."

Sarah fik tårer i øjnene. Hun følte sig nok som en mor. Resten af festen forløb fantastisk. Jeg kunne dog slet ikke vænne mig til, at jeg nu var forlovet i en alder af kun nitten år. Martinus kyssede på mig hele tiden. Det var fantastisk. Jeg var sammen med alle de folk, jeg elskede. Jeg var forlovet med den dreng, jeg elskede. Jeg havde fået huen på, og gymnasiet var slut. Et nyt kapitel skulle til at begynde, og jeg kunne slet ikke vente!

A/N:

Så er der kun et enkelt afsnit tilbage... 

Det bliver postet på lørdag! Håber, I er klar til den store finale! <3

Hvis I ikke har set det, så er kapitel 2 af min nye bog Still Beautiful blevet postet i går! Gå gerne ind og tjek det ud! Det ville gøre mig så utroligt glad! 

https://www.wattpad.com/621924156-still-beautiful-marcus-gunnarsen-fanfiction 

Glem ikke at stemme og kommentere! <3