Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 137: Inviterer du mig ud?

HUSK! At læse forfatterbeskeden! <3

Martinus' synsvinkel:

Jeg kyssede Alex' pande, da vi vågnede om morgenen. Hun var det skønneste, der fandtes. Hun havde ikke en overmand. Hun sov stadig. Hendes åndedræt flød varmt hen over mit bryst. Jeg lå og betragtede hende. Nussede hende lidt. Ventede på, hun skulle vågne fra sin søde søvn.

Hun begyndte stille at røre på sig og åbnede langsomt øjnene. Hun smilede til mig, som det første, og jeg lænede mig frem og gav hende et kys.

"Godmorgen skat, har du sovet godt?" hviskede jeg.

"Mhhh," svarede hun og puttede sig længere ind til mig: "dejligt. Hvad med dig?"

"Fantastisk," svarede jeg.

"Hvad skal vi lave i dag?" spurgte hun.

"Det ved jeg ikke, hvad har du lyst til?"

Hun svarede ikke, så jeg skævede ned til hende og så, hvordan hendes ansigt trak sig ind i et ansigtsudtryk, der indikerede, at hendes tanker var meget langt væk.

"Skat, skal vi ikke tage ud på en date?" sagde hun pludseligt.

"Inviterer du mig ud?" smilede jeg.

"Ja, det gør jeg," sagde hun: "skal vi ikke tage en tur på en eller anden cafe. Gå ud og spise?"

"Jo, har du et forslag til hvor?"

"Der ligger en mexicansk i nærheden. Så kan du få taco på den måde, de laver den i Mexico."

Jeg lyste fuldstændigt op. Tacos lød fantastisk! Det ville jeg så enormt gerne have; også selvom det var til morgenmad. Jeg sprang ud af sengen og flåede noget tøj op fra gulvet. Jeg hoppede i det så hurtigt, jeg kunne. Alex grinede af mig, mens hun stadig blev liggende i sengen. Jeg gik hen og flåede dynen af hende og halede hende ud af sengen. Hun forstod tydeligvis ikke, hvor meget jeg gerne ville have de tacos. Hun var også langsom til at tage tøj på. Hun smilede sleskt til mig imens, så jeg ikke var i tvivl om, at hun drillede mig. Jeg satte mig surmulende hen på sengen og lagde armene over kors.

"Ej, Martinus," sagde hun, da hun kom hen til mig: "du kan vel tage en smule drilleri."

Jeg kiggede op på hende og skød underlæben frem. Hun grinede bare at mit ansigtsudtryk og bøjede sig ned for at lægge sine læber mod mine. Hurtigt tog jeg fat om hendes hofter og fik hende sat ned på mit skød med et ben på hver sin side af mine hofter. Kysset blev hurtigt til et snav.

"Jeg troede, du gerne ville have dine tacos?" grinede hun.

"Måske vil jeg hellere have desserten først," sagde jeg og kyssede hende igen.

*****

Vi var kommet ned på restauranten og havde fået vores mad. De tacos smagte himmelsk. Jeg var helt i den syvende dimension.

"Martinus, der er noget, vi er nødt til at snakke om," sagde hun pludseligt. Det blev sagt i en meget seriøs tone.

"Det lyder alvorligt," svarede jeg.

"Jeg skal jo snart til eksamen," sagde hun: "og det betyder, at vi ikke kommer til at se hinanden, før jeg er færdig med det."

"Men det er jo en hel måned!" klynkede jeg: "det kan du ikke mene?"

"Det gør jeg desværre. Martinus, det er nødvendigt, at jeg får en god eksamen, og jeg skal have ro til at læse op til det."

"Men så længe kan jeg jo slet ikke undvære dig," sagde jeg: "jeg ville ønske, vi boede sammen."

"Jeg ved det, men det kan vi ikke, før jeg er færdig med gymnasiet. Så er jeg til gengæld også frit stillet."

"Så du siger ja til at bo med mig?"

"Ja, når du er blevet myndig."

"Men der er stadig hele ni måneder til at det sker. Jeg kan da ikke vente så længe."

"Martinus, du mister mig jo ikke!"

"Stadig," svarede jeg trist. Jeg var ked af det. Jeg skulle ikke se min elskede pige i en hel måned. Det gjorde virkeligt ondt indeni at tænke på. Jeg kunne faktisk slet ikke holde det ud. Jeg fældede en tåre. Den løb bare ufrivilligt ned af min kind, og jeg kunne ikke stoppe den. Flere fulgte, og Alex rejste sig og gik hen til mig på den anden side af bordet. Hun lagde armene om mig og trak mig ind til sig.

"Shhh, det skal nok gå, skat," sagde hun.

Jeg borede hovedet ind i hendes bryst, mens jeg stille græd. Det var frygteligt, at der skulle gå så lang tid, før jeg skulle se hende igen.

"Martinus," sagde hun stille: "lad os nyde de sidste dage, vi har sammen. Vi kan altid tale over FaceTime, også selvom det ikke er det samme som at se hinanden i virkeligheden. Men det må vi klare os med i denne måned."

Jeg nikkede og kiggede op på hende. Hun tørrede mine tårer væk og tog mig ind til sig igen.

"Jeg elsker dig," hviskede hun: "også selvom vi ikke skal ses en hel måned. Det ved du godt."

"Men jeg tror simpelthen ikke, jeg kan holde ud ikke at se dig i så lang tid. Slet ikke efter alt det, der er sket gennem den tid, vi har kendt hinanden."

"Jeg ved det, og det er heller ikke med min gode vilje, men jeg er nødt til det."

Jeg nikkede. Jeg vidste jo godt, hun havde ret. Jeg ville bare nyde de sidste par dage med hende. Når jeg tog derfra, vidste jeg godt, at der ville gå længe, før vi så hinanden igen. 

A/N:

Hej med Jer!

Mange gange undskyld for at have været så indaktiv - både på denne historie og på min julekalender. 

Men jeg har det ikke så godt i øjeblikket. Jeg har nogle personlige problemer, jeg kæmper med lige nu, så jeg har ikke haft overskuddet til at skrive noget som helst... tingene løser sig nok på et tidspunkt, men lige nu er det bare ret svært :'((

Så nu ved I i hvert fald hvorfor. 

Det gør det heller ikke bedre, at jeg har eksamen om kun 10 timer... og jeg er helt depri ved tanken. 

Her er der et sent afsnit i hvert fald. Der er nu kun 3 afsnit tilbage af denne bog - og den er næsten oppe på 47k! Hvor er det sindssygt! Tusind tak!

Jeg kan se, at jeg mangler at poste for hele to dage på julekalenderen, så der kommer et par dage, hvor der er dobbeltafsnit.

Jeg skulle også have postet min nye bog... den kommer så i morgen. Jeg sidder og prøver at redigere den nu <3

- Mathilde <3