Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 45: History

Martinus' synsvinkel:

Da vi var kommet ned i stuen, placerede hun mig i den store sofa. Selv gik hun ud i køkkenet og lavede varm kakao med flødeskum og skumfiduser. Da hun kom ind igen med det, satte hun sig stadig ikke ned. Jeg kiggede bare efter hende, mens hun vandrede rundt og ledte efter det, hun nu skulle finde. Hun gik til sidst over til en stor reol og trak en masse mapper ud.

"Det her er alle vores gamle fotoalbums," sagde hun, da hun endeligt satte sig: "jeg tænkte, jeg ville vise dig min familie og fortælle dig lidt om den."

Vi bladrede igennem den ene mappe efter den anden, mens vi var flade af grin. Der var gamle fastelavnsbilleder, hvor hendes ansigt var smurt ind i flødeskum fra fastelavnsboller.

"Du er altså virkeligt cute," grinede jeg, mens vil bladrede videre.

"Ej, stop," sagde hun og puffede til mig: "det er mega pinligt det her."

"Men se det på den lyse side, så lærer jeg også den side at kende af dig."

Hun rystede grinende på hovedet og tog det næste album frem. Det var virkeligt rart at få et indblik i hendes liv. Hvilke mennesker, der var i hendes familie. Hvem der var hvem. Alle de pinlige øjeblikke, der var blevet fanget ved et enkelt klik på kameraet.

"Det her billede er fra, da mine forældre blev gift for efterhånden mange år siden," sagde hun, og jeg stirrede ned på et billede af et par i fint bryllupstøj. Man kunne tydeligt se, det var hendes mor. Jeg havde dog aldrig set et billede af hendes far, og det gik op for mig, hvor meget hun faktisk lignede ham. De samme havblå øjne, det samme smil. Det var mærkeligt at tænke på, at de to mennesker på billederne i dag var skilt, når de her så ud, som om de ville elske hinanden til evig tid.

"I dag kan de næsten ikke holde ud at være i stue sammen," sagde hun trist: "jeg føler ikke, jeg rigtigt kender min far. De blev skilt, da jeg var ret lille."

"Men hvorfor besøgte du ham ikke bare?" spurgte jeg nysgerrigt.

"Fordi min mor ikke ville have det. Det, at han havde været utro, gjorde, at hun opdragede os i, at han var et forfærdeligt menneske. Lisette hader ham. Hun kender ham endnu mindre end jeg."

"Men det er jo ikke jeres skyld, at han var din mor utro," svarede jeg, og hun kiggede undrende på mig.

"Selvfølgelig er det en frygtelig ting, at han har været utro. Du har selv følt, hvordan det er, og jeg ville nok aldrig blive mig selv igen, hvis jeg selv blev udsat for det. Min pointe er bare, at selvom ham har været hende utro, så er det jo ikke ens betydning med, at han elsker dig og Lisette mindre. I er hans børn."

"Min mor så hans utroskab som et tegn, at han også var træt af sine børn eller ikke holdt nok af dem. Så det har hun på en måde også tudet vores øre fulde med."

"Men fordi hun hader ham, behøver det ikke betyde, du også skal?"

"Jeg ved det. Hver gang han kommer til vores familiefødselsdage, har han altid overdådige gaver med, men han bliver for det meste ignoreret. Det er faktisk ret synd for ham."

"Ignorerer du ham også?"

"Lidt mindre end de andre, men jeg er nødt til det. Ellers ville min mor have fået et føl på tværs," hun bed sig i læben, og jeg kunne ikke lade være med at læne mig ind over og give hende et kys. Hun smilede, da vores læber brød kontakten.

"Du ved godt, jeg aldrig ville være dig utro, ik?" spurgte jeg alvorligt.

Hun nikkede bekræftende.

"Jo, det ved jeg, min skat," svarede hun: "og det er ikke, fordi jeg ikke kan se din pointe. Han gør faktisk alt for at vise, han gerne vil os, men alligevel ved jeg bare ikke, om jeg kan klare at være på kant med min mor over det. Hver gang han går herfra, har han et usandsynligt skuffet udtryk i ansigtet. Han er så bedrøvet, og jeg kan både mærke og se det."

Pludseligt rejste hun sig op. Jeg kiggede bare mærkeligt på hende.

"Vent her," sagde hun og løb så op af trappen. Kort efter kom hun tilbage med en lille bunke kort. Det viste sig at være julehilsner, feriehilser og fødselsdagshilsner. Alle af dem skrevet af hendes far til hende.

"Gennem de sidste mange år, mens jeg er blevet ældre, har han sendt mig alle disse. Du må gerne læse dem, men det er vores hemmelighed. Min mor aner ikke, de eksisterer."

Jeg åbnede nogle af dem. Det var tydeligt, jo mere jeg læste, at hendes far savnede hende. Alle brevene og kortene viste, både direkte og indirekte, hvor meget han egentligt nok elskede hende og gerne ville have et godt forhold til hende. Mange steder stod der ting som: 

"Du kan selv prøve det, hvis du vil med næste sommer. Jeg ved, du ville elske det." 

eller

  "Jeg ville ønske, jeg kunne komme og fejre dig. Men din mor ville desværre ikke have det. Heller ikke selvom jeg prøvede at tigge hende om det." 

Selvom han havde været hendes mor utro, syntes jeg alligevel ikke, det var okay, at hun havde afholdt deres børn fra at se ham. Han var stadig deres far, og forældrenes konflikter burde ikke gå ud over børnene.

"Han prøver virkeligt at give dig et indblik i sit liv," sagde jeg langsomt.

"Ja, det ved jeg, men Martinus, hvordan skal JEG nogensinde tilgive ham for, at han har været min mor utro og skred fra det hele? Jeg mener, han er jo stadig min far, men jeg hader seriøst alle mennesker, der mener, at utroskab er i orden."

"Kender du hele historien?"

"Nej, kun brudstykker fra min mors side. Hun har aldrig rigtigt ville tale om, hvad der skete."

"Så kan du jo egentligt ikke dømme nogen, før du har den fulde historie," sagde jeg og hævede det ene øjenbryn for at understrege min pointe: "han har sikkert været utro, og det er en han en kæmpe idiot for! Lige meget hvad er det bare uacceptabelt på alle tænkelige punkter at gøre sådan noget. Men hvis du skal kunne forholde dig til det, så er du nødt til at have hele historien, og jeg tror ikke, du får den af din mor."

"Sikkert ikke," sagde hun og lænede sig ind til mig. Hun lagde hovedet op af mit bryst og kiggede mig længselsfuldt i øjnene. Jeg lagde mine arme om hende og pressede hende tættere ind til mig.

"Hvis jeg virkeligt bryder grænsen og taler med ham, kan jeg så godt ringe til dig og bede om råd?" spurgte hun: "du virker meget bedre til at gennemskue folk, end jeg er."

Jeg smilede til hende.

"Skat, du kan altid ringe til mig. Du kan også altid komme til mig, lige meget hvad."

Og med de ord lænede jeg mig ned og kyssede hende. Kysset blev hurtigt udviklet til et snav, og jeg kunne ikke lade være med at snige en hånd ind under hendes trøje og tage fat om hendes bryst. Det fik hende til at sukke dybt af nydelse, og jeg blev øjeblikket tændt. Min hånd gled videre ned til hendes bukser, og videre ned i dem. Der gik ikke længe, før jeg fik hende til at klynke og stønne, mens hun bare klamrede sig til mig. Hele hendes krop sitrede, og hun var helt forpustet, da jeg tog min hånd til mig igen.

"Beklager," hviskede jeg: "men jeg er fuldstændigt ude af stand til at holde mig fra dig."

Jeg kiggede hende i øjnene, og et smil spillede over hendes læber.

"Så lad være med at holde dig fra mig," sagde hun: "jeg har alligevel ikke tænkt mig at stoppe dig."

I det øjeblik gik hoveddøren, og man kunne høre stemmer i gangen. Jeg gav hende et par hurtige kys, før hun satte sig tilbage, hvor hun før havde siddet, og så kiggede vi videre gennem billederne. Jeg havde så meget lyst til at rive hende med tilbage op på værelset og fortsætte, men jeg var altså nødt til at holde mig selv lidt i skindet. Hvis jeg først gav mig selv frit løb, ville jeg ikke kunne stoppe igen. Hun gjorde mig helt vild.

Jeg sneg min arm rundt om hendes talje igen og trak hende tættere på. Mens hun fortsatte med at fortælle om billederne, kunne jeg se, hun smilede over min aktion. Jeg sad og nussede hende lidt under blusen, men diskret nok til, at ingen lagde mærke til det.