Second Chance ft. Marcus og Martinus | ✔

Kapitel 37: Festen Part I

Maraton 4/6

Alexandras synsvinkel:

Jeg var så glad for, at Martinus var hjemme hos mig. Helt ubeskriveligt glad. At have ham her efter alt det med Andreas var virkeligt en trøst. Jeg elskede ham... faktisk virkeligt meget, men jeg turde ikke rigtigt fortælle ham det eller indrømme det helt overfor mig selv. Det var også lidt gået op for mig, at jeg nok aldrig rigtigt havde elsket Andreas. Den følelse, jeg havde over for Martinus, var så meget anderledes, så dybere. Det måtte være den ægte kærlighed.

Men samtidigt med, at jeg syntes, det var fantastisk, han var der, gik det mig også lidt på. Det var ret dårligt timet, da jeg skulle til en fest. En, jeg havde lovet at tage med til for længe siden, og jeg kunne ikke bare melde fra. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle få sagt det til Martinus. Han ville sikkert bare med, men det ville jeg helst ikke have. Han drak jo ikke endnu og havde ikke prøvet at være sammen med fulde mennesker før. Pænt sagt, så anede han ikke, hvad der ventede ham, hvis han absolut skulle med.

"Martinus," sagde jeg lavt, da jeg kom tilbage ind på mit værelse. Jeg havde lige været i bad og havde lagt en festlig makeup og havde krøllet mit hår.

"Ja," svarede han, men da han fik øje på, hvordan jeg så ud, stirrende han bare på mig.

"Øh... hvorfor ser du sådan ud?" spurgte han så.

Jeg sukkede og satte mig ned på sengekanten.

"Martinus, der er et lille problem. Jeg skal til fest... og jeg har ikke mulighed for at aflyse det. Det er en af mine venner, der fylder atten, og det er noget, man gør en kæmpe stads ud af her i Danmark."

"Det er fint, jeg tager bare med," sagde han og begyndte at rejse sig for at skifte tøj.

"Nej, det gør du ikke," sagde jeg: "det er en fest fyldt med alkohol. En rigtig gymnasiefest. Tro mig, du har ikke lyst til at være der."

Det var selvfølgelig mere end det. Jeg havde jo ikke fortalt til nogen, ham og jeg havde noget kørende. De fleste ville nok også kunne genkende ham, og så ville jeg være på spanden. Et var, at man var fan af Marcus og Martinus på gymnasiet. Det var slemt nok, men hvis man ligefrem datede en af dem, ja... så havde jeg nok slet INGEN venner bagefter.

"Men jeg kan ikke bare blive her!" sagde han fortvivlet: "hvad nu, hvis der sker dig noget? Eller du bliver for fuld!"

Han var bange. Jeg kunne se det i hans øjne. Bange for, at jeg måske var sammen med en anden fyr. Eller at jeg i en brandert havde sex med tilfældige... han vidste jo selvfølgelig ikke, at det var normalt i gymnasiet, men jeg kunne jo aldrig finde på at gøre det mod ham.

"Der sker mig ikke noget, Martinus," forsikrede jeg ham, men lige meget hvad insisterede han på, at han skulle med. Til sidst måtte jeg give op, og han fik sin vilje. Jeg skippede førfesten, så jeg var sikker på, at når vi kom derhen, så ville folk være godt stive allerede. Det var helt med vilje, så var der nemlig større sandsynlighed for, at folk havde glemt, de havde set ham i morgen.

Snart forlod vi mit hus og gik ned til bussen for at tage derhen. Jeg lod mærke til, at Martinus stirrede på mig stort set hele tiden. Ikke, at der var noget nyt i det, men hans stirren var bare anderledes, end den plejede.

"Du stirrer," sagde jeg uden at kigge på ham, og han sukkede.

"Behøvede du at tage dit mest udfordrende tøj på?" sagde han.

Han begyndte at gå mig på nerverne. Nu kunne man godt mærke vores aldersforskel. For mig var dette normalt, og han kunne slet ikke forholde sig til noget af det.

"Du valgte selv at komme med, så må du tage det sure med det søde," svarede jeg hårdt og begyndte at småløbe hen til hoveddøren af det hus, hvor festen blev holdt. Man kunne høre musikken på lang afstand. Jorden dunkede nærmest fra bassen fra flere kilometers afstand, og fulde folk rendte rundt efter hinanden i haven. Mens vi gik op til hoveddøren, så vi både par, der havde gang i at snave så meget, det nærmest så ud, som om de åd hinanden, mens andre lå og brækkede sig i buskene.

Martinus kom hurtigt op på siden af mig.

"Jeg bryder mig allerede ikke om det," sagde han pludseligt meget nervøst.

"Bare hold dig i nærheden af mig."

Inden vi gik ind, gav han mig et hurtigt kys. Nok bare for at forsikre sig, at han stadig var den, jeg havde min opmærksomhed på. Da vi kom ind i huset, var der tykt med røg, og der stank langt væk af alkohol.

"Ay! Der har vi jo den smukke Alex!" råbte Christian, som var ham, der havde fødselsdag. Jeg ønskede ham tillykke, og så trak han afsted med mig hen til baren med en skrækslagen Martinus løbende bagefter. Og så gik det ellers i gang. Jeg fik hældt det ene ned efter det andet og tabte tællingen med, hvor meget jeg havde indtaget.