Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 48: Hyggede I jer?

Alexandras synsvinkel:

Da jeg var færdig med at snakke med min mor, gik jeg op på mit værelse og smed mig i sengen. Den duftede stadig af Martinus, og jeg fik tårer i øjnene igen. Jeg kunne ikke engang ringe til ham. Han sad jo i flyet. Men... jeg kunne ringe til den næstbedste i rækken. Jeg fandt hurtigt nummeret, og der gik ikke mere end fem sekunder, før han tog telefonen.

"Heeeeeej," sagde Marcus glad, da hans ansigt dukkede frem på skærmen med et kæmpe sleskt smil.

"HEEEJ MAC!" grinede jeg: "hvorfor det sleske blik?"

"Ja, hvorfor tror du?" spurgte han.

"Det har jeg da slet ikke nogen anelse om," svarede jeg. Jeg vidste, at han ikke havde snakket med Martinus endnu. Han sad jo stadig i flyet. Det var jo ikke mere end to timer siden, jeg havde forladt ham i lufthavnen, og det tog ham mindst seks timer, før han ville være hjemme.

"Alex, jeg vil have alle detaljer," sagde han: "og jeg mener alle!"

"Du lyder altså mega meget som en tøs lige nu!" grinede jeg, og han gav mig et dræberblik, men han kunne ikke holde det og flækkede af grin.

"Jeg vil bare gerne vide, hvad der er sket mellem dig og Martinus," klynkede ham: "han har ikke gidet svare mig på noget, siden I var uvenner tidligere på ugen. Er I blevet okay igen?"

"Vent... hvordan ved du, at ham og jeg har været uvenner?"

"Martinus ringede grædende til mig morgenen efter, I var kommet hjem fra den fest. Han fortalte mig dog aldrig, hvad det hele endte med," sagde han og sendte mig et sad face.

Stakkels Marcus. Han havde sikkert gået og troet, Martinus og jeg stadig var uvenner.

"Bare rolig, ham og jeg er okay igen. Nok i virkeligheden mere end bare okay," svarede jeg med et smil.

"Hvad endte jeres skænderi med?"

Jeg kiggede væk fra skærmen og rødmede. Skulle jeg fortælle ham, hvor Martinus og jeg var endt henne? Skulle han vide, at der var sket mere mellem os end bare et forsoningskys? På den anden side, så ville han nok få det hele af vide af Martinus senere.

"Alex," sagde han, og jeg kiggede på ham, mens jeg stadig havde helt røde kinder. Jeg kunne dog ikke lade være med at grine samtidigt.

"Øm... lad os bare sige, at vi fik snakket... og øm."

Jeg slog en hånd for min pande og rystede på hovedet. Jeg kunne slet ikke skjule mit smil, når jeg tænkte tilbage på, hvad der var sket efterfølgende. Det gjorde mig helt varm inden i.

"Hyggede I jer?" spurgte Marcus og gav mig nu et meget sleskt blik. Han havde vist allerede forstået, hvad der var sket.

"Ja, det gjorde vi," svarede jeg.

Marcus grinede.

"Var han god?" spurgte han, og det gik op for mig, at han troede, vi havde været i seng sammen.

"Åh... Mac, jeg havde ikke sådan sex med ham," svarede jeg.

"Hvad lavede I så? Jeg troede, du mente, I havde gjort det..."

"Han... forkælede mig..." ofrede jeg. Jeg havde svært ved at sidde og tale med hans tvilling om det, men igen. Jeg vidste jo godt, at Marcus ville angribe Martinus det øjeblik, han trådte ind af døren, og så ville han få det hele af vide.

Marcus sad med et smil, han prøvede at undertrykke.

"Hvad?" spurgte jeg.

"Det har han ventet længe på," svarede han.

"Hvad skal det betyde?" spurgte jeg: "Mac, du kan ikke bare sige sådan og ikke give en forklaring!"

"Han har bare givet ret meget udtryk for, at han gerne ville mere. Altså, han vil jo ikke have dig for sex, men det tror jeg allerede godt, du ved," sagde han og kludrede lidt rundt i ordene.

"Det er okay," svarede jeg: "jeg ved godt, at han ikke vil have mig for det fysiske."

"Altså... Alex, han elsker dig, og han vil gerne forkæle dig... og," sagde han: "du ved, når man godt kan lide nogen på den måde, så vil man jo gerne også andre ting. Ej, jeg kan slet ikke sige det her."

"Jeg ved det allerede, Mac," svarede jeg: "han har sagt det."

"Hvad har han sagt?"

"At han elsker mig," sagde jeg: "da han havde... du ved... 'forkælet mig', sagde han, at han elskede mig."

"Det har han gjort længe," sagde han og kiggede alvorligt på mig: "han har bare været nervøs for at sige det for hurtigt. Han var bange for at skræmme dig væk, fordi hans følelser var så voldsomme."

"Jeg tror ikke, han kan gøre noget mere, der kan skræmme mig væk. Han er helt fantastisk."

"Jeg skal nok lade være med at spørge om mere," sagde Marcus: "resten tager jeg med Martinus."

"Han er nok helt oppe at køre, når han kommer hjem," grinede jeg.

"Det kan jeg forestille mig. Hvis han er mere hyper, end da han tog afsted, så er jeg klar til at give ham et helt glas sovepiller. Det magter jeg ikke."

Jeg flækkede af grin. Det var altså ret sjovt at sidde og snakke om Martinus med Marcus. Man fik alle mulige sjove facts at vide. Vi blev ved længe. Der var meget at snakke om. Jeg fortalte ham dog ikke, at jeg elskede Martinus. Jeg ville ikke have, at Martinus skulle få det af vide, før jeg selv kunne sige det til ham. Ansigt til ansigt den næste gang, vi sås.